Om helligbrøde

Skift til: navigering, søgning
1.

Hvo som ikke holder søndage og andre påbudne hellig- og bededage hellige, og ikke findes i kirken, når guds tjeneste samme tider forrettes, skal bøde hver gang for helligbrøde tre lod sølv, og skal enhver søge sin egen sognekirke, som han hører til, og der bruge sakramenterne, så og give der sin rettighed, som kirken og kirketjenerne tilkommer, og må ingen på landsbyen lægge bønderne fra et sogn til et andet.

2.

Øvrigheden skal tilholde deres underhavende, og husbonderne deres tyende og tjenere, at komme til kirke, og dem ingenlunde derfra forholde.

3.

Hvo som arbejder under prædiken, skal første gang straffes på to lod sølv.

4.

Hvis ellers på søndage, eller helligdage, efter middag med modvillig arbejde sig tildrager, det straffes af øvrigheden i lige måde.

Dog skal hermed være undtaget hvis af stor og uomgængelig fornødenhed, særdeles når prædiken er endt, og sin næste, sig eller sine, særdeles at hjælpe og redde, sig kan tildrage, så vidt guds ord tilstæder, og enhver med en kristen samvittighed kan vide sig at befrie.

5.

De købstæder, som er lukte, skulle ikke, før højmesse er ude, lade portene åbne. Har nogen ærinde, som ikke lider ophold, da ansige det hos øvrigheden, og med deres bevilling udlades. Men præster, som skulle rejse til, eller fra, deres sogne uden byen liggende.

Item provsterne, som ville besøge landsbykirker i deres provstier.

Item uden by boende folk, som have deres sognekirke i byen, skulle uforhindrede uden nogen anden bevilling lades igennem portene. Så skal det ej heller være forbudt, at hvis kvæg, som går på græs uden byen om sommeren, må jo udlades og indlades igennem portenesædvanlige tider.

6.

Kongens befalingsmænd og hver øvrighed og herskab skulle ikke alene herover med al flid holde, men og bønderne og deres børn og tyendehelligdage med fordringskab og alt andet arbejde, hvad det og være kan, aldeles forskåne, med mindre sådan uomgængelig fornødenhed, dog gudstjeneste uforsømt, indfalder, som ganske ingen forhaling kan lide.

Hvorimod forældrene og husbonderne skulle lade deres børn og unge folk hver helligdag ikke alene komme til prædiken, men og efter prædiken forblive i kirken der at høre og lære deres børnelærdoms forklaring, og anden gudelig lærdom og sang at øve, med mindre de så små er og vejen så lang og farlig, at det ikke ske kan.

Thi da skulle de dem i de byer, som næst sammenligge, forsamle, så vidt muligt er, og dem af degnen, eller substitutten, der lade undervise.

7.

Hvo som øl i købstæderne om helligdage til krohus fører, eller nogen kram og værksted åbner, eller nogen vare, eller andet, på offentlig sted fal holder, før end aftensang er ude og på ordinære bededage, førend højmesse er ude, skal have forbrudt det, som han har med at fare, til de fattige. Hvo noget behøver, søge sig det i husene hos dem, som det fal have.

8.

Hvo som nogen drik fal holder, eller udtapper, på nogen søndag, eller helligdag, før end aftensang er endt, uden alene til syge, om de det er begærende, skal have forbrudt hvis han har med at fare, og den, som drikken køber, straffes af sin øvrighed på to lod sølv.

Og hvilken øvrighed, som ser dermed igennem fingre, bøde fire lod sølv til kongen.

9.

Hvo som på bededage udtapper, eller udtappe lader, til overflod og umådelighed nogen drik, skulle derfor tiltales, og enten stå åbenbar skrifte, eller straffes på deres formue til næste hospital, eller på kroppen til vand og brød, om til anden straf ikke er formue.

I lige måde straffes de, som med fylderi sig på samme dage lade finde.

10.

Befindes ungdommenkirkegårdene med legen, stimen, eller anden uskikkelighed, når gudstjeneste i kirken forrettes, at vanhellige tjenesten, da skal de, som dertil have tilsyn, have magt til at straffe de små derfor med ris, eller pisk, og de store med gabestokken.

Og hvis de store sætte sig til modstand derimod, have skade for hjemgæld, om dem noget derover vederfare, og skulle forældrene, eller husbonderne, i hvo de er, når det vorder dem tilkende givet, entholde deres børn og folk fra sådan uskikkelighed, med mindre de selv ville straffes derfor som for helligbrøde og med anden brøde til de fattige.

11.

Al letfærdig og forargelig lægen om jul, eller andre tider, og fastelavns løben forbydes strengelig, og bør alvorlig at straffes.