Om ulykkelige kendelser, averi og lodsmænd

Skift til: navigering, søgning
1.

Bliver nogen skipper skibbruden, da skal han være forpligtet med skibsfolket at bjerge skibet, godset og skibsredskabet, og annamme af købmændene derfor en redelig bjergeløn efter gode mænds sigelse, og skal befragteren betale skipperen hans fragt af det bjergede gods, og skipperen bådsmændene deres hyre, efter som sejladsen er lang til, og dannemænd kunne kende ret at være, og dersom nogen forrykker, eller underslår, noget af samme skibbruden gods, den skal straffes ligesom for andet tyveri, og hvilken bådsmand, som ikke vil hjælpe at bjerge skib, gods og skibsredskab, han skal miste sin føring og hyre med hvis han tilforn har oppebåret, og holdes siden for en uærlig mand iblandt andre gode søfarende folk.

2.

Skulle nogen optænde om nattetide nogen ild, eller oprette noget tegn på klipper, eller andetsteds ved strandsiden, til at forføre den sejlendes, og bringe ham til ulykke, eller i fare, da hvo sådant lovlig overbevises, skal straffes på sit liv.

3.

Komme tvende skibe sejlende, og kunne ikke undvige hver anden, men fange begge skade, da skulle begge skipperne med deres folk svære, at det skete af uråd, og ikke med vilje, og da gælde begge skipperne skaden, halv om halv, hvad heller det sker om dagen, eller om natten.

4.

Ligger et skib udi havn, eller på red, og et andet kommer sejlende, og løber det udi grund, som ligger for anker, eller fast fortøjet, eller gør skade udi anden måde, da skal den skipper, som skaden har gjort, betale al skaden af sine egne penge, så vidt hans gods kan tilstrække, om det sker for hans forsømmelse og onde forsyn. Er han ikke formuendes at betale, da gælde skibet skaden.

Dog ikke købmands godset det at undgælde.

Men får den sejlendes selv skade, da have skade for hjemgæld.

Men sker skaden af nøds sag, da skal den bedres af begge skibene efter gode mænds tykke, som skelligt kan være.

5.

Bliver noget skib løst, at anker, eller kabel, brister enten udi storm, eller anden ulykke, og driver et andet skib om borde, som ligger fast for sit anker, og få begge skade, og skipperen der udi findes uskyldig, da skal den skade besigtes af søfarende mænd, og betales af begge skibene efter deres gode tykke og forstand.

Men fanger det skib alene skade, som driver på det andet, da skal det skib, som ligger for anker, det ikke undgælde i nogen måde.

6.

Ligger skib for anker, og bliver noget andet skib drivendes af storm og uvejers vold, og et, eller flere, som ligger udi det drivendes farvand, bliver var, at skaden er forventendes, og nogen slipper tov og anker, på det større skade må forekommes, som det ene skib kunne bekomme af det andet, da skal tov og anker regnes og betales imellem det drivende skib, og de andre, som slippe deres anker efter søfarne mænds sigelse.

7.

Ligge nogle skibe hver anden nær, og det ene lå så nær grunden, eller for anden årsag ej kunne vige, og der er fare hos, at de hver andre måtte beskadige, da skal den, som ligger nær ved grunden og ej kan vige, begære af den anden, som kan vige, sit anker at løfte, skade at forekomme, og dersom han det ej vil gøre, skal han selv det må gøre.

Men forbyder den anden det, eller der udi gør forhindring, og derover nogen skade sker, skal den, som kunne vige, det betale.

8.

Kommer noget skib til skade på et andet skibs anker, som ligger foruden bøje, da skal det skib, som ingen boje har, betale den andens skade altsammen, uden så er, at bøjelinen er bristet, siden ankeret blev udkast, og skipperen selv fjerde af de bedste mænd udi skibet vil holde ved deres ed, at der var bøje på samme anker, den tid han lod det sist falde: sammeledes, at han ikke viste andet, end der var bøje på, den tid skaden skete, og da gælde både skibene skaden, halv om halv, købmandsgods undtaget.

9.

De skibe, som ligge for anker i åbent farvand, eller sejle om efterhøst, når mørke nætter er, skal for al befrygtendes fare at forekomme forsyne sig med lygter.

Dog hermed ikke ment de små fartøj, som sådanne lygter ikke bekvemmelig kan føre.

10.

Kommer et skib, som er ladet med købmands gods udi storm, eller anden nød, så at skipperen må lade kaste af godset, eller mast, kabel, eller ankertov, hugge, eller landløbe med skibet, på det han kan redde sit liv, skib og gods, da skal skipperen først rådføre sig herom med købmanden, eller hans fuldmægtig, om nogen af dem er tilstede. Ville de ikke samtykke, og skipperen eragter det dog nødigt, da skal han følge de fleste og bedste af skibsfolkenes mening, som siden, når de til lands komme, skal det ved ed forklare, at det er sket at redde liv, skib og gods. Fornemmelig skal skipperen vel i agt tage, at det tungeste gods og mindst af pris, så vidt muligt er, først kastes, og skal skipperen sætte skibetpenge, ligesom han det selv ville beholde, og råder da befragteren, om han det derfor vil antage, eller lade skipperen det beholde, hvorpå dog befragteren skal inden fire og tyve timers forløb sig erklære.

11.

Dernæst skal alle de udkastede så vel som de beholdne vare takseres efter markeds gang, hvor de beholdne sælges, og skal siden al den skade, som skib og gods i bemeldte tilfælde, eller ved kastningen, eller afhuggen af mast, eller redskab, er tilføjet, tilregnes alle interesserede, hvilket kaldes havari, så at skaden deles både på det hele skib, så og på alt det beholdt gods så vel som på fragten, som skulle gives af alt det indskibede gods, både det beholdte så og det udkastede, og er ingen skipper pligtig at lade følge nogen sit gods, før end han har betalt sin part af havari, eller stillet derfor nøjagtig borgen. Skibsfolkenes føring skal ikke her udi beregnes, ej heller nogen havari gives af bodmeri-penge.

12.

I beregningen skal det gods, som bliver udkastet, alene anses, så vidt skipperen har konnossementer og fragtbreve på, og intet videre, med mindre skipperen lovlig og nøjagtig beviser, at mere og andet gods har været i skiberummet.

13.

Dersom og noget gods formedelst kastning blev fordærvet, eller af søen udspulet ved kastningen, den skade agtes og for havari.

Men hvis foruden sådan tilfald kommer til skade beregnes ikke for havari, ej heller hvad skade som sker, efter at godset igen er stubet og til rette lagt.

14.

Skulle og noget af det kastede gods, eller skibsredskab, drive til lands, eller af søen opfiskes, og ejermanden bekommer det, da bør for samme gods, eller skibsredskab, ikke videre havari at regnes, eller godtgøres, end den derpå lidt skade bedrager sig til.

15.

Hvad skibsfolk ved sådan tilfald til skade kommer, deres lægeløn, eller begravelses bekostning, om det er ved land, at dem begravelse gøres, betales af skib, gods og fragt, som anden havari, og da gælde hver udi skaden efter sin anpart.

16.

Sker det og, at fribyttere, eller sørøvere, komme til nogen mand udi søen, som er ladet med styrtegods, som er styrtet tilsammen, og noget bliver taget deraf, da betales det igen af det andet styrtegods, som udi skibet er, og skal skibet intet give dertil.

Thi det står sin egen eventyr.

Men alt andet gods, som er i pakker, fade, eller tønder, står sin egen eventyr, og hver lider skade som han får.

17.

End skete det så, at nogen skipper blev anfalden i søen af fjender, eller sørøvere, og stiller sig til værge, så at hans folk blive sårede, eller lemlæste, da skal skipperen lade dem hjælpe og læge, og skal den lægeløn samt andre folks, som i de kvæstes sted antages, hyre og føring og al anden omkostning, gå over skib og gods, fordi det er sket for skibs og godses beskærmelse.

18.

Hvis nogen skipper bliver i en havn berøvet noget af sit skibsredskab, eller indehavende gods, da tager den skaden, som det træffer, med mindre dertil kunne være nogen sær årsag, som alle interesserede i skib og gods til betalingen pro kvota kunne forbinde.

19.

Sker det, at skib og gods bliver optaget og anholdt, og skipperen for en vis sum penge det frikøber, og han det lovlig bevise kan, det går over skib og gods som anden havari.

20.

Kommer et skib på det farvand, som grundt er, og er så dybt gåendes, at det ikke kan komme til den sted, som det er fragtet til, så skipperen må have pramme, eller både, at losse udi. Den fragt og prampenge skal skib og gods betale, og dersom samme gods kommer til nogen ulykke, da skal den skade gå over skib og gods, som beholdt er.

Men den skade, som sker på pramme, eller både, som lejes til at føre godset i land, dertil svare hverken skib, eller gods, men de, som har ladet sig leje med sådanne fartøj, stande selv skaden.

21.

Kommer noget skib på grunden, og skipperen kan bekomme skuder og pramme at losse godset udi, og lette skibet af grunden, da skal skipperen selv bekoste at bedre sit skib, og købmanden betale omkostningengodset, og den regnes overalt godset hver efter sin anpart, og skal skipperen lade skibet hjælpe, det snareste muligt er, om det stander til at gøre, og føre købmanden sit gods udi markedet.

Men står det ikke til at bedre igen, da skal skipperen have til fragt af det gods, som beholdt er, som gode mænd tykkes skelligt at være efter sejladsens lejlighed. Bliver og noget af godset fordærvet, da skal den skade gå over det andet gods, som bjerget er, om det er styrtet og løst gods.

Men er det tøndegods, pakker og stykkegods, da annammer hver sit mærke, og betaler omkostningen, som ham tilkommer.

Bliver skib og en part af godset og skibsredskab reddet, da skulle bådsmændene ej have deres fulde hyre, men efter antal ligesom skipperen bar fragt til efter proportion, og ikke anderledes.

Men dersom sig så begav, at skib og gods blev af ulykke, og skipperen kan gøre det bevisligt med alt sit skibsfolk, at det ikke var sket for hans forsømmelses skyld, da må han bjerge sit skib, om han kan, og ingen skadegæld give købmændene for deres gods. Gør han det med vilje og af ondskab, eller det sker formedelst hans, eller hans folks, forsømmelse, da stande han købmanden derfor til rette, og ikke være mægtig udi nogen måde at befatte sig med skibet, før end han har stillet købmanden til freds. End hænder det sig, at skipperen ikke kan føre købmandens gods til markedet, formedelst hans skib var udygtig, der han sig på rejsen begav, da skal han straks fragte et andet bekvemt skib til at føre godset til den bestemte sted imod den betingede fragt, eller og oprette købmanden al sin skade.

22.

En skipper, som lader sig befragte fra en benævnte sted og til en anden, og det hænder sig, at der kommer storm, eller anden havsnød og årsag, så at han fortrænges udi en anden havn, eller marked, end som han var fragtet til. Vil købmanden der annamme sit gods, da betale skipperen sin fulde fragt.

Vil han og ikke annamme det, da er skipperen pligtig at levere ham sit gods udi markedet, som han lovet hafde, på skipperens omkostning og købmandens eventyr, enten med sit eget skib, eller andre gode skibe, som godset kan være forvaret udi.

Dog skal skipperen selv fjerde af de bedste mænd udi skibet sværge, at han af nøds sag blev fortrængt, som før er sagt.

Men findes der nogen anden hemmelig svig under, da skal skipperen og alle de, som udi det råd er, oprette købmanden al den skade, som ham deraf kan tilkomme.

23.

Hvor en skipper kommer på lodsmands farvand med sit skib, der skal han være pligtig at leje lodsmand for det bedste køb, han kan betinge ham, og skipperen skal give ham kosten og af godset betale hans løn efter den skik og handel, som der bruges udi markedet, hvor han losser. Dersom skipperen herimod fordrister sig at indløbe skibet, og det kommer til skade, da skal han den selv oprette af sine egne penge, uden det sker udi nøds sag, og ikke ellers.

24.

Så tilig skipperen har antaget lodsmand, så skal han oprigtig give ham tilkende, hvor mange fod dybt hans skib går. Angiver han det ikke rettelig, men siger det mindre, da skal han give for hver fod han fortier lodsmanden seksten lod sølv, og bør skipperen at tage rigtig bevis på, hvor mange fod han sit skib angivet har, så og hvad han lodsmanden betalt har, og derefter gøre købmanden og rederne regnskab. Forser nogen lodsmand sig, så straffes han, som tilforn udi det første kapitels femte artikel er mælt om styrmanden.