Hvorledes præster skal kaldes

Skift til: navigering, søgning
1.

Når noget kald ledigt vorder, da skal provsten straks sig der hen begive, og af prædikestolen med menigheden gøre flittig bøn til gud, at han kirken med en god præst og tjener vil forsyne.

2.

Derefter kalder den, som rettighed dertil haver, sådan en person, som han agter bekvem at være, og lader ham høre af menigheden, som han er kaldet til i provstens nærværelse, såfremt tiden og stedet det i nogen måde tilstede.

Og hvis menigheden da imod ham noget har billigen at kunne sige, enten på hans liv og levnet, eller på hans gaver, må de det ved supplikation, eller memorial, på behørige stæder med superintendentens og provstens påskrift andrage, og deres bevislighed derpå tillige lade følge.

Og hvis befindes noget uskikkeligt ham at være overbevist, da bør han uden videre proces ej at nyde kaldet, men en anden dertil at kaldes.

Men har menigheden imod samme person intet med billighed at sige, da skal han begive sig til superintendenten, som ham skal overhøre, og hvis han ham i lærdom og levned skikkelig befinder, da skal han ham til præsteembedet uden ophold indvie med de forordnede ceremonier.

3.

Og når han indviet er, skal superintendenten med sit beseglet brev forskikke ham til provsten, og skal så provsten om søndagen, eller den næste helligdag derefter, i prædiken tale hans bedste for den ganske menighed og stedets øvrighed, eller patron, og oplæse superintendentens brev, at han er rettelig kaldet, overhørt og til embedet ordineret, at være deres prædiker i ordet, meddele dem kristi sakramenter, og dem i deres saligheds sag betjene.

4.

Hvor tvende, eller trende, sogne er annekserede, og af kongens undersåtter en har jus patronatus til det ene, og en anden til det andet, hovedsogn, eller anneks, da på det sognene kan blive tilsammen, som de af arilds tid været have, og præsten af dem samtlige kan have sin tilbørlig underholdning, da bør patroni at skifte imellem sig, at den ene kalder præst til samtlige sogne den ene gang, og den anden den anden gang, og så holder det altid, når præst kaldes skal.

Dog hvis det ene sogn, enten hovedsogn, eller anneks, skulle befindes dobbelt så godt af indkomst som det andet, da skal patronus dertil have magt at kalde to gange til sognene, imod den, som er patronus til det ringere sogn, med mindre patroni imellem sig selv, enten tilforn anderledes er forenede, eller herefter forenes kunne. I lige måde har kongen bevilget, at der må holdes med de sogne, som kongen har sig forbeholdne, enten de er hovedsogne, eller annekser.

5.

Forsømmer nogen af kongens undersåtter, som rettigheden har, at kalde inden seks ugers udgang efter kaldet er ledigt vorden, da har han sin rettighed den gang forbrudt.

Men befindes den person, som i rette tid kaldet er, ikke skikkelig, tienlig, eller dygtig til sådant højt embede at betjene, når han af superintendenten overhøres, og superintendenten derom sin skriftlig erklæring fremskikker, da bør om sådant tilforn udgivet kaldsbrev ikke videre proces at drives.

Men den, som rettigheden haver, fri stande til nyt kald at træde.

6.

End hender det sig, at enten en capelian kaldes til at vorde sognepræst, eller en sognepræst anden steds fra bliver kaldet til at være sognepræst i et andet stift, eller på et andet sted, da skal han og først forskrives til superintendenten, og sig for ham angive, før end han af provsten indsættes i samme embede.

7.

Ingen, som noget præstekald begærer, må derfor nogen gave byde, eller give.

Dog må han give skriverne, som kaldsbrevet og konfirmation skrive, noget for deres umage, hver et lod sølv, eller to i det højeste.

8.

Befindes nogen, enten ved sig selv, eller andre, gave at have budet, eller givet, for kald, miste ikke alene det kald, men end og aldrig tilstedes til noget andet derefter, og den, som gave for kald har annammet, give ikke alene dobbelt igen til næste hospital, men og miste sit embede, om han har noget.

Men har han selv jus patronatus til kaldet, da bør han at miste sit jus.

Og skal den person, som til præsteembedet skal indvies, være forpligtet at gøre sin højeste ed for superintendenten, at han hverken selv, eller ved andre har budet, givet, eller lovet, nogen gave for at bekomme kaldet. Befindes og nogen på anden ulovlig måde, enten at have udgivet kaldsbrev, eller kaldsbrev annammet, da bør den, der kaldet haver, at miste sit jus, og den, der kaldet er, at miste aldeles kaldet.

9.

Ingen må til præsteembedet indvies, uden han til noget vist kald og embede er kaldet.

Og ellers skulle alle, som kaldes til noget kald, i hvem og jus patronatus til kaldet har, før end de til embedet indvies, indskikke i kongens kancellie deres skriftlig troskabs ed.

10.

En hver, som til præsteembedet indvies, skal give til det kongelige universitet i København to lod sølv, som af superintendenten skal indkræves, og til rectorem universitates årligen fremskikkes.