Forskel mellem versioner af "Emilie 1816 Melsted"

Skift til: navigering, søgning
m
m
 
Linje 24: Linje 24:
  
 
De efterfølgende måneder svirrede rygterne om både forsikringssvig og toldsvig, hvorfor sagen kom i retten, men da var prøjserne jo over alle bjerge.
 
De efterfølgende måneder svirrede rygterne om både forsikringssvig og toldsvig, hvorfor sagen kom i retten, men da var prøjserne jo over alle bjerge.
 +
* [http://marinehist.dk/orlogsbib/Maritimk/Maritimk09.pdf Emilie på havsens bund eller et atypisk forlis i arkiverne], af Anders M. Møller (Maritim Kontakt 1985). ISBN 8787947161
  
 
{{a|1816-09-06}}
 
{{a|1816-09-06}}

Nuværende version fra 4. okt 2020, 18:46

6. sep. 1816 Emilie[redigér]

Den østprøjsiske slup Emilie med skipper Steingardt var på vej fra hjemstedet Baltijsk/Pillau til Rendsborg lastet med rug, hør og bastmåtter, men havde 4. september 1816 i Østersøen nord for Bornholm problemer med at stagvende op mod vinden, hvilket bemærkedes af 2 fiskere fra Listed, som kom ud og hjalp skibet til ankers i læ af kysten ved Listed.

Skipperen forklarede at skibet var overlæsset og var nød til at kaste ud af rug-ladningen, som lå vådt på dækket efter storm, men i stedet kom en del fiskere fra Listed og Svaneke til stede og købte af ladningen.

Den 5. september om aftenen efter gentog scenariet sig på Frenne red syd for Svaneke, hvor de samme Svaneke fiskere og flere fra Årsdale længere sydpå kom til for at handle.

Samme nat sejlede skibet nord om Bornholm igen og sank i nærheden af Gudhjem hvortil den 3 mand prøjsiske besætning indkom i skibets båd sidst på natten. Folkene sendtes med vogt til Svaneke, hvor skipperen forklarede og den øvrige besætning bevidnede, at skibet pga. lækage var sunket 3 sømil ud for kysten.

Hjemkommet til Gudhjem købte Steingardt en sejlbåd og tog sin skibsbåd med på slæb til Svaneke og solgte den der til købmand Holst.

Imidlertid var 2 fiskere 7. september på fiskeri østen for Melsted og opdagede ¼ sømil fra kysten noget træ flyde i vandet fastgjort til en line og da det ikke plejede at være der, kunne de regne ud der nok var et vrag under neden. Prøjseren Steingardt indrømmede da også det måtte være fra hans skib, hvorefter han afrejste.

De efterfølgende måneder svirrede rygterne om både forsikringssvig og toldsvig, hvorfor sagen kom i retten, men da var prøjserne jo over alle bjerge.