Om løsagtighed

Skift til: navigering, søgning
1.

Hvo nogen kvindesperson beligger, bøde til sit herskab fire og tyve lod sølv, og kvindfolket tolv lod sølv, og stande begge åbenbar skrifte. Har de ikke middel til bøderne, da straffes de efter deres formue og med fængselkroppene.

Men dersom de ægte hver andre, da betaler han til bøder halv femte lod sølv og hun halv så meget, og være fri for skriftemål.

2.

Beligger nogen formynder sin myndling, eller lavværge den enke, som han er lavværge for, da bør han, om han ledig er, at ægte hende, om hun vil. Vil hun ikke, da har han forbrudt sin halve hovedlod til hende foruden bøderne til herskabet. Kan han ikke ægte hende, formedelst han gift er, da har han forbrudt sin hele boslod til lige dele imellem hende og herskabet.

3.

Dersom nogen for anden vorder mistænkt og berygtet at leve et letfærdigt, eller skammeligt, levned med hver andre, bør dem ikke alene at pålægges, sig fra hver andre endelig at entholde, men om de er ledige personer, slet af byen, sognet og vel herredet fra hver andre sig at begive.

Og hvis de det ikke gøre, skulle de udstå kirkens disciplin og straffes af deres herskab.

4.

Dersom nogen enten selv, eller ved andre, beder om en dannemands datter, og derover beligger hende, før trolovelsen sker, eller han får endelig svar, da skal han endelig tage hende til ægte, om hendes forældre, eller formyndere, ville det samtykke. Ville de ikke, da bør han at give hende en hæderlig hjemgift efter hans formue.

5.

Det samme er og, dersom nogen beligger anden , eller enke, som tilforn har været uberygtet. Siger han nej for gerningen, og hun kan ham det ej overbevise, da værge han sig derfor med sin ed.

6.

Sigter kvindfolk nogen mandsperson, at han hende beligget har, og således åbenbarer sin egen skam, og gør sig selv til hore, og ingen kends gerning findes dertil, da bør hun det at bevise, eller bøde sine tre mark som en løgner.

7.

Siger og mandsperson sig at have haft legemlig omgængelse med uberygtet kvinde, enke, eller , og han det ej skellig kan bevise, bøde i lige måde sine tre mark, som en løgner.

8.

Dersom nogen befindes ubluelig at have skændt den ene uberygtede , eller enke, efter den anden, tre eller flere, da skal han ikke alene bøde som forskrevet står, men og straffes enten på livet, eller i andre måder med højeste straf, andre til eksempel og forskrækkelse.

9.

Men er det med berygtede kvindfolk han sådant har begået, da straffes han på formuen og på kroppen med fængsel, og hun tredje gang uden al nåde til kagen.

10.

Lider nogen fornemme mands enke, eller datter, i hvad stand de er udi, gejstlig eller verdslig, sig i uære beligge, da må hendes værge, såfremt han og næste frænder ikke hende ville benåde, hende straks tage, og fængslig lade indsætte og forvare i hendes livstid, og alt hendes gods til sig annamme, og det altsammen nyde og beholde, så længe han hende så i fængsel og forvaring holdendes vorder.

Dog når hun dør, skal hendes gods straks igen komme til hendes næste og rette arvinger, eller ægtebørn.

Og hvem i så måder beligger nogen fornemme mands enke, eller datter, da skal han agtes som mindre mand, med mindre han hende med hendes og hendes værges og frænders vilje og samtykke ægter.

11.

Hvo som i kongens gård krænker nogen kvinde, eller , og han der har soret tro tjeneste, han skal miste sine to fingre.

12.

Er kvindfolket betroet nogen nøgle til øl, mad, klæder, penge, eller andet, som bør at være forvaret, da straffes den, som hende besover som en åbenbare tyv, om han tjener i gårde med hende.

13.

Om nogen, som er hin anden i andet led, eller andet og tredje led, eller i tredje lige led beslægtede, eller i samme led besvogrede, findes at ligge i et ondt levned tilsammen og avle børn, da skal amtmanden, eller hvem deres herskab er, sagen med dem efter deres yderste formue aftinge, og de siden forvises landet. End rømme de ikke, da straffes de på deres hals.

Sker det anden gang, da uden nåde straffes på deres liv.

14.

De, som sig i de forbudne led imod guds lov, enten i blod, eller svogerskab, forse, straffes på deres liv, og derforuden, såfremt samme blodskam er begangen både med fader og søn, eller både med moder og datter, eller af fader med datter, eller af søn med moder, da skulle kroppene, når de halshugne er, kastes på en ild og opbrændes.

15.

Omgængelse, som er imod naturen, straffes med bål og brand.

16.

Dersom nogen voldtager en ærlig , eller enke, og det bevises, miste sit liv, eller, om han ej betrædes, være fredløs.

Men om ham benådes livet, tage sig hende til hustru, om hun og hendes formyndere og frænder ville.

Men ville de ikke, give hende af sine penge og gods efter fælles venners råd og samtykke.

17.

Bliver nogen befunden at have voldtaget den ene efter den anden, og ingen af dem tager til ægte, han bør uden nåde at straffeslivet.

18.

Hvo som noget kvindfolk vil med vold tage, og hendes råb og skrig om hjælp høres, og synes blåt kød, eller revne klæder, han miste sit liv, endog han sin vilje ikke fuldkom.

19.

Hvilken kone, der siger sig at være voldtagen, hun skal, så snart hun kommer i sin egen frelse, klage over den vold, som hende er gjort, for naboer og naboersker, og på kirkestævne, og siden på tinge, og da er det vel troligt, at hende er vold gjort.

Men tier konen, efter at det er blevet åbenbaret og folk ved deraf, både naboer og naboersker, at den mand har haft med den kone at bestille, eller at hun vorder med barn, og klager ej før derover, da er det troligt, at hun ej var voldtagen.

20.

Sigter kvindfolk mandsperson for voldtægt, og han ved dom bliver frikendt for voldtægt, da er hun, som sigter, skilt ved al sin ret for lejermål.

21.

Ganger kone vold over, da skal det ikke være hende til hinder, eller æres forklejning i nogen måde.

22.

Hvo som trolover sig med en, og siden sig i ægteskab med en anden begiver, bør at rømme kongens riger og lande.

23.

Hvilken ægtemand, eller ægtekvinde, sig med en anden i ægteskab indlader, bør at miste sin hals.

24.

Hvilken ægtemand, som har sin ægtehustru levende, eller hvilken ægtehustru, som har sin ægtemand levende, og bliver befunden i åbenbar hor, så det er bevisligt, da skulle de første gang, hvis brøst så findes, straffes på deres gods og penge efter deres yderste formue. Findes de anden gang, da skulle de i lige måde straffes på deres gods, og siden straks forvises af landet. Komme de tredje gang, så det er bevisligt, da skal den ægtemand, hvis brøst så findes, miste sit hoved, og den ægtekvinde, hvis brøst så findes, druknes.

Og når hor så bevises nogen over for tilbørlig dommere, da skal dommeren give det amtmanden, eller husbonden, eller andre, som det bør at straffe, tilkende.

25.

Befindes nogen ægtemand at have med anden ægtemands hustrue åbenbarlig og ubluelig omgængelse, og de ikke efter advarsel sig entholde fra hinanden, men blive fremturende i deres skammelige og forargelige levned, da bør han at miste sin hals, og hun at stoppes i en sæk og druknes.

26.

Såfremt nogen letfærdig står åbenbare skrifteløgnagtig bekendelse, og kvindespersonen en for barnefader udlægger, eller og mandspersonen sig for barnefader udgiver, og siden dog befindes en anden rette barnefader at være, da, såfremt nogen løgnagtig skrifter selv inden fjerding år der næst efter går til sandheds bekendelse, skal den så vidt benådes, at den står åbenbar skrifte for sin forargelse. Sker det ikke, men den lovlig overbevises løgnagtig at have skriftet og udlagt, skal den uden nåde straffes til kagen og forvises landet. Den person, som sådan en til den første falske bekendelse bragt og forledt har, bør at agtes for en løgner og mindre mand, og sin boslod til sin husbond have forbrudt.

27.

End har han ingen boslod, da dømmes han i jern.

28.

Er det kvindesperson, som sig løgnagtig påtager barnemoder at være, og derpå står åbenbar skrifte, da bør hun at dømmes i spindehuset.

29.

Letfærdige kvindfolk, som på fremmede steder, hvor de ubekendte er, imod tiden, at de skulle føde, sig begive, må de, som dem hus låne, ikke efter deres barnefødsel lade fra sig komme, førend de det stedets øvrighed have tilkendegivet, på det nøjagtig kan erfares, hvo samme letfærdige kvindfolk monne være, hvo deres barnefader er, samt deslige omstændigheder, som til sagens kundskab og oplysning udkræves, såfremt de ej derfor på deres yderste formue ville straffes. Befindes sognepræsten det ikke at give øvrigheden og herredsprovsten straks tilkende, når barnet af ham kristnet er, da miste uden al nåde sit kald.

30.

Hvilken mandsperson sig i horehus lader finde til utugt at bedrive, og der antræffes, straffes første gang med otte dages fængsel, anden gang dobbelt så længe. Kvindfolk, som sig i sådanne huse opholde til utugt, straffes med kagen, eller sættes i spindehuset.