Forskel mellem versioner af "Jyllands gamle retskredse"

Skift til: navigering, søgning
m
Linje 1: Linje 1:
 
{{header
 
{{header
 
| titel= [[Jylland]]s gamle [[retskreds]]e
 
| titel= [[Jylland]]s gamle [[retskreds]]e
| forrige= [[:kategori:1686|Indhold]]
+
| forrige= [[:kategori:1686 Jylland|Indhold]]
 
| afsnit= '''Indledning'''
 
| afsnit= '''Indledning'''
 
| næste= [[Koldinghus Amt i Ribe Stift|Koldinghus Amt]]
 
| næste= [[Koldinghus Amt i Ribe Stift|Koldinghus Amt]]
 
| forfatter= Mogens Lebech
 
| forfatter= Mogens Lebech
| noter = [http://www.tidsskrift.dk/visning.jsp?id=72908 Historie/Jyske Samlinger], bind 5, række 2, s. 151-180.
+
| noter = [https://tidsskrift.dk/index.php/historiejyskesamling/article/view/13650/26045 Historie/Jyske Samlinger], bind 5, række 2, s. 151-180.
 
}}
 
}}
 
[[Danmark]]s [[inddeling]] i [[herred]]er er bevidnet fra næsten så gammel [[tid]], som der overhovedet findes pålidelige skriftlige tilkendegivelser om landet. Er indholdet af [[kong Valdemars Jordebog]] endnu for en stor del uløste gåder, så er det i hvert fald umiddelbart forståeligt, at allerede dengang deltes det danske [[kongerige]] i [[omtrent]] de samme territoriale enheder, som kendes i dag. Nu ganske vist kun af praktisk [[interesse]] i matrikelkontorets protokoller og så [[J. P. Trap|Trap]], men til gengæld sikkert nok i flere andre henseender [[virkelighed]] længe før jordebogen skreves, således hvert for sig [[sæde]] for den offentlige dømmende magts første instans, indtil omkring årsskiftet 1687/88.  
 
[[Danmark]]s [[inddeling]] i [[herred]]er er bevidnet fra næsten så gammel [[tid]], som der overhovedet findes pålidelige skriftlige tilkendegivelser om landet. Er indholdet af [[kong Valdemars Jordebog]] endnu for en stor del uløste gåder, så er det i hvert fald umiddelbart forståeligt, at allerede dengang deltes det danske [[kongerige]] i [[omtrent]] de samme territoriale enheder, som kendes i dag. Nu ganske vist kun af praktisk [[interesse]] i matrikelkontorets protokoller og så [[J. P. Trap|Trap]], men til gengæld sikkert nok i flere andre henseender [[virkelighed]] længe før jordebogen skreves, således hvert for sig [[sæde]] for den offentlige dømmende magts første instans, indtil omkring årsskiftet 1687/88.  

Versionen fra 24. jun 2014, 18:39

Indhold Jyllands gamle retskredse af Mogens Lebech
Indledning
Koldinghus Amt
Historie/Jyske Samlinger, bind 5, række 2, s. 151-180.

Danmarks inddeling i herreder er bevidnet fra næsten så gammel tid, som der overhovedet findes pålidelige skriftlige tilkendegivelser om landet. Er indholdet af kong Valdemars Jordebog endnu for en stor del uløste gåder, så er det i hvert fald umiddelbart forståeligt, at allerede dengang deltes det danske kongerige i omtrent de samme territoriale enheder, som kendes i dag. Nu ganske vist kun af praktisk interesse i matrikelkontorets protokoller og så Trap, men til gengæld sikkert nok i flere andre henseender virkelighed længe før jordebogen skreves, således hvert for sig sæde for den offentlige dømmende magts første instans, indtil omkring årsskiftet 1687/88.

Der fandtes allerede langt tilbage i tiden len af betydeligt omfang med et tilliggende af flere herreder, men at der endnu på reformationstiden var så mange enkeltvis bortforlenede herreder, er et meget sigende vidnesbyrd, der peger i retning af, at hvert herred oprindeligt har udgjort en enhed for sig, også set i forhold til lensadministrationen, at der i hvert har været en kgl. lensmand, foged, eller som han i ældre tider kaldtes, ombudsmand, hvilket senere blev til embedsmand, som varetog kongens og kronens, det vil sige statens, interesser, af hvad art de nu måtte være.

Det er jo ofte nok påpeget, hvor nøje herredsgrænserne følger de af naturen satte skel i terrænet, navnlig åer og bække, selvom der på den måde kommer til at ligge dele af samme sogn, ja, af samme by, i et enkelt tilfælde endda af samme gård på hver sin side af herredsskellet, men i øvrigt er det i de fleste tilfælde langt fra, at de enkelte herreder udgør nogen i videre forstand naturlig afgrænset, en geografisk enhed.

Det er selvfølgelig givet nok, at de fælles interesser, som i flere århundreder knyttede herredsmændene sammen, deriblandt ikke mindst det fælles fremmøde på herredstinget igennem måske 1000 år, har sat tydeligt spor i deres væremåde, deres sprog og levevis, skønt de kulturelle skel nok ikke altid er lette at påvise. Men man kan i hvert fald ikke tage herredernes udstrækning og afgrænsning til indtægt for den formening, at disse territorier afspejler gamle stammeområder.

Og herredsinddelingen fremtræder næsten helt igennem med tydeligt præg af at være et værk af daværende tiders centraladministration, resp. kongemagt.

Dette viser sig ikke mindst ved en betragtning af selve herredsnavnene, der i overvejende antal er givet efter en lokalitet, by eller gård, og talrige af disse er, så langt tilbage det kan konstateres, i kongens eje, eller i flere andre tilfælde, bortskænket fra kronen til en eller anden gejstlig stiftelse.

Blandt de første tæller Danmarks ældste kongesæde, det berømmelige Jelling, dertil kommer Almind, Horne, Hillerslev, Harre, Nim og flere, i anden række Børglum, Vestervig (Refsgård), Støvring, Onsild, Hjelmslev (Dover sogn) og andre.

Men dernæst lønner det sig at iagttage det jyske krongods, kongelevet i Valdemars Jordebog og dets beliggenhed. Det viser sig, skønt man kan have er fornemmelse af, at listen over det næppe er fuldstændig, nogenlunde jævnt fordelt over hele Jylland. næsten altid på steder, der engang var vigtige administrationscentre, ofte ved de gamle sysselting.

Hvad der her har størst interesse er dog disse godsers placering i forhold til de forskellige herredsting, eller måske rettere de sidstes beliggenhed i forhold til de første.

Ind til Hjørring med Vendelbo bygdeting, grænsede således herredsbyen Vennebjerg, og adskilt derfra med et enkelt små sogn, henholdsvis i syd og nord lå Børglum og Home, alene Jerslev et stykke længere inde i landet, men tinget har her, formodentlig fra ældre tid, været i Vrejlev sogn, som stødte op til Hjørring Skt. Olai sogn. Kun dette sidste herredsting nogenlunde midt i vedkommende retskreds, de øvrige derimod ud imod strandkanten, men altså alle i nærheden af det gamle sysselting i Hjørring og endelig er herredernes oprindelige form i Vendsyssel, tværdelingen af landet fra hav til hav, ikke mindst et vidnesbyrd om en villet inddeling, næppe om selvgroede stammeterritorier.

Således lå også Jelling, men nogenlunde i midten af det ikke særlig store syssel, hvor hovedbyen imidlertid selv blev herredsby, og ikke langt derfra vange, hvorefter Nørre Herred i Jelling Syssel siden kaldtes.

Almindsyssel var ligeledes delt i ældre tid i to herreder, med en anselig udstrækning fra øst til vest, men ringe nok i syd og nord, de gamle herredscentre placeret på lignende måde som i nabosyslet.

Varde lå tæt syd for den gamle herredsby Horne, noget længere mod syd lå Skadst, muligvis begge tidligere midtpunkter for en oprindelig tværdeling af dette syssel; for Horne Herred er dette jo givet tilfældet, i kreds om Horne sogn ligger de senere tiders herredsting for øster, vester og nørre Horne herreder, og af de sydligere skal jo i hvert fald Gørding være udskilt fra Malt. Og Kongelevet og herredsbyen, Nim Birk, var det midterste af en række herredsbyer, 5 i tallet, gennem den vestlige del af Lover Syssel: Bjerre, Hatting, Nim, Tyrsting, Vrads.

Herrederne omkring Århus har ikke helt samme karakter som de øvrige i Jylland, Sallings fire små herreder alene undtaget. I stedet for at være langstrakte er de afrundede og for øvrigt af ringe omfang. Ligger endelig nærmest i 2 kredse med Århus som centrum, om ikke Åbo i Årslev sogn, og tingbyerne i de 4 inderste herreder: Framlev, Sabro, Lisbjerg og Hasle, alle i den ene ende af herrederne, der støder ind til det sidstnævnte sogn, altså slet ikke i de respektive herreders midte.

I den ydre herredskrans gør det samme forhold sig vel ikke således gældende, spørgsmålet er da også, om disse eventuelt skyldes senere delinger af de oprindelige herreder ind til syslets centrum, eller de muligt kan høre til andre bygder?

Man kan jo ikke frigøre sig for den tanke, at sysseldelingen, som den kendes i dag, viser denne ordnings sidste stadium, nemlig for så vidt som adskillige af syslerne i dag danner vel afrundede distrikter, andre derimod bærer tydeligt præg af at være samlet af flere enheder. At der altså inden delingen endelig fastlagdes i den nu kendte form, har fundet omlægninger og fordelinger sted. Bemærkelsesværdigt er i så henseende Lover Syssel, der rækker fra Vejle Fjord og helt til Viborg i længden, men i bredden hurtigt afgrænses af Åbo Syssel.

Ikke mindst den omstændighed, at herredsbyen i Lysgård Herred ligger helt op til Viborg, kongelev i jordebogen, bestyrker, i forbindelse med omstændighederne ved de øvrige sysselting og kongelev, mistroen til Lysgårds, og velsagtens også Hids Herreds oprindelige orientering mod syd.

Endelig selve Viborg bys placering, yderligt i et syssel, i hvis anden ende Randers ligger, synes påfaldende. Man ville vente at finde denne ældgamle by som centrum i et syssel, og i kreds om den har sikkert også ligget en del herredsting (jf. nedenfor), men de her henhørende distrikter i flere forskellige sysler. De østlige herredsting i Ommersyssel derimod ligger i nærheden af Randers, hvor vitterligt sysseltinget holdtes i den yngre middelalder.

Og så vist som man ved meget lidt om, i hvilket forhold kongelevet stod til Kronen, så vist er det, at større dele af Viborg nærmeste opland fra gammel tid lå under domkapitlet, fra først af St. Maria Kloster i Viborg. Påfaldende er endvidere Salling Syssels sammensætning af Mors, der geografisk og sprogligt snarere kunne synes at høre til Tysyssel, som på den måde også ville blive mere afrundet, dernæst af Salling, hvor kongelevet Skive danner det næsten uundgåelige bindeled med syslets tredje bestanddel, Fjends Herred, som til gengæld efter den geografiske beliggenhed, ligesom Lysgård-Hids Herreder synes at burde orienteres mod Viborg.

Og så virker det unægtelig slående, at netop dette område dækkes af en dialekt, hvis »målkerne« ligger lidt syd for Viborg, en af de få sådanne, som ikke falder sammen med syslernes centrale punkter.

Desværre er det jo sådan, at man vanskelig kan stedfæste de ældste tingsteder for herrederne omkring Viborg, hvoraf alene Lysgård bærer navn efter herredsbyen, men Sønderlyng, Nørlyng og Mejlsom.

Endnu i det 17. århundrede holdtes Nørlyng Herredsting ved Nørgård i nuværende Viborg Gråbrødre landsogn. Mon ikke her (trods kongebud om flytning af 1605) alligevel er det oprindelige tingsted? I modsat fald synes det mærkeligt, at man har flyttet tingstedet ind i Vorde Birk, på den tid kapitlets, og mon ikke dette Nør- skulle være det samme som i Nørlyng? Her skal nemlig voves den hypotese, at dette navn og dets pendant, Sønderlyng, muligt er en erindring om den i tidligere tid så omspurgte Dannerlyng. Disse herreder skulle i så tilfælde oprindelig være knyttede til og have navn af gårde eller byer i dennes umiddelbare nærhed, muligt begge på eller ind til Viborg bys marker, et i ældre tid for en stor del lynggroet, og et ganske betydeligt areal, i forhold til andre købstadjorder.

I navnet Middelsholm Herred vil man almindeligt finde en hentydning til herredets landskabelige form, placeringen på en »holm«, afgrænset af storre vandløb, altså en betegnelse for hele territoriet, en i det mindste sjældent forekommende måde at navngive herreder på, og det skal da påpeges, at i den ende af herredet, som ligger hen imod Viborg og Almind, ligger Middelhede Gård på en mindre »holm« det ville unægtelig passe bedre, om man her fandt den ældste herredsby i distriktet, således at omgivelserne af kongelevet Viborg og den derværende »målkerne« fik samme præg som andetsteds, hvor sammenfald af disse omstændigheder og dertil herredstingene kendes.

Hvilket således skulle pege hen imod en tid, da Jyllands hovedstad Viborg var centrum i et midtjysk administrativt område, hvad karakter dette nu kan have haft.

Også i et andet tilfælde, hvor kongelevet ikke har tilknytning til noget sysselting, findes til gengæld en målkerne, nemlig hvor Stensmark ligger yderst mod øst på grænsen af sønder og nørre herreder Dyrs, og dette sted omtrent må i hvert fald opfattes som det gamle centrum for de nævnte to store herreder, kaldt efter det ældre navn for Kolindsund, Dyrsø.

Alt i alt kan der således konstateres sammenfald mellem målkerne og sysselting og mellem sysselting og kongelev, og uden om disse ældre administrationscentre grupperes herredstingene i nærmest mulig tilknytning tilsammen uimodsigelige vidnesbyrd om herredsinddelingens direkte afhængighed af datidens centralstyre. Og dette nære afhængighedsforhold vedblev at bestå gennem tiderne, så længe institutionen overhovedet spillede nogen rolle, selvom der endnu langtfra i alle enkeltheder kan gøres rede for de forskellige sider af det; således er det ikke klarlagt i hvilket forhold herredet og dets befolkning i almindelighed stod til den middelalderlige sømilitære skipen-inddeling eller ledingen. Sandsynligvis vil den endnu ikke foretagne undersøgelse af de jordegne bønders, de såkaldte ledingsbønders stilling i senere tid, set i forbindelse med de spredte oplysninger fra ældre tider, kunne kaste lys på dette punkt, ligesom spørgsmålet om adelens rostjeneste, der velsagtens også hænger sammen hermed, hidtil venter på at blive taget op.

Givet er det imidlertid, at kronens jordegne bøndergårde i den kendte periode, det 15-16. århundrede, var i afgjort overtal mellem de ejendomme, som for reformationen og Inddragningen af kirkegodset i de respektive herreder lå til kronen, i enkelte var der udelukkende sådanne — til gengæld derimod adskillige steder smålen, af vekslende størrelse, et sogn eller en by, som tilhørte kronen, men altså ikke fulgte herredet, eller det større len, hvorunder flere herreder lå.

Disse jordegne bønder, selvejerbønder, skattebønder, eller hvad de nu kaldtes, stod jo i et lignende forhold til kronen som købstadborgerne, navnlig således, at de på samme måde som disse kunde afhænde deres ejendomme eller lade dem gå i arv, arvebønder kaldes de også i et enkelt tilfælde, men de var i hvert fald i yngre tid bundne til kun at kunne afhænde deres gårde til ligestillede, således at de ikke unddroges kronen som skattefrit adelsgods eller gejstlig ejendom.

Og på samme måde som købstæderne, og forresten også i visse tilfælde birkerne var delt i fjerdinger, var også herredsbønderne lagt i læg, dog ikke på den regulære måde, som Jyske Lov synes at forudsætte, mange var delt i tredinger, andre i ottinger eller settinger, og selvom der fandtes fjerdingsdelte herreder, så var fjerdingerne ikke altid 4 i tallet, dog at dette vel nok fra begyndelsen har været tilfælde, og disse fjerdinger, eller hvorledes ordningen var, udgjorde ikke territoriale enheder i den forstand, at hele det pågældende distrikt var i kronens eje, men de jordegne bondeejendomme var fordelt udover det, kun ganske enkeltvis forekommer betegnelsen fjerding, tillige dækkende et afgrænset område, et enemærke på en ejers hænder, og i så tilfælde ikke kronens.

De jordegne bønder var i særlig grad forpligtede og berettigede til at medvirke ved forskellige retshandler på herredstinget, blandt dem udtoges det stående nævn, sandemændene, og i flere tilfælde det for hvert enkelt tilfælde udmeldte.

Og det var jo som retskredse de enkelte herreder længst spillede en rolle i den verdslige administration; herredstingene, så mange som der var i Valdemar Sejrs tid og lidt flere til, var de ordinære underretter, det almindelige værneting for alle beboerne i herrederne, indtil reduktionen i 1688.

De var alle undergivet kongens og kronens højhedsret, i Skåne kaldtes herredstinget ligefrem kongens ting, og herredsfogeden sad udi kgl. majestæts sted, for at forhjælpe hver til lov og ret, og kun i et enkelt tilfælde i sen tid overdroges denne højhedsret formelt til en privatmand, en adelig herremand.

Denne nære tilknytning til kongemagten gav sig som nævnt også udslag med hensyn til selve tingstederne, ikke alene derved, at de fra først af lå på kronens ejendomme, men således at de gennem tiderne skiftede plads, navnlig når disse ejendomme gik ud af kronens værge.

Og da de mange omlægninger af krongodset, de store arronderinger, netop fandt sted i den periode, fra hvilken der er overleveret påbud og hyppige påbud om herredstingenes flytning, da der handledes frem og tilbage mellem kronen og adelen, så er det ikke mærkeligt, at det almindelige Indtryk bliver, at herredstingstederne ikke betragtedes med særlig veneration, men flyttedes hid og did over distrikterne.

Det skal imidlertid ikke benægtes, at i visse tilfælde har et herredsting hævdet pladsen, der hvor det først blev lagt, til trods for, at denne længst var i privateje, men hovedreglen må dog være, at tingene flyttedes, hvis kronens grund gik over på adelens hænder, enten det nu skete på initiativ fra kronens side eller efter klagemål fra de vedkommende lodsejere — talrige af de besværinger, som indgik, at tinget lå vedkommende klagere til trængsel og skade på deres ejendom, råa naturligt ses på denne baggrund.

I andre tilfælde forordnedes flytningen af hensyn til lensmanden eller rettere hans fuldmægtige, således at de ny tingsteder kom til at ligge nærmere lokaladministrationens sæde, det kongelige slot, og af samme årsag ændredes somme tider tingdagen, der ellers i højere grad end tingene selv hævdede ældre tradition, men tiden kunne jo heller ikke så godt gores til genstand for omsætning.

Ofte skete der dog en ny flytning på grund af de skete i ændringer, hvilket så kunde give anledning til genoptagelse af det gamle sted, nogen vidtløftig historie var det jo ikke, rent arbejdsmæssigt taget, at ændre tingets plads. Hertug Hans »tog de gamle tingstokke (i Tyrstrup Herred) og satte dem ved Aller Kirke« dermed var det gjort.

Men for øvrigt er den eneste nogenlunde samtidige beskrivelse af et sådant gammeldags tingsted, nemlig Thestrups, citeret indtil trivialitet, så udseendet og indretningen forudsættes her bekendt. Samtidige afbildninger eksisterer næppe fra noget herredsting, måske bortset fra den noget skematiske på sognepræstens rids fra 1638, hvor vel firkanten er stokkene og prikken i midten Tyvsstenen. Fra Vestervig Birketing er der vel en tegning hos Resen, men dette domsted lå jo umiddelbart ind til bygningerne på klostret, som forresten oftere birketingene holdtes på selve vedkommende herregård, herredstingene derimod mest i det fri, ofte, men måske mere i yngre tid på de øde heder, ved de gamle gravhøje. Andre steder lå tingstedet dog ind til bebyggelsen, hvis ikke midt i denne; og navnlig hvor stedet synes hævdet fra dengang, herredet fik navn efter det. He Kirke lå in centro Hinge Herred og havde ved siden Hing Herreds ting, herredsarkivet var i andet stokværk i tårnet; i enkelte tilfælde, vel indenfor gammelt jysk retsområde, dog ikke i selve Jylland, men på Tåsinge stod herredstinget på selve det kgl. slot i forborgen for Kærstrup, og i Sønderjylland sad drosten ret med Lø Herreds indbyggere i Løgum Klosterport.

Primitivt var sceneriet ellers i alle tilfælde, så længe de gamle herreder bestod som enkelte retskredse, selvom der med tiden indførtes visse forbedringer, et bord til at skrive ved, i enkelte tilfælde også et tingskjul og endelig af og til tinghuse.

Der blev åbenbart bygget enkelte domhuse efter Christian 2.'s påbud, og måske stammer andre, som stod i senere tid, også fra dengang, eller de har afløst sådanne. Almindelige blev de dog først efter omordningen 1688, efter hvilken de enkelte herreder i almindelighed ikke længere udgjorde særlige retskredse, men oftest lagdes to og to, i tilfælde flere til samme ting, en ordning, der i det hele og store er bevaret i dag, blot at navnlig købstæderne, for selvstændige retskredse og ligeledes birkerne, er indgået i systemet.

Den forestilling, hvormed denne omlægning påbegyndtes, lagde navnlig vægt på de besparelser, som sammenlægningen af de små retskredse ville medføre, navnlig med hensyn til lønningerne af retsbetjentene, herreds- og birkefogeder, og -skrivere.

Ved de allerfleste ting var der dengang ansat sådanne, fastlønnede, almindeligt med kgl. bestalling, men denne ensartethed var et ret nyt fænomen, så vel som at selve embederne nu betegnede slutpunkterne i en længere udvikling, til trods for, at det i alt væsentligt var de samme arealer, som dannede herrederne i 1687, som dengang de sidste opstod — og selvom det retslige ceremoniel i overordentlig mange henseender var det samme.

Og omfattede juridsdiktionerne formelt de samme personer som i ældre tid, nemlig de indenfor herredsgrænsen bosatte, eller lodsejerne sammesteds, for så vidt angik retshandler vedrørende deres faste ejendomme, så var kredsen, som samledes på herredstinget, ikke længere den samme som for i tiden.

Dengang var der ofte almindeligt fremmøde på tinget af riddere og svende, bønder og bokarle samt menige herreds almue, foruden kredsens gejstlige medvirkende ved rettens handlinger, derunder udstedelsen af de skriftlige tilkendegivelser. En lang række segl, deriblandt mange adelige og gejstlige, kan være underhængt de ældre vidnesakter, i yngre tid er det kendt nok, hvorledes de skriftlige tingsvidner almindeligt udstedtes af herredsfogeden, tingholderen, eller hvad han nu kan kaldes, gerne medbeseglet af et par enkelte andre bønder, deriblandt ofte skriveren, men aldrig fornemme personer. Det var endda med tiden blevet således, at disse ikke mere mødte på tinge, men holdt sig hjemme og kun sendte deres fuldmægtige.

Ikke fordi de altid havde foregået de ufri tingfolk med det bedste eksempel, det var på Jerlev Herreds ting Hartvig Limbek dræbte Albrecht Rytter, et af de mange eksempler på adeliges voldsomme opførsel på herredstinget, ja, to fynske Adelsmænd veg ikke tilbage for at overfalde herredsfogeden, som dog sad i kgl. majestæts sted, men rykkede ham i hans Skæg, så det gik af, slog ham omkuld på tingstokken og skod endelig på denne kongens stedfortræder, men det var kongens Lensmand i Han Herred, den mand, hvem det ikke i sidste række påhvilede at overvåge Retsordenens opretholdelse, som sagde til en adelig foged, at ville han have noget ærinde på herremandens vegne, så skulde han have dem udenfor tingstokkene i heden og ej på tinget.

Endnu ned i det 17. århundrede kom herremændene dog stadigvæk til tinge, enten som lensmænd i kronens ærinde eller deres eget.

Selv så fremtrædende personligheder som Jørgen Rosenkrantz røgtede personligt sine forretninger ved Lisbjerg Ting, og Eske Brok gjorde adskillige tingrejser i det ene år 1604, fulgt til stedet af ligemænd og mødte ligemænd der.

Men Danske Lov 1-2-3-4 fastsætter særlige regler for vidneafhøring af fornemme folk, som ikke plejer at søge ting, lighed for loven opretholdtes ved dette påbud ikke engang formelt.

Den fornemste person på herredstinget var så på denne tid i almindelighed den mere underordnede kongelige Embedsmand, den bondefødte herredsfoged, måske i visse tilfælde gjort rangen stridig af en anden offentlighedens repræsentant, lensmandens Fuldmægtig, Delefogden (Ridefogden). Og så gør der sig det ejendommelige Forhold gældende, at begge disse Stillinger så at sige var udgået fra en og den samme, som de jo dannede Udtryk for to Sider af Statsmagten, den dømmende og den udøvende.

Endnu så sent som i slutningen af det 16. århundrede fandtes der ikke delefogeder i Haderslevhus Amt, men herredsfogeden varetog de hverv, som i kongeriget røgtedes af disse, fortrinsvis inddrivelsen af de kgl. skatter og i påkommende tilfælde veg herredsfogeden Sædet til fordel for en i dette enkelte anliggende beskikket sættedommer. Et uheldigt forhold, som påbødes ophævet, men også i kongeriget kunde det i en endnu senere tid ske, at denne ældre tidernes Tilstand realiseredes på ny, dog vel kun for enkelte sagers vedkommende.

For udviklingen af herredsfogedembedet er der andetsteds gjort Rede; her skal kun Hovedlinjerne trækkes op. Hans virksomhed kendes ikke fra de ældste herredstings akter, der i det hele taget i almindelighed forekommer udstedte på kirkens initiativ og ved dens mænd, tingforsamlingerne i det hele under ledelse af herredets bedste mænd.

Fra meget gammel tid havde kongen dog sin Ombudsmand i Herredet, exactor regis, der dels varetog Kongens Interesser, navnlig de fiskale, dels og også i sammenhæng dermed, deltog i Ledelsen af Herredstingets Forhandlinger. Ham var det, som siden kaldtes Foged, ja ligefrem Herredsfoged: advocatus provincie, og senere igen Lensmand eller Embedsmand; allerede den ældste kendte Håndfæstning, Kristoffer Us 1320, fastslog hans Pligt til at beskikke en Fuldmægtig, en vederhæftig Bonde, for sig og denne Stilling er det, som siden varetoges af henholdsvis Delefogeder (Ridefogeder) og Herredsfogeder, idet disse sidste dog kaldtes med flere Navne, som nærmere angav deres egentlige Hverv at lede Herredstinget på Kongens Vegne.

Betegnelsen Foged for dette Embede forekommer først på fynsk Grund, allerede så tidligt som 1329, men navnlig i Slutningen af det samme Århundrede. Allerede Kristiern 1.'s Forordning for Nørrejylland fastslår dog den almindelige Tilstedeværelse af sådanne også i Hovedlandet og dermed deres Hverv:

Fogeder de skulle ej gore andet med vor vilje endsige dom og holde ting retfærdige, idet det imidlertid må være yderst tvivlsomt om den brugte udtryksmåde hjemler dem nogen domsret i moderne forstand, men om ikke deres forretninger fremdeles var begrænsede til ledelsen af forhandlingerne på tinget, medens den egentlige domsmagt stadigvæk tilkom tingforsamlingen selv, som den ytrede sig ved de respektive nævn, faste som sandemændene eller opnævnte i de særlige tilfælde.

Gennem tiderne ændredes dette forhold vel noget, uden det dog med fuld ret kan hævdes, at fogeden i det 16. århundrede var i den fulde besiddelse af domsmagten, når undtages visse særlige tilfælde. Dette i al fald kun, for så vidt man gør sig klart, at disse særlige tilfælde synes at have udgjort flertallet af tingets handlinger, idet jo foruden sandemænd og ransnævninger, for at nævne de mest anvendte dommerudvalg, tillige høringsdele eller fordelingen, lovsøgningen, hvad den nu kaldtes, spillede en meget stor rolle og muligt var den overhovedet mest anvendte.

Danske Lov endelig bibeholdt vel ikke andre nævn end sandemændene og skønt den ikke indlader sig på nærmere at specificere herredsdommernes opgaver, var den overvejende del af domsmagten vel endelig nu overgået til indehaverne af dette kongelige embede.

Men det vil forstås, at der var stor social forskel på den adelige herredsfoged i det 14. århundrede og den bondefødte dommer i det 17., navnlig i de tilfælde, hvor den sidste var en arm indsidder.

Danske Lov havde vel fastlagt herredsfogeds og skrivers lønning, en Gård på en halv snes tønder Hartkorn til den første, og en på ca. 6 til den sidste, men disse satser var bestemt allerede ved Christian 4.’s store reces 1643, uden at de alle steder var bragt i anvendelse endnu 1687, hvilket imidlertid ikke kunde hindre Rentekammerets Embedsmænd i at forestille Kongen, hvor meget der ville spares, hvis man forenede flere Embeder under ét, navnlig fordi de kongelige Birkefogeder også ved Loven var tillagt samme Løn, selvom de fungerede i langt mindre Distrikter, og disse mindre Retskredse var ganske unødvendige. Og dette kunde egentlig ikke bestrides, men for øvrigt er Birkerne jo endnu ikke her gjort til Genstand for Omtale.

Om Oprindelsen til disse Retskredse, og Grunden til deres »Udskillelse« fra Herredet, er der fremsat forskellige Teorier, idet man snart har villet udlede den fra de vedkommende Retskredse isolerede Beliggenhed, dels til en Overførsel af den strengere Købstadretspleje på Områderne nærmest Byerne.

Her vil ikke i Enkeltheder kunne udredes det virkelige Forhold, kun så meget skal siges, at den rette Forståelse hænger sammen med den ændrede Opfattelse af de danske Samfundsforhold i Middelalderen og endnu længere tilbage, som i den senere Tid er begyndt at trænge frem og endelig skal der her i al Korthed gives visse Kriterier. Idet der først gores opmærksom på, at de ældre Birker alle er af samme Oprindelse eller Art, det være sig adelige eller gejstlige eller kongelige, hvoriblandt de så tit fremhævede »Bondebirker«, samt Købstadbirkerne.

Et Birk var altid et afsluttet Område, begrænset af visse fastliggende Skel i Lighed med Herredet, men i Modsætning til dette var samtlige Beboere i Birket i enhver Henseende undergivne en Herre, det være sig Krone, Kirke eller en adelig Herremand.

Birkets Centrum var Herregården eller Sædegården, eventuelt Ladegården, hvortil i ældre Tid alle, i yngre Tid måske kun en Del af Birkemændene var Træl- og Hovbønderne, Birket udgjorde altså fra først af en driftsmæssig Enhed.

Til dette Centrum var Birketinget knyttet, og Højhedsretten over det havde altså vedkommende Herre, til hvilken Kategori han nu kunde hore.

Betegnende for Birket var navnlig de Boder for Fredsbrud indenfor dets Område, dets Enemærke eller Fang, de såkaldte Voldsbøder, 40 Marks Bøder, identiske med de tilsvarende for Brud på Freden i Købstederne og på Herregårdene eller de kongelige Slotte.

Det kan måske være et Spørgsmål, om Birketinget fra de ældste Tider dannede et fuldstændigt Værneting, som det i senere Tid kaldtes, for Birkets Beboere, men i de yngre Privilegier fastslås dette udtrykkeligt.

Birkerettigheden kunde dels være hævdet af Arild, dels som sådan være meddelt kgl. Bekræftelse, noget, som dog i flere Tilfælde først skete ved de Bestallinger, som konfirmeredes for Birkeretsbetjentene ca. 1690, og den kunde endelig skyldes kgl. Bevilling, sådanne kendes for adelige Birker så langt tilbage som Midten af det 15. Århundrede.

Det tor vel anses for givet, at ældre, kongelige Privilegier til Bispestole og Klostre og andre gejstlige Institutioner i vid Udstrækning har hjemlet disse det man senere kaldte Birkeret, selvom de ikke anvender denne Terminologi for sent i det 15de Århundrede. Og muligt er der altså sket en Udvikling, som måske kan klarlægges ved at sammenligne Erik Glippings Privilegium til 0 Kloster med Frederik 4.'s Skøde på Gaunø.

Rimeligvis har der ikke i Middelalderen eksisteret nogen teoretisk Definition af Birkerettigheden og dens Indhold, lokale Sædvaner og Forskelle har også gjort sig gældende, men i det 15de Århundrede begyndtes Regeringens Bestræbelser for at skabe Ensartethed på Retsplejens Område i de forskellige Dele af Landet, og flere gejstlige Stiftelser meddeltes udtrykkelig Birkeret. Det er ligeledes betegnende, at Oplysninger om, hvori denne egentlig bestod, og navnlig, hvorledes den udøvedes, ikke synes almenkendte. Således da kong Hans havde bevilget, at Esrom Klosters vidtstrakte samlede godser i Nordsjælland måtte udgøre en privat jurisdiktion, så søgte abbeden oplysninger helt ovre i Himmerland, hvor Åle Birketing fra gammel tid lå til Vidskøl Kloster, og hans fuldmægtig spurgte sig derfor i rette inden 4 tingstokke for en menige betydendes tingdom, hvorledes de plejer eller have af gammel sædvane holdt, brugt og forfulgt deres birkeret. Da svarede dertil menige almue og tingmænd, der da til tings var, at de have både hørt og spurgt i ret guds sandhed af deres gamle forældre og selv er vel vitterligt, at når som vold sker her udi birk, da forfølges det så«, og abbedens sendebud erholdt i tingsvidnes form en nøjagtig vejledning i denne bestemte procesmåde. Oplysninger, som til sin tid abbeden i Holme Kloster på Fyn drog sin nytte af, og som endelig synes erhvervet også af Sorø Kloster.

Manglede ældre tider helt en fælles lovgivning for birkerne, så var en sådan tilvejebragt ved Kristian 4.'s birkeret, som dog i alt væsentligt kun kodificerede gammel sædvaneret, således også hjemlede den større straf for fredsbrud (dette begreb i meget vid forstand) i disse retskredse, og videre indrømmede, at birkeretten kunde være hævdet af Arild uden nogen kongelig meddelelse lå til grund, men i øvrigt i flere tilfælde, navnlig hvad de processuelle regler, udmeldelsen af de dømmende nævn og deres sammensætning og sætning og videre, ikke udformede nøjere Regler på Grund af Landenes afvigende sædvane.

I 1688 var Indretningen af de kgl. Birketing og deres Embedsmandstand dog så nogenlunde ensartet med Herredstingenes; Birkefogedens Stilling kan til en vis Grad siges at have gennemløbet samme Stadier som hans Kollegas på Herredstinget, Tilstedeværelsen af denne Embedsmand forudsættes ikke i de ældste Birkebreve.

Kristiern 1.’s Birkebrev til Lave Brok på Gammel Estrup lod på fri Birketing og Birkeret over alle de Gårde og Gods, han havde i Værge i Faxinge og Auning Sogne liggendes med alle deres Marker og Tilliggelse, som inden de Markskel liggendes var, og alle de Vordnede og Tjenere, han og hans Arvinger udi forne Gårde og Gods udi forne tvende Sogne havende vorde til evig Tid i alle Måder og med alle Artikler og Friheder som andre Vore Birke og Birketing i Jylland friest er.

Men mere vidtløftig og tillige instruktiv er Typen på et Birkebrev fra det 16de-17de Århundrede som den findes i Bjørn Kås' PrivilegiumHøjslev Birk, han måtte bruge og beholde sådan Birkeret og Rettighed udi Højslev Sogn udi Fjends Herred udi Vort Land Nørrejylland liggendes på alt det Gods, han der udi Sognet nu haver og herefter bekommendes vorder, som friest bruges og holdes udi noget Birk på Landet her udi Vort Rige Danmark. Dog så at forne B. K. og hans Arvinger som samme Birk udi Værge haver, skulle holde der et Birketing og en Birkefoged, som alle Tider skal hjælpe hver Mand Lov og Ret, som der udi Birket nogle haver til at tale. Med slig Birkeret Frihed og Rettighed eftersom forskrevet står og de Bønder og Tjenere som på fornævnte Gods boer at holde forn. Højslev Birketing for deres rette Værneting og der søger deres Ret.

Birkerettighed meddeltes igennem hele det 16 og 17de Århundrede, men det blev dog aldrig nogen almindelig adelig Forrettighed, så lidt som den Adelen ved Kristian 3.'s Håndfæstning i Almindelighed tilsagte Hals- og Håndsret kunde udøves andre Steder end ved de offentlige Herredsting, Kongens Ting, og selv ved Birketingene var Herremanden i det mindste formelt ikke selv Dommer, så lidt som for øvrigt Kongen, hverken på Herreds- eller Birketing, eller i det hele taget.

Med Enevoldsmagtens Indførelse skulde man ventet en Indskrænkning af den privat-jurisdiktionelle Retspleje, men for det første bekræftedes Adelens eventuelle Rettigheder, enten de nu stammede fra Ha3vd eller bevilling ved de denne stand meddelte Privilegier. Og endelig opstod der tværtimod ingen Formindskelse af de private Retskredses Tal, disse øgedes både talmæssigt og navnlig kvantitativt, ved de Greverne og Friherrerne tilståede Forrettigheder.

Først under enevælden opstod jo de vidtstrakte, sammenhængende storgodser i Danmark på enkelte herremænds hænder, og dermed de udstrakte private birker, idet birkerettigheden, dels ved de almindelige privilegier, dels ved de specielle i anledning af vedkommende lens erektion, hjemledes greven eller baronen over adskillige sognes beboere, »hvo de og tilhøre«.

Men almindeligvis var greverne og baronerne jo de største lodsejere, når de da ikke ejede hele grunden i de deres len underlagte sogne.

Indtil 1688 bestod samtidig med disse private birker et Antal kongelige, enten de så var forhenværende gejstlige privatjurisdiktioner, af hvilke dog talrige var overgået til adelen, eller de fra gammel tid havde hørt til et kongeligt slot eller ladegård, hvortil bønderne deri var ugedagstjenere.

Det var Opretholdelsen af denne Kategori som Rentekammerets Embedsmænd betegnede som ganske unyttig, kun en Post på Udgiftsbudgettet.

Og efter Forestillingen udgik der noget senere Ordre til samtlige Landsdommere, der befalede disse at indsende Betænkninger vedrørende den nærmere Ordning af den påtænkte Sammenlægning, om Pladserne, hvorpå de ny Tinghuse skulde rejses, samt om Retsbetjentenes.

Men Landstingsembedsmændene var jo ikke lokalkendte alle Vegne, i hvert Fald ikke i Jylland, og de måtte i deres Skøn støtte sig til stedlige Kræfter og derfor var i Begyndelsen af Marts Måned Herredsfogeder og Skrivere fra hele Landet samlet i Viborg til Forhandling vedrørende de første af de stillede Opgaver.

Deres Besvarelse indgav de skriftligt (en enkelt Amtmand sendte forresten sit private Forslag, som dog ikke fulgtes i alle Enkeltheder), og i nogle Tilfældeledsaget af yderst primitive Rids af Herredet eller Egnen, men Erklæringerne var i øvrigt nogenlunde ens formede, indeholdt ofte en Fortegnelse over Sognene i det pågældende Herred (Herreder), nogle Steder fra opgaves tillige Byernes Størrelse, eller Hartkornet, dernæst Meddelelse om, hvilke Birker, der fandtes på det omhandlede Distrikt og disses Størrelse, samt endelig i de allerfleste Tilfælde Udtalelser om, hvor det ny Tingsted mest belejligt kunde lægges, samt i desværre ikke slet så mange Tilfælde Underretning om, hvor Tinget hidtil var holdt. De sidste Meddelelser nu af allerstørste Værdi, da de flere Steder er den eneste Kilde til Nutidens Viden om de gamle Tingsteders Plads. Men på de førstnævnte støttede Landsdommerne så godt som altid deres til sin Tid indgivne Forslag.

Den tredje Del af Landsdommernes ærinde kunde derimod Retsbetjentene ikke vel røgte, nemlig de ønskede Udtalelser om deres egen Duelighed, bortset fra de Tilfælde, hvor de ved Indgivelsen af deres Forslag søgte samtidig at lægge et godt Ord ind for sig selv.

Fra det fede Salling skrev den gamle Herredsfoged i Hindborg Herred, at der næsten overalt udi forskrevne Sogne (var) ganske fattige, ode og forarmede Folk, langt mere end som nogen skulde ville tro.

»Ellers lever jeg udi den Forhåbning til Eder velbårne og bårne og højvise Hr. Landsdommere at I tager alting udi bedste Mening med mig formedelst at jeg nu ikke selv er for Svagheds Skyld kunde komme herop til I gode og fromme Herrer og give Jer nøjagtig Underretning til Eder mundtlig efter Begæring.« 

I det hele taget vilde Indberetningen sikkert være blevet noget anderledes, hvis Retsbetjentene selv havde skullet udtale sig om deres Evner, for Landsdommernes Relation tegnede unægtelig et afskrækkende, ja næsten helt trøstesløst Billede af de jyske Retsbetjentes Kvalifikationer på det Tidspunkt. Har man ofte understreget, hvor dårligt Dommerembederne måtte blive tjent i de private Retskredse, så stod det ikke bedre til i de offentlige.

Det er straks betegnende, at når der dog er Tale om at formindske Antallet af Herreder og Birker, at reducere det med mere end Halvdelen, når der fra godt og vel et Hundrede Retskredse, hvor Tinget de allerfleste Steder var betjent både af Foged og Skriver, blandt alle de fungerende ikke kunde findes nok, der var egnede til at beklæde de ny Embeder, hvis Karakter var af akkurat samme Art som de nedlagte, men at Landsdommerne kun kunde anbefale en af 25 Fogeder og en Snes Skrivere til at overtage disse, således at tilsammen mere end 100 Retsbetjente, halvt om halvt af hver Kategori, rent ud kasseredes som ganske udygtige, selvom de ikke alle som den Jerslev Herredsfoged fik Betegnelsen: en af de udygtigste i Landet og foruden hans Uforstand havde han ikke det allerringeste til Levnedsmiddel.

Den sidste Anke rettes mod adskillige fattige Indsiddere, og Vederhæftigheden spillede i Datiden en ikke ringe Rolle af Hensyn til de Erstatninger, Dommerne kunde idømmes for deres underkendte Domme i Stand til at yde sligt var heller ikke Fogeden på Mols, som »ved Favne Veds Huggelse haver sig tilbragt«, samt desuden »på sær Måde Retten forvirret«. En anden var vel mere vederhæftig, men hans Oprigtighed des mindre, tilligemed fordrukken og kom oftest drukken til Tinge, hvor han endelig en Gang havde været i Slagsmål med Skriveren.

Det værste Skudsmål er vel det, som gives Herredsfogeden i Nørlyng Herred, der: »er af mærkelig stor Malice og Vanvittighed, Hvorudover den vederfares bedst Ret hos ham og andre deslige, som hans Nødtørftighed mest vil ihukomme, han også skal have tilladt Parterne at gore Koncept til domme, han afsiger.« 

Fogeden i Nørhald Herred kunde hverken læse eller skrive, og overalt tjente ikke til andet end til at leve som en bonde, men på den anden side anbefaledes herredsfogeden i Framlev Herred på det bedste, selvom heller ikke han var i besiddelse af de nævnte færdigheder, men ikke desto mindre havde kunnet betjene sit embede upåklageligt i 20 år.

Det var derimod enkeltstående tilfælde, når i Hads og Nørre Djurs Herreder både fogeder og skrivere anbefaledes til genantagelse.

I det store og hele fulgtes landsdommernes indstilling ved fastlæggelsen af de nye retskredse, dog at ikke altid de personer ansattes, som de havde bragt i forslag. Og endelig heller intet påbud udstedtes vedrørende nye navne på retskredsene, hvilket medførte, at jurisdiktionerne almindeligt kaldtes med dobbeltnavne, således at begge eller flere indlemmede distrikter nævntes, som det jo for øvrigt sker i dag, til trods for den nu indførte, mere moderne nummerering. For ordningen indført 1688 er jo så nogenlunde den samme som den bestående, selvom der er foretaget visse ændringer, navnlig indlemmelsen af de grevelige og friherrelige birker, samt købstederne.

Den nye inddeling anordnedes først ved bestallinger til de enkelte retsbetjente, udstedt i slutningen af året 1687 og begyndelsen af 1688, i disse beordredes sammenlægningen, og pladsen for det nye tingsted angaves, men 1688, 13. marts opresumeredes så det samlede resultat i Patent vedrørende herreders og birkers sammenlægning udi Jylland.

Og dermed forlod man endelig de gamle tingsteder, i flere tilfælde dem, hvor herredstinget måske var holdt i 1000 år, hvor traditionen muligt var hævdet fra den dag herredstinget der sattes første gang. Der gennem tiderne var betrådt af de mest forskellige typer fra middelalderens Konge i hermelin og skarlagen til den sidste pjaltede Tyv, som der dømtes til galge og gren.

Hvor de kongelige befalinger var kundgjort af høvedsmænd, riddere i panser og plade med et betryggende følge af harniskklædte svende, men hvor også oprørske bondeførere havde splittet det lovlige ting i djævelens navn og oplæst Skipper Clements breve.

Man flyttede nu indendørs, i de nybyggede tinghuse, og efterhånden lagdes de fleste ting ind til købstæderne.

Der er ikke bevaret et tingsted i dag, det nøjagtige sted for et sådant kan næppe nok påpeges. Og det forekommer ikke engang muligt i alle herreder at udfinde så omtrent det sted, hvor retten plejedes igennem århundreder. Direkte udsagn mangler ofte, til gengæld ligger der i en del herreder flere tinghøje, end der strengt taget synes at være brug for.

Ploven er vel også gået over adskillige tingsteder, men her er for øvrigt samlet, hvad man så omtrent ved i dag; muligvis ville en gennempløjning, ikke i marken, men af matrikelkort og markbøger, kunne bringe mere for dagen.