Redigerer Jyllands gamle retskredse

{{header
| titel= [[Jylland]]s gamle [[retskreds]]e
| forrige= [[:kategori:1686|Indhold]]
| afsnit= '''Indledning'''
| næste= [[Koldinghus Amt i Ribe Stift|Koldinghus Amt]]
| forfatter= Mogens Lebech
| noter = [http://www.tidsskrift.dk/visning.jsp?id=72908 Historie/Jyske Samlinger], bind 5, række 2, s. 151-180.
}}
[[Danmark]]s [[inddeling]] i [[herred]]er er bevidnet fra næsten så gammel [[tid]], som der overhovedet findes pålidelige skriftlige tilkendegivelser om landet. Er indholdet af [[kong Valdemars Jordebog]] endnu for en stor del uløste gåder, så er det i hvert fald umiddelbart forståeligt, at allerede dengang deltes det danske [[kongerige]] i [[omtrent]] de samme territoriale enheder, som kendes i dag. Nu ganske vist kun af praktisk [[interesse]] i matrikelkontorets protokoller og så [[J. P. Trap|Trap]], men til gengæld sikkert nok i flere andre henseender [[virkelighed]] længe før jordebogen skreves, således hvert for sig [[sæde]] for den offentlige dømmende magts første instans, indtil omkring årsskiftet 1687/88. 

Der fandtes allerede langt tilbage i tiden [[len]] af betydeligt omfang med et [[tilliggende]] af flere herreder, men at der endnu på reformationstiden var så mange enkeltvis bortforlenede herreder, er et meget sigende [[vidnesbyrd]], der peger i retning af, at hvert [[herred]] oprindeligt har udgjort en enhed for sig, også set i forhold til lensadministrationen, at der i hvert har været en kgl. [[lensmand]], [[foged]], eller som han i ældre tider kaldtes, [[ombudsmand]], hvilket senere blev til [[embedsmand]], som varetog kongens og kronens, det vil sige statens, interesser, af hvad [[art]] de nu måtte være. 

Det er jo ofte nok påpeget, hvor nøje herredsgrænserne følger de af naturen satte [[skel]] i terrænet, navnlig åer og [[bække]], selvom der på den måde kommer til at ligge dele af samme [[sogn]], ja, af samme by, i et enkelt tilfælde endda af samme [[gård]] på hver sin side af herredsskellet, men i øvrigt er det i de fleste tilfælde langt fra, at de enkelte herreder udgør nogen i videre [[forstand]] naturlig afgrænset, en geografisk enhed.

Det er selvfølgelig givet nok, at de fælles interesser, som i flere [[århundrede]]r knyttede herredsmændene sammen, deriblandt ikke mindst det fælles fremmøde på herredstinget [[igennem]] måske 1000 år, har sat tydeligt spor i deres væremåde, deres [[sprog]] og levevis, skønt de kulturelle [[skel]] nok ikke altid er lette at påvise. Men man kan i hvert fald ikke tage herredernes udstrækning og afgrænsning til [[indtægt]] for den formening, at disse territorier afspejler gamle stammeområder. 

Og herredsinddelingen fremtræder næsten helt [[igennem]] med tydeligt præg af at være et værk af daværende tiders [[centraladministration]], resp. [[kongemagt]]. 

Dette viser sig ikke mindst ved en betragtning af selve herredsnavnene, der i overvejende antal er givet efter en lokalitet, by eller [[gård]], og talrige af disse er, så langt tilbage det kan konstateres, i kongens eje, eller i flere andre tilfælde, bortskænket fra [[kronen]] til en eller anden [[gejstlig]] [[stiftelse]]. 

Blandt de første tæller [[Danmark]]s ældste kongesæde, det berømmelige [[Jelling]], dertil kommer [[Almind]], [[Horne]], Hillerslev, Harre, Nim og flere, i anden række [[Børglum]], [[Vestervig]] (Refsgård), [[Støvring]], Onsild, Hjelmslev ([[Dover sogn]]) og andre. 

Men dernæst lønner det sig at iagttage det jyske [[krongods]], kongelevet i [[kong Valdemars Jordebog|Valdemars Jordebog]] og dets [[beliggenhed]]. Det viser sig, skønt man kan have er fornemmelse af, at listen over det næppe er [[fuldstændig]], nogenlunde jævnt fordelt over hele [[Jylland]]. næsten altid på steder, der engang var vigtige administrationscentre, ofte ved de gamle [[sysselting]]. 

Hvad der her har størst [[interesse]] er dog disse godsers placering i forhold til de forskellige [[herredsting]], eller måske rettere de sidstes [[beliggenhed]] i forhold til de første. 

Ind til [[Hjørring]] med Vendelbo bygdeting, grænsede således herredsbyen [[Vennebjerg]], og adskilt derfra med et enkelt små [[sogn]], henholdsvis i syd og nord lå [[Børglum]] og Home, alene Jerslev et stykke længere inde i landet, men tinget har her, [[formodentlig]] fra ældre [[tid]], været i [[Vrejlev sogn]], som stødte op til [[Hjørring]] Skt. Olai sogn. Kun dette sidste [[herredsting]] nogenlunde midt i [[vedkommende]] [[retskreds]], de øvrige derimod ud imod strandkanten, men altså alle i nærheden af det gamle [[sysselting]] i [[Hjørring]] og endelig er herredernes oprindelige form i [[Vendsyssel]], tværdelingen af landet fra [[hav]] til [[hav]], ikke mindst et [[vidnesbyrd]] om en villet [[inddeling]], næppe om selvgroede stammeterritorier. 

Således lå også [[Jelling]], men nogenlunde i midten af det ikke særlig store [[syssel]], hvor hovedbyen imidlertid selv blev herredsby, og ikke langt derfra vange, hvorefter Nørre [[Herred]] i [[Jelling Syssel]] siden kaldtes. 

[[Almindsyssel]] var ligeledes delt i ældre tid i to herreder, med en [[anselig]] udstrækning fra øst til vest, men [[ringe]] nok i syd og nord, de gamle herredscentre placeret på lignende måde som i nabosyslet. 

[[Varde]] lå tæt syd for den gamle herredsby [[Horne]], noget længere mod syd lå Skadst, muligvis begge tidligere midtpunkter for en oprindelig tværdeling af dette [[syssel]]; for [[Horne Herred]] er dette jo givet tilfældet, i kreds om [[Horne sogn]] ligger de senere tiders [[herredsting]] for øster, vester og nørre Horne herreder, og af de sydligere skal jo i hvert fald [[Gørding]] være udskilt fra [[Malt]]. Og [[Kongelev]]et og herredsbyen, [[Nim Birk]], var det midterste af en række herredsbyer, 5 i tallet, gennem den vestlige del af [[Lover Syssel]]: [[Bjerre]], [[Hatting]], [[Nim]], [[Tyrsting]], [[Vrads]]. 

Herrederne omkring [[Århus]] har ikke helt samme [[karakter]] som de øvrige i [[Jylland]], [[Salling]]s fire små herreder alene undtaget. I stedet for at være langstrakte er de afrundede og for øvrigt af ringe omfang. Ligger endelig nærmest i 2 kredse med [[Århus]] som centrum, om ikke Åbo i Årslev sogn, og tingbyerne i de 4 [[inderste]] herreder: Framlev, [[Sabro]], Lisbjerg og Hasle, alle i den ene ende af herrederne, der støder ind til det sidstnævnte sogn, altså slet ikke i de [[respektive]] herreders midte. 

I den ydre herredskrans gør det samme forhold sig vel ikke således gældende, spørgsmålet er da også, om disse eventuelt skyldes senere delinger af de oprindelige herreder ind til syslets centrum, eller de muligt kan høre til andre bygder? 

Man kan jo ikke frigøre sig for den tanke, at sysseldelingen, som den kendes i [[dag]], viser denne ordnings sidste stadium, nemlig for så vidt som adskillige af syslerne i [[dag]] danner vel afrundede distrikter, andre derimod bærer tydeligt præg af at være samlet af flere enheder. At der altså inden delingen endelig fastlagdes i den nu kendte form, har fundet omlægninger og fordelinger sted. Bemærkelsesværdigt er i så [[henseende]] [[Lover Syssel]], der rækker fra [[Vejle Fjord]] og helt til [[Viborg]] i længden, men i bredden hurtigt afgrænses af [[Åbo Syssel]]. 

Ikke mindst den [[omstændighed]], at herredsbyen i [[Lysgård Herred]] ligger helt op til [[Viborg]], [[kongelev]] i jordebogen, bestyrker, i forbindelse med omstændighederne ved de øvrige sysselting og [[kongelev]], mistroen til Lysgårds, og velsagtens også [[Hids Herred]]s oprindelige orientering mod syd. 

Endelig selve [[Viborg]] bys placering, yderligt i et [[syssel]], i hvis anden ende [[Randers]] ligger, synes påfaldende. Man ville vente at finde denne ældgamle by som centrum i et syssel, og i kreds om den har sikkert også ligget en del herredsting (jf. nedenfor), men de her henhørende distrikter i flere forskellige sysler. De østlige herredsting i [[Ommersyssel]] derimod ligger i nærheden af [[Randers]], hvor [[vitterligt]] sysseltinget holdtes i den yngre [[middelalder]]. 

Og så vist som man ved meget lidt om, i hvilket forhold [[kongelev]]et [[stod]] til [[Kronen]], så vist er det, at større dele af [[Viborg]] nærmeste opland fra gammel tid lå under domkapitlet, fra først af [[St. Maria]] [[Kloster]] i [[Viborg]]. Påfaldende er endvidere [[Salling Syssel]]s sammensætning af [[Mors]], der geografisk og sprogligt snarere kunne synes at høre til [[Tysyssel]], som på den måde også ville blive mere afrundet, dernæst af [[Salling]], hvor [[kongelev]]et [[Skive]] danner det næsten uundgåelige bindeled med syslets tredje bestanddel, [[Fjends Herred]], som til gengæld efter den geografiske beliggenhed, ligesom Lysgård-Hids Herreder synes at burde orienteres mod [[Viborg]].

Og så virker det unægtelig slående, at netop dette [[område]] dækkes af en [[dialekt]], hvis »målkerne« ligger lidt syd for [[Viborg]], en af de få sådanne, som ikke falder sammen med syslernes centrale punkter. 

Desværre er det jo sådan, at man vanskelig kan stedfæste de ældste tingsteder for herrederne omkring [[Viborg]], hvoraf alene Lysgård bærer [[navn]] efter herredsbyen, men Sønderlyng, Nørlyng og Mejlsom. 

Endnu i det 17. århundrede holdtes [[Nørlyng Herred]]sting ved Nørgård i nuværende Viborg [[Gråbrødre]] landsogn. Mon ikke her (trods kongebud om flytning af 1605) alligevel er det oprindelige [[tingsted]]? I modsat fald synes det mærkeligt, at man har flyttet tingstedet ind i [[Vorde]] [[Birk]], på den tid kapitlets, og mon ikke dette Nør- skulle være det samme som i Nørlyng? Her skal nemlig voves den hypotese, at dette [[navn]] og dets pendant, Sønderlyng, muligt er en [[erindring]] om den i tidligere tid så omspurgte Dannerlyng. Disse herreder skulle i så tilfælde oprindelig være knyttede til og have navn af [[gårde]] eller byer i dennes umiddelbare nærhed, muligt begge på eller ind til Viborg bys marker, et i ældre tid for en stor del lynggroet, og et ganske betydeligt [[areal]], i forhold til andre købstadjorder. 

I navnet [[Middelsholm Herred]] vil man almindeligt finde en hentydning til herredets landskabelige form, placeringen på en »holm«, afgrænset af storre [[vandløb]], altså en betegnelse for hele territoriet, en i det mindste sjældent forekommende måde at navngive herreder på, og det skal da påpeges, at i den ende af herredet, som ligger hen imod [[Viborg]] og [[Almind]], ligger Middelhede Gård på en mindre »holm« det ville unægtelig passe bedre, om man her fandt den ældste herredsby i [[distrikt]]et, således at omgivelserne af [[kongelev]]et [[Viborg]] og den derværende »målkerne« fik samme præg som andetsteds, hvor sammenfald af disse [[omstændighed]]er og dertil herredstingene kendes. 

Hvilket således skulle pege hen imod en tid, da [[Jylland]]s [[hovedstad]] [[Viborg]] var centrum i et midtjysk administrativt [[område]], hvad [[karakter]] dette nu kan have haft. 

Også i et andet tilfælde, hvor [[kongelev]]et ikke har tilknytning til noget sysselting, findes til gengæld en målkerne, nemlig hvor [[Stensmark]] ligger yderst mod øst på [[grænsen]] af sønder og nørre herreder Dyrs, og dette sted [[omtrent]] må i hvert fald opfattes som det gamle centrum for de nævnte to store herreder, kaldt efter det ældre navn for [[Kolindsund]], Dyrsø. 

Alt i alt kan der således konstateres sammenfald mellem målkerne og sysselting og mellem sysselting og [[kongelev]], og uden om disse ældre administrationscentre grupperes herredstingene i nærmest mulig tilknytning tilsammen uimodsigelige [[vidnesbyrd]] om herredsinddelingens direkte afhængighed af datidens centralstyre. Og dette nære afhængighedsforhold vedblev at bestå gennem tiderne, så længe institutionen overhovedet spillede nogen rolle, selvom der endnu langtfra i alle enkeltheder kan gøres rede for de forskellige sider af det; således er det ikke klarlagt i hvilket forhold herredet og dets [[befolkning]] i [[almindelighed]] [[stod]] til den middelalderlige sømilitære [[skipen]]-inddeling eller ledingen. Sandsynligvis vil den endnu ikke foretagne undersøgelse af de jordegne bønders, de såkaldte ledingsbønders stilling i senere tid, set i forbindelse med de spredte oplysninger fra ældre tider, kunne kaste [[lys]] på dette punkt, ligesom spørgsmålet om adelens rostjeneste, der velsagtens også hænger sammen hermed, hidtil venter på at blive taget op. 

Givet er det imidlertid, at kronens jordegne bøndergårde i den kendte periode, det 15-16. århundrede, var i afgjort overtal mellem de [[ejendomme]], som for [[reformationen]] og Inddragningen af kirkegodset i de [[respektive]] herreder lå til [[kronen]], i enkelte var der udelukkende sådanne — til gengæld derimod adskillige steder smålen, af vekslende størrelse, et sogn eller en by, som tilhørte [[kronen]], men altså ikke fulgte herredet, eller det større [[len]], hvorunder flere herreder lå. 

Disse jordegne [[bønder]], selvejerbønder, skattebønder, eller hvad de nu kaldtes, stod jo i et lignende forhold til [[kronen]] som købstadborgerne, navnlig således, at de på samme måde som disse kunde [[afhænde]] deres [[ejendomme]] eller [[lade]] dem gå i [[arv]], arvebønder kaldes de også i et enkelt tilfælde, men de var i hvert fald i yngre tid bundne til kun at kunne [[afhænde]] deres [[gårde]] til ligestillede, således at de ikke unddroges kronen som skattefrit adelsgods eller [[gejstlig]] [[ejendom]]. 

Og på samme måde som købstæderne, og forresten også i visse tilfælde birkerne var delt i fjerdinger, var også herredsbønderne lagt i læg, dog ikke på den regulære måde, som [[Jyske Lov]] synes at forudsætte, mange var delt i tredinger, andre i ottinger eller settinger, og selvom der fandtes fjerdingsdelte herreder, så var fjerdingerne ikke altid 4 i tallet, dog at dette vel nok fra begyndelsen har været tilfælde, og disse fjerdinger, eller hvorledes ordningen var, udgjorde ikke territoriale enheder i den [[forstand]], at hele det pågældende [[distrikt]] var i kronens eje, men de jordegne bondeejendomme var fordelt udover det, kun ganske enkeltvis forekommer betegnelsen [[fjerding]], tillige dækkende et afgrænset område, et [[enemærke]] på en ejers hænder, og i så tilfælde ikke kronens. 

De jordegne [[bønder]] var i særlig grad forpligtede og berettigede til at [[medvirke]] ved forskellige retshandler på herredstinget, blandt dem udtoges det stående [[nævn]], sandemændene, og i flere tilfælde det for hvert enkelt tilfælde udmeldte. 

Og det var jo som [[retskreds]]e de enkelte herreder længst spillede en rolle i den verdslige [[administration]]; herredstingene, så mange som der var i [[Valdemar Sejr]]s tid og lidt flere til, var de [[ordinære]] underretter, det almindelige [[værneting]] for alle beboerne i herrederne, indtil reduktionen i 1688. 

De var alle undergivet kongens og kronens højhedsret, i [[Skåne]] kaldtes herredstinget ligefrem kongens [[ting]], og herredsfogeden sad udi kgl. majestæts sted, for at forhjælpe hver til [[lov]] og [[ret]], og kun i et enkelt tilfælde i sen tid overdroges denne højhedsret formelt til en privatmand, en [[adelig]] [[herremand]]. 

Denne [[nære]] tilknytning til kongemagten gav sig som nævnt også udslag med [[hensyn]] til selve tingstederne, ikke alene derved, at de fra først af lå på kronens ejendomme, men således at de gennem tiderne skiftede plads, navnlig når disse ejendomme gik ud af kronens [[værge]]. 

Og da de mange omlægninger af krongodset, de store arronderinger, netop fandt sted i den periode, fra hvilken der er overleveret [[påbud]] og hyppige [[påbud]] om herredstingenes flytning, da der handledes frem og tilbage mellem kronen og adelen, så er det ikke mærkeligt, at det almindelige Indtryk bliver, at herredstingstederne ikke betragtedes med særlig veneration, men flyttedes hid og did over distrikterne. 

Det skal imidlertid ikke benægtes, at i visse tilfælde har et herredsting hævdet pladsen, der hvor det først blev lagt, til trods for, at denne længst var i privateje, men hovedreglen må dog være, at tingene flyttedes, hvis kronens [[grund]] gik over på adelens hænder, enten det nu skete på [[initiativ]] fra kronens side eller efter [[klagemål]] fra de [[vedkommende]] lodsejere — talrige af de besværinger, som indgik, at tinget lå vedkommende klagere til trængsel og [[skade]] på deres [[ejendom]], råa naturligt ses på denne baggrund. 

I andre tilfælde forordnedes flytningen af [[hensyn]] til lensmanden eller rettere hans fuldmægtige, således at de ny tingsteder kom til at ligge nærmere lokaladministrationens [[sæde]], det [[kongelige]] [[slot]], og af samme årsag ændredes somme tider tingdagen, der ellers i højere grad end tingene selv hævdede ældre tradition, men tiden kunne jo heller ikke så godt gores til [[genstand]] for omsætning.

Ofte skete der dog en ny flytning på [[grund]] af de skete i ændringer, hvilket så kunde give [[anledning]] til genoptagelse af det gamle sted, nogen [[vidtløftig]] [[historie]] var det jo ikke, rent arbejdsmæssigt taget, at ændre tingets plads. [[Hertug]] Hans »tog de gamle tingstokke (i [[Tyrstrup Herred]]) og satte dem ved [[Aller]] Kirke« dermed var det gjort.

Men for øvrigt er den eneste nogenlunde samtidige [[beskrivelse]] af et sådant gammeldags [[tingsted]], nemlig Thestrups, citeret indtil trivialitet, så udseendet og indretningen forudsættes her bekendt. Samtidige afbildninger eksisterer næppe fra noget herredsting, måske bortset fra den noget skematiske på sognepræstens rids fra 1638, hvor vel firkanten er stokkene og prikken i midten Tyvsstenen. Fra [[Vestervig]] Birketing er der vel en tegning hos Resen, men dette domsted lå jo umiddelbart ind til bygningerne på klostret, som forresten oftere birketingene holdtes på selve vedkommende [[herregård]], herredstingene derimod mest i det fri, ofte, men måske mere i yngre tid på de øde heder, ved de gamle gravhøje. Andre steder lå tingstedet dog ind til bebyggelsen, hvis ikke midt i denne; og navnlig hvor stedet synes hævdet fra dengang, herredet fik navn efter det. He Kirke lå in centro [[Hinge Herred]] og havde ved siden [[Hing Herred]]s [[ting]], herredsarkivet var i andet [[stokværk]] i tårnet; i enkelte tilfælde, vel indenfor gammelt [[jysk]] [[retsområde]], dog ikke i selve [[Jylland]], men på [[Tåsinge]] stod herredstinget på selve det kgl. [[slot]] i forborgen for Kærstrup, og i [[Sønderjylland]] sad [[drost]]en [[ret]] med [[Lø Herred]]s indbyggere i Løgum Klosterport. 

Primitivt var sceneriet ellers i alle tilfælde, så længe de gamle herreder bestod som enkelte retskredse, selvom der med tiden indførtes visse forbedringer, et [[bord]] til at skrive ved, i enkelte tilfælde også et tingskjul og endelig af og til tinghuse.  

Der blev åbenbart bygget enkelte domhuse efter [[Christian 2.]]'s påbud, og måske stammer andre, som stod i senere tid, også fra dengang, eller de har afløst sådanne. Almindelige blev de dog først efter omordningen 1688, efter hvilken de enkelte herreder i [[almindelighed]] ikke længere udgjorde særlige retskredse, men oftest lagdes to og to, i tilfælde flere til samme ting, en [[ordning]], der i det hele og store er bevaret i dag, blot at navnlig købstæderne, for selvstændige retskredse og ligeledes birkerne, er indgået i systemet. 

Den forestilling, hvormed denne omlægning påbegyndtes, lagde navnlig [[vægt]] på de besparelser, som sammenlægningen af de små retskredse ville medføre, navnlig med hensyn til lønningerne af retsbetjentene, herreds- og birkefogeder, og -skrivere. 

Ved de allerfleste ting var der dengang ansat sådanne, fastlønnede, almindeligt med kgl. [[bestalling]], men denne ensartethed var et ret nyt fænomen, så vel som at selve embederne nu betegnede slutpunkterne i en længere udvikling, til trods for, at det i alt væsentligt var de samme arealer, som dannede herrederne i 1687, som dengang de sidste opstod — og selvom det retslige ceremoniel i [[overordentlig]] mange henseender var det samme. 

Og omfattede juridsdiktionerne formelt de samme personer som i ældre tid, nemlig de indenfor herredsgrænsen bosatte, eller lodsejerne [[sammesteds]], for så vidt angik retshandler vedrørende deres faste ejendomme, så var kredsen, som samledes på [[herredsting]]et, ikke længere den samme som for i tiden. 

Dengang var der ofte almindeligt fremmøde på tinget af riddere og svende, bønder og bokarle samt menige herreds [[almue]], foruden kredsens gejstlige medvirkende ved rettens handlinger, derunder udstedelsen af de skriftlige tilkendegivelser. En lang række [[segl]], deriblandt mange adelige og gejstlige, kan være underhængt de ældre vidnesakter, i yngre tid er det kendt nok, hvorledes de skriftlige tingsvidner almindeligt udstedtes af herredsfogeden, tingholderen, eller hvad han nu kan kaldes, gerne medbeseglet af et par enkelte andre bønder, deriblandt ofte skriveren, men aldrig fornemme personer. Det var endda med tiden blevet således, at disse ikke mere mødte på [[tinge]], men holdt sig hjemme og kun sendte deres fuldmægtige. 

Ikke fordi de altid havde foregået de ufri tingfolk med det bedste eksempel, det var på [[Jerlev Herred]]s ting Hartvig Limbek dræbte Albrecht Rytter, et af de mange eksempler på adeliges voldsomme opførsel på herredstinget, ja, to fynske Adelsmænd veg ikke tilbage for at overfalde herredsfogeden, som dog sad i kgl. majestæts sted, men rykkede ham i hans Skæg, så det gik af, slog ham omkuld på tingstokken og skod endelig på denne kongens stedfortræder, men det var kongens [[Lensmand]] i [[Han Herred]], den mand, hvem det ikke i sidste række påhvilede at overvåge Retsordenens opretholdelse, som sagde til en [[adelig]] [[foged]], at ville han have noget ærinde på herremandens vegne, så skulde han have dem udenfor tingstokkene i heden og ej på tinget.

Endnu ned i det 17. [[århundrede]] kom herremændene dog stadigvæk til [[tinge]], enten som [[lensmænd]] i kronens ærinde eller deres eget. 

Selv så fremtrædende personligheder som Jørgen Rosenkrantz røgtede personligt sine forretninger ved Lisbjerg Ting, og Eske Brok gjorde adskillige tingrejser i det ene år 1604, fulgt til stedet af ligemænd og mødte ligemænd der.

Men [[Danske Lov]] 1-2-3-4 fastsætter særlige regler for vidneafhøring af fornemme [[folk]], som ikke plejer at søge ting, lighed for [[loven]] opretholdtes ved dette påbud ikke engang formelt. 

Den fornemste [[person]] på herredstinget var så på denne tid i [[almindelighed]] den mere underordnede [[kongelige]] Embedsmand, den bondefødte [[herredsfoged]], måske i visse tilfælde gjort rangen stridig af en anden offentlighedens [[repræsentant]], lensmandens [[Fuldmægtig]], Delefogden (Ridefogden). Og så gør der sig det ejendommelige Forhold gældende, at begge disse Stillinger så at sige var udgået fra en og den samme, som de jo dannede Udtryk for to Sider af Statsmagten, den dømmende og den udøvende. 

Endnu så sent som i slutningen af det 16. [[århundrede]] fandtes der ikke delefogeder i [[Haderslevhus Amt]], men herredsfogeden varetog de [[hverv]], som i [[kongeriget]] røgtedes af disse, fortrinsvis inddrivelsen af de kgl. skatter og i påkommende tilfælde veg herredsfogeden Sædet til fordel for en i dette enkelte anliggende beskikket sættedommer. Et uheldigt forhold, som påbødes ophævet, men også i [[kongeriget]] kunde det i en endnu senere tid ske, at denne ældre tidernes [[Tilstand]] realiseredes på ny, dog vel kun for enkelte sagers vedkommende. 

For udviklingen af herredsfogedembedet er der andetsteds gjort Rede; her skal kun Hovedlinjerne trækkes op. Hans virksomhed kendes ikke fra de ældste herredstings akter, der i det hele taget i almindelighed forekommer udstedte på kirkens [[initiativ]] og ved dens mænd, tingforsamlingerne i det hele under ledelse af herredets bedste mænd. 

Fra meget gammel tid havde [[kongen]] dog sin [[Ombudsmand]] i Herredet, exactor regis, der dels varetog Kongens Interesser, navnlig de fiskale, dels og også i sammenhæng dermed, deltog i Ledelsen af Herredstingets Forhandlinger. Ham var det, som siden kaldtes [[Foged]], ja ligefrem [[Herredsfoged]]: advocatus provincie, og senere igen Lensmand eller Embedsmand; allerede den ældste kendte [[Håndfæstning]], Kristoffer Us 1320, fastslog hans [[Pligt]] til at [[beskikke]] en [[Fuldmægtig]], en [[vederhæftig]] [[Bonde]], for sig og denne Stilling er det, som siden varetoges af henholdsvis Delefogeder (Ridefogeder) og Herredsfogeder, idet disse sidste dog kaldtes med flere Navne, som nærmere angav deres egentlige [[Hverv]] at lede Herredstinget på Kongens Vegne. 

Betegnelsen [[Foged]] for dette [[Embede]] forekommer først på fynsk Grund, allerede så tidligt som 1329, men navnlig i Slutningen af det samme Århundrede. Allerede Kristiern 1.'s [[Forordning]] for [[Nørrejylland]] fastslår dog den almindelige Tilstedeværelse af sådanne også i Hovedlandet og dermed deres Hverv: 

Fogeder de skulle ej gore andet med vor [[vilje]] endsige [[dom]] og holde ting retfærdige, idet det imidlertid må være yderst tvivlsomt om den brugte udtryksmåde hjemler dem nogen domsret i moderne [[forstand]], men om ikke deres forretninger fremdeles var begrænsede til ledelsen af forhandlingerne på tinget, medens den egentlige domsmagt stadigvæk tilkom tingforsamlingen selv, som den ytrede sig ved de respektive [[nævn]], [[faste]] som sandemændene eller opnævnte i de særlige tilfælde. 

Gennem tiderne ændredes dette forhold vel noget, uden det dog med fuld ret kan hævdes, at [[fogeden]] i det 16. århundrede var i den fulde [[besiddelse]] af domsmagten, når undtages visse særlige tilfælde. Dette i al fald kun, for så vidt man gør sig klart, at disse særlige tilfælde synes at have udgjort flertallet af tingets handlinger, idet jo foruden [[sandemænd]] og [[ransnævning]]er, for at nævne de mest anvendte dommerudvalg, tillige høringsdele eller fordelingen, lovsøgningen, hvad den nu kaldtes, spillede en meget stor rolle og muligt var den overhovedet mest anvendte. 

[[Danske Lov]] endelig bibeholdt vel ikke andre nævn end sandemændene og skønt den ikke indlader sig på nærmere at [[specificere]] herredsdommernes opgaver, var den overvejende del af domsmagten vel endelig nu overgået til indehaverne af dette kongelige [[embede]]. 

Men det vil forstås, at der var stor [[social]] forskel på den adelige herredsfoged i det 14. århundrede og den bondefødte [[dommer]] i det 17., navnlig i de tilfælde, hvor den sidste var en arm [[indsidder]]. 

[[Danske Lov]] havde vel fastlagt herredsfogeds og skrivers lønning, en Gård på en halv snes tønder [[Hartkorn]] til den første, og en på ca. 6 til den sidste, men disse satser var bestemt allerede ved [[Christian 4.]]’s store [[reces]] 1643, uden at de alle steder var bragt i anvendelse endnu 1687, hvilket imidlertid ikke kunde hindre Rentekammerets [[Embedsmænd]] i at forestille [[Kongen]], hvor meget der ville spares, hvis man forenede flere Embeder under ét, navnlig fordi de kongelige Birkefogeder også ved [[Loven]] var tillagt samme [[Løn]], selvom de fungerede i langt mindre Distrikter, og disse mindre Retskredse var ganske unødvendige. Og dette kunde egentlig ikke bestrides, men for øvrigt er Birkerne jo endnu ikke her gjort til [[Genstand]] for Omtale. 

Om Oprindelsen til disse Retskredse, og Grunden til deres »Udskillelse« fra Herredet, er der fremsat forskellige Teorier, idet man snart har villet udlede den fra de vedkommende Retskredse isolerede Beliggenhed, dels til en Overførsel af den strengere Købstadretspleje på Områderne nærmest Byerne. 

Her vil ikke i Enkeltheder kunne udredes det virkelige Forhold, kun så meget skal siges, at den rette Forståelse hænger sammen med den ændrede Opfattelse af de danske Samfundsforhold i [[Middelalderen]] og endnu længere tilbage, som i den senere Tid er begyndt at trænge frem og endelig skal der her i al Korthed gives visse Kriterier. Idet der først gores opmærksom på, at de ældre Birker alle er af samme [[Oprindelse]] eller [[Art]], det være sig adelige eller gejstlige eller kongelige, hvoriblandt de så tit fremhævede »Bondebirker«, samt Købstadbirkerne.

Et [[Birk]] var altid et afsluttet Område, begrænset af visse fastliggende Skel i Lighed med Herredet, men i Modsætning til dette var samtlige Beboere i Birket i [[enhver]] [[Henseende]] undergivne en [[Herre]], det være sig Krone, [[Kirke]] eller en adelig [[Herremand]]. 

Birkets Centrum var Herregården eller Sædegården, eventuelt Ladegården, hvortil i ældre Tid alle, i yngre Tid måske kun en Del af Birkemændene var [[Træl]]- og Hovbønderne, Birket udgjorde altså fra først af en driftsmæssig Enhed. 

Til dette Centrum var Birketinget knyttet, og Højhedsretten over det havde altså vedkommende [[Herre]], til hvilken Kategori han nu kunde hore. 

Betegnende for Birket var navnlig de Boder for Fredsbrud indenfor dets Område, dets [[Enemærke]] eller Fang, de såkaldte Voldsbøder, 40 Marks Bøder, identiske med de tilsvarende for Brud på Freden i Købstederne og på Herregårdene eller de kongelige Slotte. 

Det kan måske være et [[Spørgsmål]], om Birketinget fra de ældste Tider dannede et fuldstændigt [[Værneting]], som det i senere Tid kaldtes, for Birkets Beboere, men i de yngre [[Privilegier]] fastslås dette udtrykkeligt. 

Birkerettigheden kunde dels være hævdet af [[Arild]], dels som sådan være meddelt kgl. [[Bekræftelse]], noget, som dog i flere Tilfælde først skete ved de Bestallinger, som konfirmeredes for Birkeretsbetjentene ca. 1690, og den kunde endelig skyldes kgl. [[Bevilling]], sådanne kendes for adelige Birker så langt tilbage som Midten af det 15. Århundrede. 

Det tor vel anses for givet, at ældre, kongelige [[Privilegier]] til Bispestole og [[Klostre]] og andre gejstlige Institutioner i vid Udstrækning har hjemlet disse det man senere kaldte [[Birkeret]], selvom de ikke anvender denne Terminologi for sent i det 15de Århundrede. Og muligt er der altså sket en Udvikling, som måske kan klarlægges ved at sammenligne Erik Glippings [[Privilegium]] til 0 [[Kloster]] med Frederik 4.'s [[Skøde]] på Gaunø.

Rimeligvis har der ikke i [[Middelalderen]] eksisteret nogen teoretisk Definition af Birkerettigheden og dens Indhold, lokale Sædvaner og Forskelle har også gjort sig gældende, men i det 15de Århundrede begyndtes Regeringens Bestræbelser for at skabe Ensartethed på Retsplejens Område i de forskellige Dele af Landet, og flere gejstlige Stiftelser meddeltes udtrykkelig [[Birkeret]]. Det er ligeledes betegnende, at Oplysninger om, hvori denne egentlig bestod, og navnlig, hvorledes den udøvedes, ikke synes almenkendte. Således da [[kong Hans]] havde bevilget, at Esrom Klosters vidtstrakte samlede godser i Nordsjælland måtte udgøre en [[privat]] [[jurisdiktion]], så søgte abbeden oplysninger helt [[ovre]] i [[Himmerland]], hvor [[Åle]] [[Birketing]] fra gammel tid lå til Vidskøl Kloster, og hans [[fuldmægtig]] spurgte sig derfor i rette inden 4 tingstokke for en menige betydendes tingdom, hvorledes de plejer eller have af gammel [[sædvane]] holdt, brugt og forfulgt deres birkeret. Da svarede dertil menige [[almue]] og tingmænd, der da til tings var, at de have både hørt og spurgt i ret guds [[sandhed]] af deres gamle [[forældre]] og selv er vel [[vitterligt]], at når som [[vold]] sker her udi birk, da forfølges det så«, og abbedens sendebud erholdt i tingsvidnes form en [[nøjagtig]] vejledning i denne bestemte procesmåde. Oplysninger, som til sin tid abbeden i Holme Kloster på [[Fyn]] drog sin [[nytte]] af, og som endelig synes erhvervet også af [[Sorø]] Kloster. 

Manglede ældre tider helt en fælles [[lovgivning]] for birkerne, så var en sådan tilvejebragt ved Kristian 4.'s birkeret, som dog i alt væsentligt kun kodificerede gammel sædvaneret, således også hjemlede den større [[straf]] for fredsbrud (dette begreb i meget vid forstand) i disse retskredse, og videre indrømmede, at birkeretten kunde være hævdet af [[Arild]] uden nogen [[kongelig]] meddelelse lå til grund, men i øvrigt i flere tilfælde, navnlig hvad de processuelle regler, udmeldelsen af de dømmende nævn og deres sammensætning og sætning og videre, ikke udformede nøjere Regler på Grund af Landenes afvigende [[sædvane]]. 

I 1688 var Indretningen af de kgl. Birketing og deres Embedsmandstand dog så nogenlunde ensartet med Herredstingenes; Birkefogedens Stilling kan til en vis Grad siges at have gennemløbet samme Stadier som hans Kollegas på Herredstinget, Tilstedeværelsen af denne Embedsmand forudsættes ikke i de ældste Birkebreve. 

Kristiern 1.’s Birkebrev til Lave Brok på [[Gammel Estrup]] [[lod]] på fri Birketing og Birkeret over alle de Gårde og [[Gods]], han havde i [[Værge]] i Faxinge og [[Auning]] Sogne liggendes med alle deres Marker og Tilliggelse, som inden de [[Markskel]] liggendes var, og alle de Vordnede og Tjenere, han og hans [[Arvinger]] udi forne Gårde og [[Gods]] udi forne [[tvende]] Sogne havende [[vorde]] til [[evig]] Tid i alle Måder og med alle [[Artikler]] og Friheder som andre Vore Birke og Birketing i [[Jylland]] friest er. 

Men mere [[vidtløftig]] og tillige instruktiv er Typen på et Birkebrev fra det 16de-17de Århundrede som den findes i Bjørn Kås' [[Privilegium]] på [[Højslev]] Birk, han måtte bruge og beholde sådan Birkeret og [[Rettighed]] udi [[Højslev Sogn]] udi [[Fjends Herred]] udi Vort [[Land]] [[Nørrejylland]] liggendes på alt det Gods, han der udi Sognet nu haver og herefter bekommendes vorder, som friest bruges og holdes udi noget Birk på Landet her udi Vort [[Rige]] [[Danmark]]. Dog så at forne B. K. og hans [[Arvinger]] som samme Birk udi Værge haver, skulle holde der et Birketing og en [[Birkefoged]], som alle Tider skal hjælpe hver Mand Lov og Ret, som der udi Birket nogle haver til at [[tale]]. Med [[slig]] Birkeret [[Frihed]] og [[Rettighed]] eftersom forskrevet står og de Bønder og Tjenere som på fornævnte Gods boer at holde [[forn]]. [[Højslev]] Birketing for deres rette Værneting og der søger deres Ret. 

[[Birkerettighed]] meddeltes [[igennem]] hele det 16 og 17de Århundrede, men det blev dog aldrig nogen [[almindelig]] adelig Forrettighed, så lidt som den Adelen ved Kristian 3.'s [[Håndfæstning]] i Almindelighed tilsagte [[Hals]]- og Håndsret kunde udøves andre Steder end ved de offentlige Herredsting, Kongens Ting, og selv ved Birketingene var Herremanden i det mindste formelt ikke selv [[Dommer]], så lidt som for øvrigt Kongen, hverken på Herreds- eller Birketing, eller i det hele taget. 

Med Enevoldsmagtens Indførelse skulde man ventet en Indskrænkning af den [[privat]]-jurisdiktionelle [[Retspleje]], men for det første bekræftedes Adelens eventuelle [[Rettigheder]], enten de nu stammede fra Ha3vd eller [[bevilling]] ved de denne [[stand]] meddelte Privilegier. Og endelig opstod der tværtimod ingen Formindskelse af de private Retskredses Tal, disse øgedes både talmæssigt og navnlig kvantitativt, ved de Greverne og Friherrerne tilståede Forrettigheder. 

Først under enevælden opstod jo de vidtstrakte, sammenhængende storgodser i [[Danmark]] på enkelte herremænds hænder, og dermed de udstrakte private birker, idet birkerettigheden, dels ved de almindelige privilegier, dels ved de specielle i [[anledning]] af vedkommende lens erektion, hjemledes greven eller baronen over adskillige sognes beboere, »hvo de og tilhøre«. 

Men almindeligvis var greverne og baronerne jo de største lodsejere, når de da ikke ejede hele grunden i de deres len underlagte sogne. 

Indtil 1688 bestod samtidig med disse private birker et Antal kongelige, enten de så var [[forhenværende]] gejstlige privatjurisdiktioner, af hvilke dog talrige var overgået til adelen, eller de fra gammel tid havde hørt til et kongeligt slot eller [[ladegård]], hvortil bønderne deri var ugedagstjenere. 

Det var Opretholdelsen af denne Kategori som Rentekammerets [[Embedsmænd]] betegnede som ganske [[unyttig]], kun en [[Post]] på Udgiftsbudgettet. 

Og efter Forestillingen udgik der noget senere [[Ordre]] til samtlige Landsdommere, der befalede disse at indsende Betænkninger vedrørende den nærmere [[Ordning]] af den påtænkte Sammenlægning, om Pladserne, hvorpå de ny Tinghuse skulde rejses, samt om Retsbetjentenes.

Men Landstingsembedsmændene var jo ikke lokalkendte alle Vegne, i hvert Fald ikke i Jylland, og de måtte i deres Skøn støtte sig til stedlige Kræfter og derfor var i Begyndelsen af Marts Måned Herredsfogeder og Skrivere fra hele Landet samlet i Viborg til [[Forhandling]] vedrørende de første af de stillede Opgaver.

Deres Besvarelse indgav de skriftligt (en enkelt [[Amtmand]] sendte forresten sit private Forslag, som dog ikke fulgtes i alle Enkeltheder), og i nogle Tilfældeledsaget af yderst primitive Rids af Herredet eller Egnen, men Erklæringerne var i øvrigt nogenlunde ens formede, indeholdt ofte en [[Fortegnelse]] over Sognene i det pågældende Herred (Herreder), nogle Steder fra opgaves tillige Byernes Størrelse, eller Hartkornet, dernæst Meddelelse om, hvilke Birker, der fandtes på det omhandlede [[Distrikt]] og disses Størrelse, samt endelig i de allerfleste Tilfælde Udtalelser om, hvor det ny Tingsted mest belejligt kunde lægges, samt i desværre ikke slet så mange Tilfælde Underretning om, hvor Tinget hidtil var holdt. De sidste Meddelelser nu af allerstørste [[Værdi]], da de flere Steder er den eneste [[Kilde]] til Nutidens Viden om de gamle Tingsteders Plads. Men på de førstnævnte støttede Landsdommerne så godt som altid deres til sin Tid indgivne Forslag. 

Den tredje Del af Landsdommernes ærinde kunde derimod Retsbetjentene ikke vel [[røgte]], nemlig de ønskede Udtalelser om deres egen [[Duelighed]], bortset fra de Tilfælde, hvor de ved Indgivelsen af deres Forslag søgte samtidig at lægge et godt [[Ord]] ind for sig selv. 

Fra det fede [[Salling]] skrev den gamle Herredsfoged i [[Hindborg Herred]], at der næsten overalt udi forskrevne Sogne (var) ganske [[fattige]], ode og forarmede [[Folk]], langt mere end som nogen skulde ville tro. 

»Ellers lever jeg udi den Forhåbning til [[Eder]] velbårne og bårne og højvise Hr. Landsdommere at I tager alting udi bedste Mening med mig [[formedelst]] at jeg nu ikke selv er for Svagheds [[Skyld]] kunde komme herop til I gode og fromme Herrer og give Jer [[nøjagtig]] Underretning til [[Eder]] mundtlig efter [[Begæring]].« 

I det hele taget vilde Indberetningen sikkert være blevet noget anderledes, hvis Retsbetjentene selv havde skullet udtale sig om deres Evner, for Landsdommernes [[Relation]] tegnede unægtelig et afskrækkende, ja næsten helt trøstesløst Billede af de jyske Retsbetjentes Kvalifikationer på det Tidspunkt. Har man ofte understreget, hvor dårligt Dommerembederne måtte blive tjent i de private Retskredse, så stod det ikke bedre til i de offentlige. 

Det er straks betegnende, at når der dog er [[Tale]] om at formindske Antallet af Herreder og Birker, at reducere det med mere end Halvdelen, når der fra godt og vel et Hundrede Retskredse, hvor Tinget de allerfleste Steder var [[betjent]] både af Foged og Skriver, blandt alle de fungerende ikke kunde findes nok, der var egnede til at beklæde de ny Embeder, hvis Karakter var af akkurat samme Art som de nedlagte, men at Landsdommerne kun kunde anbefale en af 25 Fogeder og en Snes Skrivere til at [[overtage]] disse, således at tilsammen mere end 100 Retsbetjente, halvt om halvt af hver Kategori, rent ud kasseredes som ganske udygtige, selvom de ikke alle som den Jerslev Herredsfoged fik Betegnelsen: en af de udygtigste i Landet og foruden hans Uforstand havde han ikke det allerringeste til Levnedsmiddel. 

Den sidste Anke rettes mod adskillige [[fattige]] Indsiddere, og Vederhæftigheden spillede i Datiden en ikke ringe Rolle af Hensyn til de Erstatninger, Dommerne kunde idømmes for deres underkendte Domme i [[Stand]] til at yde sligt var heller ikke [[Fogeden]] på Mols, som »ved Favne Veds Huggelse haver sig tilbragt«, samt desuden »på sær Måde Retten forvirret«. En anden var vel mere [[vederhæftig]], men hans Oprigtighed des mindre, tilligemed fordrukken og kom oftest drukken til Tinge, hvor han endelig en Gang havde været i Slagsmål med Skriveren. 

Det værste [[Skudsmål]] er vel det, som gives Herredsfogeden i [[Nørlyng Herred]], der: »er af mærkelig stor [[Malice]] og Vanvittighed, Hvorudover den vederfares bedst Ret hos ham og andre [[deslige]], som hans Nødtørftighed mest vil ihukomme, han også skal have tilladt Parterne at gore [[Koncept]] til domme, han afsiger.« 

Fogeden i [[Nørhald Herred]] kunde hverken læse eller skrive, og overalt tjente ikke til andet end til at leve som en [[bonde]], men på den anden side anbefaledes herredsfogeden i [[Framlev Herred]] på det bedste, selvom heller ikke han var i [[besiddelse]] af de nævnte færdigheder, men ikke desto mindre havde kunnet betjene sit embede upåklageligt i 20 år. 

Det var derimod enkeltstående tilfælde, når i Hads og [[Nørre Djurs Herred]]er både fogeder og skrivere anbefaledes til genantagelse. 

I det store og hele fulgtes landsdommernes [[indstilling]] ved fastlæggelsen af de nye retskredse, dog at ikke altid de personer ansattes, som de havde bragt i forslag. Og endelig heller intet påbud udstedtes vedrørende nye navne på retskredsene, hvilket medførte, at jurisdiktionerne almindeligt kaldtes med dobbeltnavne, således at begge eller flere indlemmede distrikter nævntes, som det jo for øvrigt sker i dag, til trods for den nu indførte, mere moderne nummerering. For ordningen indført 1688 er jo så nogenlunde den samme som den bestående, selvom der er foretaget visse ændringer, navnlig indlemmelsen af de grevelige og friherrelige birker, samt købstederne. 

Den nye inddeling anordnedes først ved bestallinger til de enkelte retsbetjente, udstedt i slutningen af året 1687 og begyndelsen af 1688, i disse beordredes sammenlægningen, og pladsen for det nye tingsted angaves, men 1688, 13. marts opresumeredes så det samlede [[resultat]] i Patent vedrørende herreders og birkers sammenlægning udi Jylland. 

Og dermed forlod man endelig de gamle tingsteder, i flere tilfælde dem, hvor herredstinget måske var holdt i 1000 år, hvor traditionen muligt var hævdet fra den dag herredstinget der sattes første gang. Der gennem tiderne var betrådt af de mest forskellige typer fra middelalderens [[Konge]] i hermelin og skarlagen til den sidste pjaltede [[Tyv]], som der dømtes til galge og gren. 

Hvor de kongelige befalinger var kundgjort af høvedsmænd, riddere i panser og plade med et betryggende følge af harniskklædte svende, men hvor også oprørske bondeførere havde splittet det lovlige ting i djævelens navn og oplæst [[Skipper Clement]]s breve. 

Man flyttede nu indendørs, i de nybyggede tinghuse, og efterhånden lagdes de fleste ting ind til købstæderne. 

Der er ikke bevaret et tingsted i dag, det nøjagtige sted for et sådant kan næppe nok påpeges. Og det forekommer ikke engang muligt i alle herreder at udfinde så omtrent det sted, hvor retten plejedes [[igennem]] århundreder. Direkte udsagn mangler ofte, til gengæld ligger der i en del herreder flere tinghøje, end der strengt taget synes at være brug for. 

Ploven er vel også gået over adskillige [[tingsted]]er, men her er for øvrigt samlet, hvad man så omtrent ved i dag; muligvis ville en gennempløjning, ikke i marken, men af [[matrikelkort]] og markbøger, kunne bringe mere for dagen. 

[[Kategori:Jylland]]
[[Kategori:Topografi]]