Benborg 21. aug. 1705 Niels Clausen

Skift til: navigering, søgning

21. aug. 1705

Forordnede herredsfoged og tingskriverKalvslund Herredsting hr. Trouls Bertelsen i Roost, Gregers Pedersen i Holm, 8 mænd Søren Knudsen, Terchild Nissen af Vester Mejlby, Søren Nissen, Peder Andersen, Hans Johansen, Peder Hansen af Farup, Christen Jensen af Kalvslund, Jep Jensen ibid.

Sachwalter hr. Mathias Lange æskede om Dorethe Hanses af Stensbæk var tilstede efter den afsked i dag 14 dage her for retten blev givet, at gøre hendes ..., efter den dom, som sidst afvigt d. 14. juli på Haderslev Amthus, af de dertil deputerede herrer blev afsagt, såsom skarpretteren m. Casper Sneker (?) af Haderslev til den ende i dag er hidkommen, eksekutionen at fyldestgøre, og om hans kgl. majestæts ridefoged hr. Conradt Rey har gjort den anstalt, at bemeldte Dorethe Hanses her i dag sig skulle indfinde.

Herredsfogeden påråbte Dorethe Hanses om hun var tilstede, at eksekutionen på hende efter dommers indhold kunne blive fyldestgjort.

Hvorpå fremstod for retten kgl. majestæts ridefoged Conradt Rey og i retten fremlagde en skriftlig ordre af dato Haderslev den 14. aug., af hans højgrevelige excellence til Reventlow vores højbydende hr. amtmand, og var begærende samme ordre for retten at oplæstes, med produkt forsynes, og ham igen tilstillet ... af samme højgrevelige ordre klarlig ses at ridefogeden var beordret at lade hans understes hustru den 28. aug. til Kalvslund Herredsting henføre, at eksekutionen over hende efter dommerens indhold kunne blive fyldestgjort.

Men såsom velbemeldte hr. ridefoged var befrygtende, at datumen måtte være forfald, har han både mundtlig og skriftlig strengelig befalet sognefogeden Jep Pedersen i Villebøl, at han med 4 af hans sognemænd straks skulle tage Dorethe Hanses i arrest og hende med dygtig vagt til i dag lade bevåge.

Derpå fremstod Jep Pedersen og for retten bekendte, at han efter hr. ridefogedens ordre, forne Dorethe Hanses med 4 mænd udi 5 sogne har eftersøgt, men hid indtil hende ikke kunne opspørge, og hun udi 19 dage med hendes spædbarn har været fra sit hus. De andre 2 hendes børn har hun ladet blive ved hendes søster Ingeborg Bertels udi Hjortlund, hvilket han tillige med de 4 mænd, når påæskes, edelig vil bekræfte.

Hr. sachwalter Mathias Lange satte vidner udi retten, efterdi at Dorethe Hanses, efter rettens påråbelse ikke er fremkommen for retten, mindre nogen på hendes vegne at gøre hendes lovlige forfald, ikke heller velædle hr. ridefoged, efter gjorte yderste flid, hende kunne blive halshaft (?) og udi forvaring bekommen, og derfor eksekutionen på hende i dag ej kan fyldestgøres.

Så vil anwalt have sig sin ret imod hende have forbeholden, indtil hun på én eller anden måde kan blive halshaft, til den ende han og velbemeldte hr. ridefoged anmodet sin flid at gøre, når hun her på egnen ankom, eller og medvidendes vorder hvor hun sig opholder og at vorde halshaft, hvilket hr. ridefogeden også anlovede, og til den ende ville give ordre til alle sognefogeder i siden (?) allernådigst anbefalede 2 herreder, at de både om hende skulle gøre eftersøgning, så og om hun her ankom straks hende at tage i arrest og hr. ridefogeden det tilkendegiver, hvorfor med eksekutionen og år frides (?) givelse, indtil videre blev udsat, sachwalter og hr. ridefoged, hvor en ekstrakt herefter begærede.

Anwalt hr. Mathias Lange indfinder sig atter i dag her for retten i sine sager efter høj øvrigheds ordre, imod de indstævnede at fastsætte og til dem som ej i dag 14 dage erklærede sig imod hans irettesættelse, anden ting er begærende.

Og som han samme dag anloves til i dag at replicere på Nis Pedersen af Hjortvad hans påståelse, så fremlægger han samme sin replik: den begæring at den måtte blive aflæst, og med productum forsynet.

Her imod fremstillede sig i retten ... regiments... Rasches fuldmægtige 5. Daniel Phillip Rasch på rytterbonden Nis Pedersens vegne, og samme lagde retten stævnemål af dato 7. aug. sidst afvigt og begærede samme stævning af varselmændene at måtte afhjemles.

Derpå fremstod Hans Nissen og Hans Sørensen af Hjortvad, og med opholdne fingre og højeste ed bekræftes, at de i dag 14 dage på hr. regimentsskrivers fuldmægtiges og Nis Pedersens vegne af Hjortvad, hr. herredsfogedens stævning for disse efterskrevne har forkyndelse, nemlig Christen Jessen i Rødding, samt sin datter madame Wachatius salig hr. ridefogedens efterleverske, for vidner at påhøre om de noget derimod vil have at sige.

Derpå fremæskede fuldmægtigen de påberåbte vidnesbyrd at fremkomme, hvorpå Hans Pedersen af Kastbjerg sig for retten indstillede, desligeste også Mads Sørensen, Tøger Nielsen og Niels Lund af Hjortvad, hvilke eden blev forelæst, og derefter aflagde ed, bekender som følger:

Hans Pedersen af Kastbjerg vandt at han og Nis Pedersen af Hjortvad gik med hverandre hen til Frøs Herredsting. Den tid de kom dertil tinget, da tilspurgte ridefogeden salig hr. Wachatius dem, hvorom de var henkommen til ting, om de ville høre noget nyt, så talte ridefogeden til Nis Pedersen, og forne Hans Pedersen fulgte efter, men ridefogeden viste ham af og sagde, han havde intet med ham at tale, men Nis Pedersen gik ... hen med ridefogeden, og talte med hver andre.

Andet af fuldmægtigen blev tilspurgt, med begæring han ville forklare, til hvad ende og i hvad ærinde han og Nis Pedersen var hengået til Frøs Herredsting, om det ikke var for at de ville berette de ord til ridefogeden, som de af Johannes Pedersen, Hans Pibers svoger, og Niels Clausens moder havde hørt, svarede:

Han kunne ikke sig noget derom erindre, tiden når det passerede kan han ikke heller huske.

Dernæst fremstod Mads Sørensen af Hjortvad, som af fuldmægtigen blev tilspurgt, om ikke Nis Pedersen i Hjortvad, om Mortensdags tiden som Niels Clausen om Ribe Marked næst før ved, skal være myrdet, sagde til ham i hans hus, at Johannes Pedersen i Lille Knorborg havde så løselig sagt til Nis Pedersen, at unge Hans Piber havde skudt Niels tyv ihjel, svarede:

Ja, at han havde sagt det til ham, men hvad tid det var vidste han ikke.

Item om han har hørt det nogen sinde tilforn, svarede dertil:

Nej, han havde ikke hørt det tilforn af nogen anden.

Desligeste om han samme tid holdt det for sandt eller en løs snak og om han turde vel have sagt noget derfra igen, såsom det ham alene af en mand var berettet, helst det ej ham skal være uvitterligt, at enhver ej frygtede sig for Hans Piber og hans parti, som omgikkes med adskillige usømmelighed, svarede først:

Han troede det rent for løgn, turde ikke sige noget derfra, fordi han vidste ikke enten det var sandhed eller løgn.

Dernæst fremstod Tøger Nielsen ibid. vandt og bekendte således, at han kunne ikke nægte, at Nis Pedersen jo havde sagt til ham, at Johannes Pedersen havde bekendt for ham, at Niels Clausen var ihjelskudt udi eller ved Benborg. På hvad sted eller tid det var Nis Pedersen sagde det til ham, kan han sig ikke erindre.

Nis Pedersen sagde samme tid til Tøger Nielsen, at han skulle holde det ved sig selv, thi han det ikke kunne bevise og befrygtede sig, om det kom iblandt folk efter hans mund, kunne han derfor blive en løgner. Sagde og, at han ikke havde hørt det tilforn.

Blev ydermere af fuldmægtigen tilspurgt, om han egentlig kan sige med sandhed, om Nis Pedersen sagde til ham, at Niels Clausen eller Niels tyv blev ihjelskudt ved eller udi Benborg, og om Nis Pedersen ej sagde Niels tyv og ej Niels Clausen, svarede:

Han nævnte nok Benborg. Hvilket af begge det var, enten han sagde Niels tyv eller Niels Clausen, det kan han sig ikke så lige erindre, kender ikke samme person.

Niels Pedersen af Hjortvad fremstod for retten og vandt:

At han og Nis Pedersen ibid. gik ene to udi Ribe Kær, i den tiden de bjergede og ville gå hjem en aften ungefær 2 år forleden førend sagen kom i proces, da sagde Nis Pedersen, at tyven skal være ihjelskudt ovre ved eller udi Benborg. Da tilspurgte han forne Nis Pedersen, hvor har du fået det at vide, da svarede han ham, at Johannes Pedersen sagde ham det udi sin toft vesten sin led dør, en aften han var drukken.

Niels Pedersen sagde:

At han aldrig havde hørt det tilforn, førend Nis Pedersen sagde ham det, og ydermere forklarede, at han aldrig havde set samme person som blev ihjelskudt, førend han engang kom kørende fra kirken, da kom han med sin moder, og kørte vesten ad.

Niels Pedersen sagde:

At han ikke hørte andet om ham, end de kaldte ham tyv, indtil sagen kom i proces. Vidnet sagde, at han ikke turde sige det efter, fordi han ikke vidste enten det var sandt eller løgn, og han holdt det ikkun for en snak.

Derpå for retten fremlagde fuldmægtigen:

Derpå fremstod Nis Pedersen selv personlig i retten og erbød sig sin højeste saligheds ed at gøre, således i sandhed at være, som udi sit indlæg angående beskyldningen har proponeret, og endda ydermere, om dommeren eragter med alle de omstændigheder, som kan optænkes eller forelægges, til den ende at han ved sig fri udi alt som han er beskyldt for. Fuldmægtigen såvelsom Nis Pedersen kraftigst påstod, at den i retten blev imodtaget, på det sligt engang kunne ophøre, og ikke til sin gårds forsvækkelse føres videre omkostning.

Anwalt hr. Mathias Lange protesterede i kraftigste måde imod denne eds frembydelse, vil formode at den gunstige dommer, ham og ej heller det tilsteder. Holdt efterdi den ved dokumenterne som udi retten er produceret, findes så lyse og klare, at man ej behøver hans ed.

Hr. herredsfoged på begge parters indgivende svarede, at han i dag ikke tilsteder Nis Pedersens ed, thi det var lige for han sig selv for sagen ville befri, men når han får dokumenterne under hånden og dem med flid igennem set, så vil han kunne der udi således som han for sin høj øvrighed agter at ansvare.

Daniel Phillip ville dog formode, at Nis Pedersens ed, imod så løse usandfærdige beskyldninger, om ikke i dag, da dog en anden dag efter rettens behag her i retten vorder tilladt, når som helst den gunstige dommer sagens natur af dokumenterne nærmere har eftergransket da befindes skal, at Nis Pedersen ej er overbevist nogen skyld eller sag.

Imidlertid for at korte processen og en endelig dom med det snareste kunne fås, ville han ikke begære nogen delation til udtog af velædle hr. Mathias Langes i dag fremlagte replik at besvare, såsom den ikke udkræver nogen vidtløftighed, efterdi det er ikkun præsumptioner og relationer uden lovlig bevis.

Ikke desto mindre, erindrede retten til gunstigste tanke følgende:

  1. Man tror vel at dommeren, såvelsom alle andre retsindige, ikke kan sige eller holde for, at hvad disse bemeldte udædiske folk har sagt om Nis Pedersen skulle være sandt, kan da en uskyldig mand, om endskønt han måtte være mistænkt, nægtes hans saligheds ed til sin æres befrielse, som her så ubillig søges, mindre forhåber ved endelig dom, kommer ham til præjudice, thi da kunne med blotte beskyldninger og præsumptioner, vinder han sag vanvid, og man ej vidste når en ærlig mand kunne have sin ære og gode rygte eller og uskyldig blive den givet.
  2. Ses det vel, at Nis Pedersen ikke har fordulgt sit sandheds vidne i sagen, såsom han mere end længe føjelig til sandheds opkomst har været assisterlig, idet han uden stævnemål eller nogen anordnet herredsting har indstillet sig, nemlig i Hygum Præstegård at sige sin sandhed, så replikens omstændigheder i denne post, ej har findet nogen sted.
  3. Citanten ville vel gøre disse misdædiske folk deres beskyldninger, det meste muligt til overensstemmelse, men strider som selv ved demonstration oplyser, hvad kraft er det da af at bygge på, der dog mest skulle være om pengene. Men kunne de i den post, da der aldrig af kontraparten er blevet eksamineret, kontradicere hinanden, hvor meget mere, ja til fast intet ville det have blevet.

Om man nu kunne have haft sine nødtørftige quæstioner til dem, ræson ikke et af dem taler et ord over, når og på hvilket sted Nis Pedersen skulle have fået pengene, ej heller om han har fået dem på to, tre á 4 gange, da de igen har fået vederlag af ham, mindre forklarer at de alle trende samtlige på en eller flere gange, har været med og øjensynlig set, at han fik pengene, eller hvorfor det er sket, er det ikke da ganske urimeligt og som intet i sig selv.

Dog ses det ligeså Nis Pedersen byder ed på af Sidsel Pibers beskyldning, at hendes mand Hans Piber var Nis Pedersen dem skyldig, uanset hun reserverer 10 sletdaler, som er usandt, og når sådant konsideres at hun går imellem Johannes Pedersens og Hans Pibers beskyldninger og gør forklaring om gælden, så er det ej ikkun en beskyldning og sådant er intet, pro resto refererer mons. Daniel Phillip sig til Nis Pedersens fremlagte og aflæste ed, samt tilbudne ed under formodning, at dommeren derpå reflekterer til en forsvarlig kendelse i sin tid.

Anwalt hr. Mathias Lange eragtet unødvendig til denne på Nis Pedersens vegne vidtløftig irettesættelse at svare, såsom sagen nok som tilforn er repeteret og udi fremlagte indlæg er anført, hvorfor han skyder sig til de fremlagte indlæg, der med de derhos påberåbte dokumenter, formenende at de er så lys og klar, at den gunstige dommer ej skal have betænkende at kende og dømme udi samme sag, som han tilforn begæret har. Og hermed submitterer sig til doms, og stiller det til den gunstige dommer, betænkende når han den vil afsige, angående Nis Pedersens tilbudne ed, forbliver han ved sit forrige svar. Og begge parter submitterede sig til doms og intet videre i denne sag at fremlægge.

Anwalt hr. Mathias Lange har forrige tingdag imod Hans Andersen af Stensbæk sin beskyldning indgiven, og derfor i dag begærer at fremlægge hvad han derpå vil svare.

Terman Knudsen af Kærbølling, af hans højgrevelige excellence vores højbydende hr. amtmand, forordnede defensor for Hans Andersen af Stensbæk, begærede nogle vidner afhørt angående Niels Clausens døde legeme, da det på Lille Knorborg mark blev opgravet og af hvem det er begæret at de skulle følges med. Item om de hørte at Hans Andersen, efter den døde var opgravet, viste Jørgen Piber fanden i vold. Og om de så at Hans Andersen gav Jørgen Piber nogen penge.

Derpå indstillede og for retten, Tøger Nielsen, Niels Pedersen Lund og Nis Pedersen i Hjortvad, og Hans Pedersen af Kastbjerg og efter aflagte højeste ed vandt:

  1. Angående det hvem der havde begæret af dem, at de skulle følges med til det sted, som den døde var begravet, derom har de tilforn vundet, og findes udi tingbogen indført, derfor behøves ikke at de nu atter derom skulle vidne.
  2. Om de hørte at Hans Andersen viste Jørgen Piber fanden i vold, svarede:
    Nej, de hørte det ikke.
  3. Og heller så de ikke, at Hans Andersen gav Jørgen Piber nogen penge.

Bertel Hansen af Hjortlund for retten vedstod endnu ligesom tilforn, at han sin part af det opgravede Hans Piber selv efter sin bekendelse udi Haderslev har bekommet. Og vil for den part ham kan tilkomme og er solgt til Morten Termansen i Kærbøl, derfor så snart ham muligt være kan, vil han gøre Morten Termansen fornøjelse.

Hr. anwalt forblev ved sin forrige irettesættelse og ser ikke, at denne hans tilbud med Morten Termansen at fornøje, kan deliberere ham fra den straf som loven så klarlig tilholder submitterer sig derfor til doms, og formoder den gunstige dommer heri de kender og dømmer hvad ret er.

Bertel Hansen formener at blive frikendt når han gør Morten Termansen fornøjelse for den part han af hans sølv har bekommet.

Anwalt hr. Mathias Lange eragter unødig at svare til Morten Termansen af Kærbøl, i dag udi retten indlagte indlæg, som alene består udi hjælp (?) rede og udflugter, såsom sagen i sig selv er lys og klar og ej kan nægtes han jo af Hans Andersen og Bertel Hansen har tilforhandlet sig det førhen specificerede sølvtøj, som ej havde magt og myndighed det at sælge og afhænde, eftersom de sig sligt på en ulovlig og usømmelig måde har tilpraktiseret.

Thi såsom det var Hans Pibers sølvtøj, så følger af sig selv, at det hans kgl. majestæt fisco tilhører. Og kunne Morten Termansen og enhver nok som vide at hverken Hans Andersen eller Bertel Hansen kunne have sådanne stykker sølv at sælge, med mindre at de det på en ulovlig måde havde sig tilpraktiseret. Såsom de foruden det så betrægte folk og enhver her udi herredet vel vitterligt er, at den tid de solgte sølvet, da var den piberske sag og Hans Andersen tillige med andre fattig. Formoder derfor den gunstige dommer giver mit hørige indlæg bifald og dømmer som førhen begæret er, submitterer sig dermed til doms, med al rettens forbehold.

Niels Mortensen på sin fader Morten Termansens vegne sin skrift herefter begærede, og vil til første ting derpå være. Hans Røbstorf af Vimtrup erbød sig at skaffe de sølvknapper til stede, som han søges for.

Stævningen som over sr. Christen Jessen og sin kones datter madame Wachatius er forhvervet, var lydende ord efter andet, som følger:

Kgl. majestæt til Danmark og Norge bestalter herredsfoged udi Nørre Rangstrup Herred, og af hans højgrevelige excellence min højbydende hr. amtmands højbetroede fuldmægtige udi den piberske sag, og hvad deraf dependerer, forordnede dommerKalvslund Herredsting, jeg Trouls Bertelsen i Roost, gør hermed vitterligt, at for mig har velædle hr. regimentsskriver sr. Anders Raschs fuldmægtige sr. Daniel Phillip Rasch andraget hvorledes han på rytterbonden Nis Pedersens vegne i Hjortvad, agter at føre nogle vidner til Kalvslund Herredsting førstkommende den 21. august, angående at forne Nis Pedersen ej skal have lagt nogen dølgsmål på den løse snak, som han først havde hørt om Niels Clausens mord, som Hans Piber eller sit selskab på ham har begået, enten for afgangne ridefoged sal. hr. Joachimus Wachatius eller andre, som han det skal have kundgjort, hvor udi forne Nis Pedersen ovenbemeldte tidKalvslund Herredsting sin korporlige ed agter at vil deponere, samt på den erklæring han i dag udi retten gjort har.
Til den ende stævnes og kaldes til forne tid og sted velbemeldte hr. ridefogedens enke madame Wachatius med hendes kære fader sr. Christen Jessen, som hendes rette lavværge at møde, om de noget derimod vil have at sige.
Actum Kalvslund Herredsting den 7. aug. anno 1705. Trouls Bertelsen

Samme stævnings afhjemling er tilforn indført.

Følger herpå Nis Pedersens erklæring på hr. sachwalters beskyldning, og var lydende ord efter andet som følger:

Velædle hr. herredsfoged
Til den erklæring med videre, som mig tillige ved min forsvarer kgl. majestæts regimentsskriver velædle Anders Hansen Rasch's fuldmægtig i dag fjorten dage her i retten imod de insinuerede beskyldning og formeninger i denne sag gjorte og fremsatte, refererer jeg mig for det første, dernæst til rettens illustration og gunstig betænkning (?), opponerer mig imod delinkventernes, nemlig Johannes Pedersens, Sidsel Pibers og Hans Pibers løgnagtige beretnings beskyldning, for så vidt mig angår i følgende punkter:
  1. At Johannes Pedersen skal have bekendt, det jeg skulle have rådet til at de skulle begrave den dødes legemeKalvslund Kirkegård, da gammel Hans Piber skal have givet rådet, at de skulle kaste det i Skodborg Å, samme som dog såvidt beskyldningen i dag 14 dage angår, stridig, er ganske usandfærdig af mig aldrig tænkt eller sagt, der og kan tages fort troligt, idet jeg som kirkeværge til bemeldte kirke vel ej slig ukristelig forhold tillod, som om så havde sket, nemlig (?) grave en opkastning på kirkegården øjensynlig var gjort, ingenlunde kunne have blevet fortiet, derfor og uden ydermere disput falder af sig selv, at så lidt som ses eller formenes at rådet er fulgt, så lidt er den og nogensinde af mig gjort.
  2. Med den videnskab om Niels Clausens legemes begravelse i mosen, er af lige forhold, hvorom jeg ved gud aldrig hørte et ord af hans mund, ja for det
  3. Er det ej mindre hans løgnagtig fiktion, om de 23 rd., som han siger jeg for mordet at dølge skulle have bekommet, hvilke jeg dog i så måde, hverken af ham eller ovenbemeldte hans anhængere er anbudet, begæret at tage eller annammet har, som og gud forbyde mig med videndes vilje skulle have gjort, mens de penge som jeg af Hans Piber har bekommet, har jeg fået for det han var mig skyldig, sær i en og anden måde på adskillige tider, som jeg havde om (?) nok for at liste mig til, inden jeg samme fra den løgner og bedrager kunne få.
    At Johannes Pedersen eller Hans Piber har haft den mening, som af Johannes' beskyldning folio 6. art. 26 kan erses, at da jeg fik min betaling for hvad Hans Piber var mig skyldig, bekom jeg penge for at tie mordet, sådan kan jeg ikke til, som og alle retsindige vel kan påskønne, helst jeg deres mening ej vidste, mens derved åbenbares jo desto mere deres skælms gemyt og bedragelige hjerte imod ærlige folk, som af malitia løb over alle bredder, ellers mortificeres det i alt, når mit udgivne vidne i Hygum Præstegård den 7. og 8. juli 1704 tages i observation.
    Idet jeg har afvundet alt hvad mig i sagen om mordet vitterligt var, da det kan og fornemmes af mit gensvar på den 3. interrogatoria, som til mig på Kalvslund Herredsting den 29. aug. 1704 er gjort, idet jeg har rådet Hans Andersen i Stensbæk til, om han vidste noget om den døde Niels Clausen som der ønskedes om, han da det skulle åbenbare.
    Desligeste kommer da i dag forsvar hvad vidnesbyrd mig og mærkelig til liberation, så at desto (?) enhver retdømmende judicium kan stille for øjen, at jeg ikke er den som jeg beskyldes for, der har lagt dølgsmål på hvad jeg i ovenbemeldte måde af Johannes så løselig havde hørt, som jeg ej vidste enten for sandhed eller løgn at kunne holde, såsom man ej kunne mærke, han eller Hans Piber for med sandhed, eller under hvad pratiquer han sådant sagde, men at der påstås, at jeg samme skulle have sagt til min øvrighed, finder jeg for ingen lovpligt, helst jeg intet af mordet i sig selv førend den skete uden da den skete havde set eller hørt, tilmed vidste jeg som en enfoldig bondemand, på sådan snak alene af en person, mig ikke at have kunnet bistå uden lovfælde etc.
    Thi når Johannes Pedersen min beskyldning havde imod sagt, var det sikkerlig påfuldt, med videre fortræd og omkostning, som en fattig bonde krymper sig for den skælms-rygte Johannes Pedersen og hans parti havde på sig, befatte sig noget med dem, for man ej vidste imens de gik i fri frelse, hvor snart man af dem kunne have været bragt en ulykke i hænderne, vil den gunstige dommer behage at efterse Sidsel Pibers og Hans Pibers bekendelses beskyldninger, hvorledes de konkorderes med Johannes Pedersens, da finder han vel at det i alt er stridig, thi når pag. 10 art. 11 i Johannes' beskyldning tages ad notam, ses at Hans Piber nu har sagt et, nu andet, nu bejaet, nu fragået, og derfor har deres beskyldninger været af løgnens fader, som dem til mord og deslige ukristelige sager har anskyndet og forledet, hvorfor de og alt førhen er vorden justificeret, quæstio hvo vil eller hvorledes kan nu sådan deres ord og beskyldninger, som jeg aldrig i deres levende live er indkaldt lovlig til at påhøre, undtagen hvad det dem selv for begangne misgerninger antræffer, så til troende, som i deres bedste levneds tid, aldrig vides at have faret med et sandrue ord, men mere at sige i løgn nu befindende mord og stor afguderi, sig forøvet, hvorom alt for troværdige spargementer haves, ja kan nu de som i deres sidste, muligt har draget lidet omsorg for deres egen sjæls konservation, nu vidne godtfolks ære eller liv fra, da om sligt skulle have gænge, måtte man jo sige, det var meget lovstridig og uforsvarligt, ej mindre ukristelig, og allersidst usamvittigheds, thi det kan vel eftertænkes, at slige ...dediske mennesker, ikkun har haft så elskere af ærlig folk og derfor da de ... selv ej længere at kunne lide, ej skulle drage sig nogen samvittighed for at lægge beskyldning på den de ej undte vel, hvis tal jeg billigen må sætte mig udi alene årsagelig som læstelig kan fornemmes af Hans Pibers ord, fordi jeg har vundet mit sandhed, og ej har villet holde det parti med mere, særlig angående Johannes Pedersen, som jeg ej for vidtløftigheds skyld eragter at specificere, da med skæmt den gunstige dommer vel anser, har jeg fast ... Johannes Pedersen, Sidsel Pibers og Hans Pibers beskyldninger af kraft vinder med som intet, helst både guds og kongens lov, udtrykkelig forklare, at sandhed kan ej bestå udi mindre vidner end som af 2 á 3 vidnesbyrd overensstemmende og i omkring, og her er ... uden nogle udædiske personers stridige og ustadige beskyldninger, som efter Christiani Terti Recessio 18 art. ej skal stå til troende, eller komme nogen ærlig mand til ringeste nachdel eller æres forklejnelse i nogen optænkelig måde i hvad som de enten ville vidne eller sige, så dog alligevel for al mistanke og suspition at betage (?) uanset man skulle formene det ej gjorde nødig, anseende det er billigt og lovmæssig at hvo nogen søgte ... detmed lovgyldig vidnesbyrd at bevise, erbyder jeg at gøre min højeste saligheds ed, det mig aldrig har vidst noget om Niels Clausens mords uråds (?) stiftelse eller gernings forøvelse at sige, mindre været i råd eller i gerning med Hans Piber eller hans familie at sådan mord skulle fuldføres, ja mere hverken given råd til at de skulle begrave Niels Clausens legemeKalvslund Kirkegård, da hans banemand skal have rådslaget at begrave ham på Lille Knorborg mark, eller som Johannes især beskylder mig for, fået de 23 rd. for mordet at dølge.

Hvilken ed jeg formoder dommeren mig tillader nu i retten at præstere, såsom jeg den med en usåret samvittighed vil og kan aflægge, hvor jeg da efter alt sligt kraftigst formener, at jeg ej alene af retten vorder frikendt for velædle Mathias Langes hårde irettesættelse, som formenes i anledningdelinkventernes beskyldninger er funderet, men ved og at samme såvel som deres beskyldninger i sig selv ikke at komme mig eller mine til mindste æres præjudice i nogen måder, hvorpå man en retmæssig og forsvarlig dom er begærende, dette korte indlæg jeg tjenest ydmygst beder i retten må oplæses, påskrives i akten og hvad der ganger beskreven, indføres og mig så igen dermed tilstilles.

Hjortvad den 21. aug. anno 1705.

Nis NPS Pedersen


Noter

Folio 110.