Redigerer Kongerigske enklaver

Da [[Danmark]] ved [[Freden i Wien]] den 30. oktober 1864 afstod alle de [[rettigheder]], som det havde i [[hertugdømme]]rne [[Slesvig]], [[Holsten]] og [[Lauenborg]] til [[Østrig]] og [[Preussen]], var der visse dele af [[egn]]ene syd for [[Kongeåen]], der indtog en særstilling. Det drejede sig om de såkaldte '' '[[kongerigsk]]e [[enklave]]r' '', d.v.s. nogle spredte [[område]]r der stod direkte under [[kongerige]]t og havde gjort det i hen ved 400 år. Ved artikel 4 i [[fredstraktat]]en blev imidlertid disse [[enklave]]r afstået sammen med [[hertugdømme]]rne, '' 'for at forenkle afgrænsningen mellem [[Danmark]] og [[Hertugdømmet Slesvig]] og for at ophæve de ulemper, som opstod ved de [[kongerigsk]]e [[enklave]]rs beliggenhed i [[slesvigsk]] [[område]]' ''. Til gengæld indvilgede [[Østrig]] og [[Preussen]] i, '' 'at en ækvivalent del af [[Slesvig]], som foruden [[Ærø]] omfattede [[område]]r, der var [[egn]]ede dertil, skulle udskilles fra [[hertugdømme]]t og indlemmes i [[kongerige]]t' ''. Det [[område]] af [[Slesvig]], der på denne måde kom til at høre til [[Danmark]], blev de såkaldte '' '8 sogne' '', der er beliggende mellem den gamle [[slesvigsk]]e [[grænse]] ved [[Kolding Fjord]] og [[Kongeå]]-grænsen, samt nogle [[egn]]e omkring [[Ribe]]. 

De [[kongerigsk]]e [[enklave]]r eller '' 'det blandede [[distrikt]]' '', som den [[officiel]]le betegnelse meget betegnende var, dannede ikke noget sammenhængende hele; ja, de forskellige dele, som hørte ind under denne betegnelse, var endog så adspredte, at det ikke er muligt at give de nøjagtige afgrænsninger af [[enklave]]rne på et oversigtskort. For den del af [[enklave]]rne, som var beliggende på [[ø]]erne udenfor [[Slesvig]]s vestkyst, kan det bedst lade sig gøre, idet [[enklave]]rne her omfattede øen [[Amrum]], samt den vestlige del af [[Føhr]] og den nordlige del af [[Sild]], nemlig [[landskab]]et [[List]]; hertil kom så [[Mandø]] samt den sydlige del af [[Rømø]]. For [[Rømø]]s vedkommende var forholdene dog ret indviklede, idet den sydlige del var ublandet [[kongerigsk]], mens der i den nordlige, såkaldte [[slesvigsk]]e del lå spredte [[kongerigsk]]e [[område]]r; i Nørre Tvismark var således 2 [[gård]]e og 5 huse [[kongerigsk]]e, mens 1 [[gård]] og 5 huse var [[slesvigsk]]e, og i Juvre hørte 7 [[gård]]e og 1 hus til den [[kongerigsk]]e [[enklave]], mens 5 [[gård]]e og 4 huse var [[slesvigsk]]e. Det samme var tilfældet i andre [[egn]]e af det nordlige [[Rømø]]. 

På samme måde blev forholdet i [[enklave]]rne på fastlandet meget vanskelige at udrede. Ganske vist var der her nogle større [[område]]r, der helt, eller så at sige helt, hørte til [[enklave]]rne; et af de væsentligste af disse [[område]]r var [[Riberhus Birk]], hvortil i øvrigt også [[Mandø]] regnedes. Med [[Mandø]] udgjorde denne [[enklave]] 35.845 td. land (209,9 km²) med (1855) 3.833 [[indbygger]]e. Men også her var der stærkt blandede [[område]]r. I [[Farup Sogn]] var der således 4.465 td. land til den [[kongerigsk]]e del mod 1.028 td. land til den [[slesvigsk]]e, i [[Seem Sogn]] var de tilsvarende tal 5.720 og 1.478 og i [[V. Vedsted Sogn]] 2.648 og 2.405. 

Et andet stort [[enklave]]-område, der var nogenlunde sammenhængende, omfattede i det væsentlige store strækninger omkring Bredeå, nemlig [[Lø Herred]] med [[Trøjborg]] samt [[Møgeltønder]] og [[Ballum Birk]], men det eneste ublandede [[område]] her var det 5.297 td. land store [[Ballum Sogn]] med 1.501 [[indbygger]]e. Hertil kom der så mange spredte små [[område]]r, der ofte kun omfattede enkelte [[gård]]e eller endog måske ubeboede [[parcel]]ler, og som især var beliggende i den midterste del af [[hertugdømme]]t og i de østligere [[egn]]e.

Her skal kun nævnes ganske enkelte eksempler på de indviklede forhold, der ofte herskede i ''det blandede [[distrikt]]''. I [[Randerup Sogn]] udgjordes den [[slesvigsk]]e del således af 2 [[gård]]e med 16 [[indbygger]]e i byen [[Randerup]], mens der i den øvrige del af sognet, den [[kongerigsk]]e, var 12 [[gård]]e og huse med i alt 234 [[indbygger]]e. I [[Visby Sogn]] var 39 [[gård]]e og 81 huse med i alt 730 [[indbygger]]e beliggende i den [[kongerigsk]]e del, mens den [[slesvigsk]]e del kun omfattede 2 huse med 13 [[indbygger]]e i Gærup By. Også for de østligere [[egn]]e kan noget lignende anføres; i [[Rødding Sogn]] var der 1.157 [[indbygger]]e i den [[slesvigsk]]e del mod 60 i den [[kongerigsk]]e. Denne [[kongerigsk]]e del bestod af en [[kro]], 3 [[gård]]e og 5 [[hus]]e; ved tællingen i 1855 var den ene [[gård]] i den [[kongerigsk]]e del den, på hvilken der var [[højskole]]. Hvor indviklede forholdene var, og hvor vanskelige de var at finde rede i, viser måske bedst den [[omstændighed]], at man i første udgave af Traps beskrivelse af [[kongerige]]t [[Danmark]] bringer [[enklave]]rnes tal fra [[folketælling]]en i 1855 i revideret form; grunden til denne revision var, at nogle af [[indbygger]]ne var optalt både under [[kongerige]]t og under [[Slesvig]] i den oprindelige publikation af [[folketælling]]en, samt at nogle [[kongerigsk]]e [[indbygger]]e var medtaget som [[slesvigsk]]e. 

Der kunne nævnes mange af den slags eksempler, men allerede de ovenfor anførte er tilstrækkelige til at vise, hvor vanskelige og uoverskuelige forholdene var. Den efterfølgende undersøgelse angående [[enklave]]rne, og det forsøg, der derigennem gøres på at udrede visse forhold angående deres oprindelse, kommer da også kun til at dreje sig om de større [[område]]r, der stort set udgør et samlet hele, altså i væsentlig grad om [[enklave]]rne på [[ø]]erne samt i de vestlige [[egn]]e af [[Sønderjylland]]. 

Efter de i Traps beskrivelse af [[Danmark]] givne (2. bind 1859), reviderede tal fra [[folketælling]]en 1855 omfattede den [[kongerigsk]]e del af det blandede distrikt i dette år et areal på 96.114 td. land eller 530,55 km² med i alt 15.616 [[indbygger]]e. Af dette samlede [[område]] udgjorde [[ø]]erne i alt 110,45 km² med 3.917 [[indbygger]]e.

= =
Ved en undersøgelse angående trafikken på vestkysten kom jeg, som naturligt er, gang på gang til at beskæftige mig med de [[kongerigsk]]e [[enklave]]r, og fik derved lyst til at se lidt nærmere på, hvorledes det forholdt sig med disse [[område]]r og med deres oprindelse. For at kunne tage stilling til dette spørgsmål er det imidlertid nødvendigt at give et kort rids af de omhandlede [[egn]]es historiske udvikling. Ganske vist møder en sådan udredning visse vanskeligheder; udviklingen har været så rig på forandringer, at det kan være vanskeligt at få de rene og klare linjer frem. Enkelte [[afhandling]]er beskæftiger sig dog med [[enklave]]rne som helhed; dette er f. eks. tilfældet med de i litteraturfortegnelsen anførte arbejder af M. H. Nielsen, K. J. Clement og Mackeprang. 

En af grundene til den afvekslende udvikling ligger allerede i selve landsdelens beliggenhed. Det forholdsvis smalle landområde, der forbinder [[Danmark]] med [[Tyskland]], og som betegner grænsedistriktet for forskellige folkeslag, har altid været udsat for omskiftelser. Her har været en stadig svingning i folkegrænsen mellem tyskere, frisere og danskere, og disse svingninger har på mange måder sat deres præg på [[egn]]ene. 

I [[enklave]]rne ved vestkysten er det for en del gamle friser-egne, det drejer sig om, og for disse [[enklave]]rs oprindelse har den [[omstændighed]], at friserne blev draget ind i den kamp, som i århundreder har bestået mellem danskere og tyskere om herredømmet over [[Slesvig]], været af afgørende betydning. [[Område]]rnes tidligste historie er endnu for en stor del ukendt; de samlede friserstammer har sikkert oprindelig dannet en politisk enhed, men efterhånden har de danske konger vundet mere og mere indpas. 

Den ældste af de gamle [[kongerigsk]]e [[enklave]]r er sandsynligvis [[Ribe]] By, der fra gammel tid havde udgjort en [[enklave]] i [[hertugdømme]]t; i det mindste regnedes den ikke til [[Sønderjylland]] efter Valdemarstiden. Fra denne by udgik også for en del foranledningen til nogle af de andre [[enklave]]rs opståen; således synes allerede i 1292 halvøen List sammen med [[Mandø]] at være blevet inddraget direkte under [[kronen]], idet [[Erik Menved]] i det nævnte år tilstod [[Ribe]]borgerne '' 'fri besiddelse af deres forstrand [[List]], [[Mandø]] og alle kyster, som ligger mellem førnævnte steder og [[Ribe]]' ''. Dette tilsagn fornyedes flere gange, således af [[Christian 1.]] i 1455. 

Ved fremkomsten af de øvrige [[enklave]]r spiller den i det 14. årh. efterhånden meget mægtige slægt Limbek en ikke ringe rolle. Den første af denne slægt, der fik betydning i [[Slesvig]], var [[Klavs Limbek]], en holstensk [[adelsmand]], der i de urolige år i begyndelsen af det 14. aåh. var indvandret fra [[Holsten]] sammen med [[Gerhard 3. af Holsten|grev Gert]]. Som så mange andre af de indvandrede holstenske adelsmænd forstod [[Klavs Limbek]] at skaffe sig godser mange steder; ved sit giftermål fik han [[Tørning Slot]] vest for [[Haderslev]], og desuden havde han fået [[Kalø Slot]] i pant. Ved siden heraf skaffede han sig indflydelse på [[de Frisiske Øer]]. Fra begyndelsen af det 12. årh. havde disse [[ø]]er, i det mindste [[Sild]], betalt en årlig afgift til den danske krone, men havde ellers haft deres uindskrænkede politiske frihed. 

Det er ved fredsslutningen mellem [[Christoffer 2.]] og [[Gerhard 3. af Holsten|grev Gert]] i 1332, at [[slægt]]en Limbek pludseligt dukker op i [[Sønderjylland]] og på [[de Frisiske Øer]]. I 1343 indløser [[Valdemar Atterdag]] de [[frisisk]]e [[herred]]er, der ikke hørte til [[hertugdømme]]t, men stod direkte under [[kronen]]; da de blandt andet nægtede at betale skat, kom han i strid med dem og foretog i 1344 et tog mod dem. Sandsynligvis har [[Valdemar Atterdag]] pantsat [[Klavs Limbek]] [[ø]]erne [[Mandø]], [[Rømø]], [[Sild]], [[Føhr]] og [[Amrum]], hvoraf en del blev ved familien og derigennem kom til at stå under [[kongerige]]t. [[Klavs Limbek]] anlagde borge blandt [[friserne]], og vi finder en borglevning på [[Sild]] og tre på [[Føhr]], der bærer hans navn, ligesom måske også en borgrest på [[Amrum]] skyldes ham. 

[[Klavs Limbek]] blev som nævnt en meget mægtig mand, der snart var med og snart mod kongen. 1343 blev han [[høvedsmand]] på [[Sjælland]] og 1344 [[drost]], en stilling, som han genvandt flere gange, således i 1365 og 1366. Han var i besiddelse af en mængde godser rundt om i landet; [[Kalø Slot|Kalø]], der i en tid havde været ude af hans besiddelse, fik han igen tilbage som len af [[Danmark]], og desuden havde han [[Tørning]], [[Møgeltønder]], [[Gram]] og [[Hverringe]] på [[Hindsholm]]. På denne sidstnævnte [[gård]] var han den første ejer, der kendes, men der vides intet om, hvorledes han er kommet i besiddelse af [[gård]]en. [[Møgeltønder]], som tilhørte [[bispestol]]en i [[Ribe]], havde [[hertug]] Valdemar i 1361 været nødt til at opgive sin [[hertug]]elige ret til, hvilket var begyndelsen til, at [[område]]rne her senere blev under den danske krone. [[Klavs Limbek]] var desuden en tid [[befalingsmand]] på [[Riberhus Slot]], og 1362 blev han af den danske [[konge]] forlenet med Vesterland-[[Føhr]]. Den politiske adskillelse mellem den vestlige og østlige del af [[Føhr]], og den vestlige dels forbindelse med [[Ribe]], stammer efter Michelsen fra 1360, da [[ridder]]en Valdemar Zappy's bror, Erik Rind, var indehaver af [[Lembeksborg|borgen]] ved [[Borgsum]] på [[Føhr]]. [[Klavs Limbek]] døde c. 1372. 

Også andre af [[slægt]]en Limbek havde på denne tid fået indpas i [[Sønderjylland]]. Dette [[hertugdømme]] havde [[hertug]] Valdemar måttet pantsætte til [[holsten]]erne, og selvom det efterhånden lykkedes ham at generhverve en del af hans eget [[hertugdømme]], var han dog i sådanne vanskeligheder, at han atter var nødt til at pantsætte adskilligt; således fik Johan Limbek i 1344 overdraget [[Lundtoft Herred]] syd for [[Åbenrå]], og i 1348 fik han [[Rømø]] tillige med [[Visby Sogn]] og [[Sølsted]] i pant. Denne [[Johan Limbek]] var desuden herre på [[Trøjborg]]. 

[[Klavs Limbek]] havde i sine sidste år været modstander af [[Valdemar Atterdag]], og var en af de førende i et oprør, som jyske adelsmænd i 1368 gjorde mod kongen. Hans søn, [[Henneke Limbek]], var ved faderens død ligeledes imod kongen. Han ejede det vigtige [[Tørning Slot]], som kongen forgæves søgte at indtage i 1372, mens [[Gram Slot]] længere mod vest faldt for kongens angreb. For øvrigt har dette sidste angreb sin særlige interesse derved, at det måske var her, [[krudt]]et for første gang anvendtes i krige i Norden. [[Gram Slot]] har altså været en ret stærk [[fæstning]]. 

Nogen tid efter [[Valdemar Atterdag]]s død sluttede [[Henneke Limbek]] sig til [[dronning]] [[Margrethe 1.]], hvilket kostede ham [[Tønder Slot]], som han havde haft fra de [[holstensk]]e [[greve]]r. Ganske vist havde [[Valdemar Atterdag]] i sit sidste leveår skaffet dette [[slot]] ind under den danske krone, som også besad det i [[dronning]] [[Margrethe 1.]]'s første år (1375-1378), hvorefter de holstenske [[greve]]r atter havde udbredt deres magt og fået [[Tønder]] tilbage. Efterhånden forøgede [[Henneke Limbek]] sit sønderjyske [[gods]] stærkt. Han var herre til [[Tørning]], [[Møgeltønder]], [[Gram]] og [[Trøjborg]] samt [[Skinkelborg]] ved [[Sønder Stenderup]] og Tvedsgård i [[Dalby Sogn (Kolding Kommune)|Dalby Sogn]], begge sydøst for [[Kolding]]. [[Skinkelborg]] havde han, sammen med [[Klavs Limbek]], købt af [[slægt]]en Skinkel. Desuden blev han i 1378 befalingsmand på [[Riberhus]], og var senere det samme på [[Varde Slot]]. 

[[Henneke Limbek]] faldt på et tog til [[Ditmarsken]] i 1404. Hans søn [[Klavs Limbek]] blev en af landets rigeste mænd, som i pantebesiddelse sad inde med et [[område]], der nåede fra [[Haderslev]] op til [[Skodborgå]], og som strakte sig helt over til vestkysten og ned til [[Sild]] og [[Føhr]]. Desuden havde han [[gård]]en Børløs øst for [[Haderslev]] og [[Skinkelborg]], samt [[Møgeltønder]] og [[Trøjborg]] med [[Lø Herred]], ligesom han også havde [[Sallinge Herred]] i det sydlige [[Fyn]] i [[pant]]. [[Klavs Limbek]] var den sidste [[stormand]] af den bekendte [[slægt]], og fra ham var det, at [[dronning]] [[Margrethe 1.]] erhvervede sig de [[område]]r, der senere skulle gå over til at blive de [[kongerigsk]]e [[enklave]]r. [[Klavs Limbek]] blev nemlig under en fejde med den hertugelige [[drost]] Erik Krummedige taget til fange og måtte sælge betydelige dele af sit [[gods]] for at skaffe [[løsepenge]]. [[Dronning]] [[Margrethe 1.]] var i disse år netop ved at skaffe sig forøget indflydelse i [[Sønderjylland]]. Grev [[Gerhard 6. af Holsten|Gerhard]], der i 1386 var blevet anerkendt som [[hertug]] af [[Sønderjylland]], var i 1404 faldet under et tog til [[Ditmarsken]], og enkehertuginden, hvis stilling overfor den mægtige adel var meget vanskelig, og som desuden var i stadig pengeforlegenhed, søgte nu støtte hos [[dronning]] [[Margrethe 1.]]. Denne benyttede den indflydelse, hun derved fik, til at få store [[område]]r af landet under sig, og disse [[område]]r gav hun så atter som len eller pant til kirken eller til adelsmænd, som hun derved knyttede nærmere til sig. I 1407 købte hun af [[Klavs Limbek]] [[Trøjborg Slot]] med [[Lø Herred]] og overlod det til [[bispestol]]en i [[Ribe]] sammen med Vesterland-[[Føhr]], [[Amrum]], [[List]], syd [[Rømø]] og [[Mandø]]. Muligvis er det først fra dette tidspunkt, at adskillelsen mellem den nordlige og sydlige del af [[Rømø]] stammer, således at [[Klavs Limbek]] har haft hele øen, men kun solgte [[dronning]]en den sydlige del. Moritz slutter dette af forskellige [[omstændighed]]er; i overdragelsen af [[Rømø]] til John Limbek i 1348 anvendes udtrykket '' 'terra Riim' '', hvilket sikkert skal forstås som hele øen, men i 1468 gav [[Christian 1.]] [[Ribe Bispestol]] [[birkeret]] over et antal birker deriblandt [[Møgeltønder]], [[Rømø]], [[Lustrup]] og [[Ballum]], og da ''[[Rømø]]'' ofte senere nævnt i samme sammenhæng tages i betydningen ''syd-[[Rømø]]'', er delingen altså foregået mellem 1348 og 1468, og derfor måske ved salget i 1407. 

[[Dronning]] [[Margrethe 1.]] lagde som nævnt disse [[kronen]]s erhvervelser ind under [[Ribe Bispestol]] og lagde dem samtidig ind under [[Viborg]] [[Landsting]], således at domme på herredsting nu skulle appelleres til [[Jylland]]s hovedtingsted i [[Viborg]] og ikke som tidligere til [[hertugdømme]]ts [[landsting]] på [[Urnehoved]]. Hermed var en række [[egn]]e, der lå i [[hertugdømme]]t, skilt ud fra dette, og grunden lagt til de '' '[[kongerigsk]]e [[enklave]]r' '', der som ovenfor nævnt udgjorde særegne [[område]]r lige til 1864. Deres stilling blev en del afvigende fra [[egn]]ene i [[hertugdømme]]t; for blot at nævne et eksempel kan anføres, at mens '' '[[Danske Lov]]' '' i 1683 indførtes i [[enklave]]rne som i de øvrige dele af [[kongerige]]t, så rådede i de [[slesvigsk]]e [[egn]]e stadigt [[Valdemar Sejr]]s '' '[[Jyske Lov]]' '' fra 1241. Men også på mange andre måder ytrede [[enklave]]rnes særstilling sig, blandt andet med hensyn til toldbestemmelserne. 

De af [[dronning]] [[Margrethe 1.]] erhvervede [[område]]r forblev under [[Ribe Bispestol]], indtil reformationstiden gjorde ende på bispedømmets magt, hvorefter de inddroges umiddelbart under [[kronen]] i 1536. Da den nye lensadel opstod ved enevældens indførelse i 1660, blev det tidligere biskoppelige hovedslot [[Møgeltønder]] overladt til den fra [[svenskekrigene]] berømte [[feltherre]] [[Hans Schack]], og umiddelbart efter hans død i 1676 oprettedes [[grevskab]]et [[Schackenborg]]. Dette [[grevskab]] blev ret betydeligt, idet det omfattede sognene [[Møgeltønder]], [[Daler]], [[Ballum]], en tredjedel af [[Emmerlev Sogn]], den sydlige del af [[Rømø]], samt [[List]], Vesterland-[[Føhr]] og [[Amrum]]. 

De forskellige [[enklave]]rs [[historie]] efter denne tid skal ikke omtales her. Hensigten med den ovenstående historiske oversigt har kun været at opridse forholdene ved deres første oprindelse for derigennem at få et grundlag for en bedømmelse, af hvilke faktorer der kan have spillet med ind ved de [[kongerigsk]]e [[enklave]]rs dannelse.

= =
Beliggenheden af disse gamle [[kongerigsk]]e [[område]]r er på flere måder ret påfaldende. Ved en betragtning af kortet, der viser de større [[enklave]]rs beliggenhed, vil man for det første lægge mærke til, at de alle grupperer sig om steder, der har haft betydning for [[handel]] og [[trafik]] på [[Slesvig]]s vestkyst. Dette fremtræder på en særlig tydelig måde ved den største af fastlandsenklaverne, der er beliggende omkring [[Bredeå]]ens nedre løb, samt den sydlige del af [[Rømø]] og List; alle disse nævnte [[enklave]]r er beliggende omkring eller udfor det store [[Lister Dyb]], et farvand, som fra naturens side er det bedst [[egn]]ede til sejlads fra det åbne hav ind til kysten, og som også gennem lange tider var den vigtigste indsejling på klaven og [[Mandø]], der er beliggende ved den gamle indsejling til [[Ribe]] gennem [[Juvre Dyb]] og den senere indsejling gennem Knude denne kyststrækning. Noget lignende er tilfældet med [[Riber Dyb]], samt med [[Amrum]] og den vestlige del af [[Føhr]], der ligger ved Smalle Dyb og Fartrap Dyb, de farvande, der repræsenterede de sydlige indsejlinger til kysten. 

Trods den spredte beliggenhed viser disse [[enklave]]r i det vestlige [[Slesvig]] altså i flere [[henseende]]r meget overensstemmende træk ved deres beliggenhed. Bortset fra denne findes der som regel ikke nogen naturgeografisk grænse for de forskellige [[område]]r. Kun for den store [[enklave]] i [[Bredeå]]-lavningen kan terrænet muligvis til en vis grad have spillet en rolle, idet dette [[område]] i det væsentlige omfatter det lave [[terræn]] omkring [[Bredeå]] samt dalstrøget, hvorigennem Sejersbækken løber. Derimod har det meste af bakkeøen mellem [[Ballum]] og [[Emmerlev]] ikke været nogen [[enklave]]. For de andre [[område]]r er grænsen tilsyneladende ganske vilkårlig, så at [[terræn]]et ikke kan have været af betydning. Dette gælder både grænsen mellem den nordlige og sydlige del af [[Rømø]], samt afgrænsningen af List og af den vestlige del af [[Føhr]]. 

[[Område]]rnes frugtbarhed kan heller ikke have været det afgørende, idet der nemlig i denne [[henseende]] er meget store forskelligheder. Mens således det ublandede [[Ballum Sogn]] med et areal på 5.297 td. land ved den nye matrikels indførelse i 1844 ansattes til 541⅞ td. [[hartkorn]], blev den 5.092 td. land store [[kongerigsk]]e del af [[Rømø]] ansat til 88½ td. [[hartkorn]] og det 3.518 td. land store [[List]]-område endog kun til 9½ td. [[hartkorn]]. Ikke mindst dette sidstnævnte [[område]] viser altså en så ringe frugtbarhed, at det ikke kan have været af den grund, man fra dansk side var så ivrig efter at bevare det for [[kongerige]]t. Andre faktorer har utvivlsomt spillet med ind og har været medbestemmende for, at disse [[egn]]e igennem lange tider kom til at indtage en særstilling indenfor det sønderjyske landområde. 

Som det er fremgået af det foregående, stammer de [[kongerigsk]]e [[enklave]]r fra [[område]]r, der har tilhørt [[Ribe Bispestol]] eller [[slægt]]en Limbek. De landstrækninger, som de omfattede, betyder nu om stunder mindre med hensyn til handel og trafik, men i [[middelalderen]] var forholdet et noget andet. [[Ribe]] var dengang i sin glansperiode, dens betydning som handelsplads nåede sikkert sil højdepunkt omkring år 1400, og [[egn]]ene her havde således en ikke ringe betydning både i kommerciel og strategisk [[henseende]]; et [[vidnesbyrd]] om dette sidste er den [[omstændighed]], at efter [[Christoffer 2.]]'s [[håndfæstning]] skulle i [[Nørrejylland]] kun [[Riberhus]], [[Koldinghus]] og [[Skanderborg]] bevares som faste borge. Det må da sikkert også anses for givet, at netop den betydning, [[egn]]ene havde, har været medvirkende til stormændenes interesse for at skaffe sig indflydelse her. 

Dette synes i det mindste at fremgå af en betragtning af den måde, på hvilken de forskellige stormænd skaffede sig herredømme over de enkelte [[egn]]e, således f. eks. [[Ribe]]-bisperne. [[Ribe Stift]] strakte sig fra [[Limfjorden]] til [[Vidå]]en, og bispernes indflydelse var stor. [[Hugo Matthiessen]] har sikkert ret, når han fremhæver, at '' 'den konsekvens, hvormed [[bispestol]]en hele [[middelalderen]] igennem stræbte efter at samle jordegods og faste [[borg]]e som støttepunkter langs vadesteder og alfarveje i stiftet, står som udtryk for en klar, velovervejet plan om på alle [[egn]]e, så langt krumstaven rakte, at kunne overvåge og beherske [[trafik]]ken' ''. Som sådanne støttepunkter anfører [[Hugo Matthiessen]] bl. a. [[Tarm]] og [[Lønborg]] bispegårde samt [[Lustrup]] i [[Seem Sogn]] og endelig den gamle bispeborg [[Møgeltønder]]. Som yderligere bevis for, at [[Ribe]]-bisperne var interesseret i at styrke [[Ribe]]s handel anføres, at de fra midten af det 12. årh. delte indkomsten af byen med kongen. 

Også begrænsningen af [[Ribe Stift]] viser det samme. [[Grænse]]n mellem dette [[stift]] og [[Slesvig Stift]] blev fastlagt i begyndelsen af det 11. årh., og [[Ribe Stift]] kom derefter til at gå mod sydøst helt ned til [[Hellevad Sogn (Åbenrå Kommune)|Hellevad Sogn]] nordvest for [[Åbenrå]]. Det kom således til at omslutte den gamle '' 'Riber Vej' '', der forbandt [[Ribe]] med [[Slesvig]], ganske som [[Slesvig]]-bispernes [[område]] omsluttede [[Hærvejen]] til [[Skodborg Å]]. Denne [[omstændighed]] gør det, i forbindelse med det, at grænsen mellem de to stifter mærkeligt nok gik på tværs af sysselgrænsen, sandsynligt, at man havde sin ganske bestemte hensigt med det, og at de trafikale hensyn uden tvivl har spillet en stor rolle. Et noget lignende synspunkt fremsætter H. Olrik, når han skriver: '' 'De danske stæders opsving må have mere end tilfældig tids sammenhæng med bispedømmets ordning. Kongen ([[Knud den Store]]) har på én gang virket for sine bisper og sine byer' ''. 

Også andre steder ses det, at [[bisp]]erne har lagt vægt på al sikre sig vigtige trafikårer, f. eks. i [[Skåne]]. Bisperne var ofte interesseret i [[handel]] og havde undertiden [[egn]]e skibe; i en hanse-reces berettes således om sørøvere, '' 'dat se haddcn nornen ene holck van hundirt lesten dem byschope van Rosschilde' ''. Holken var en skibstype, som anvendtes i [[middelalderen]], og angivelsen af, at det opbragte [[skib]] var på 100 læster eller ca. 200 tons, viser, at det har drejet sig om et fartøj, der efter datidens størrelsesforhold var endog meget betydeligt.

En anden vej, som [[Ribe]]-bisperne havde interesse i at beherske eller have nogen kontrol med, var den gamle, betydelige vej, som fra [[Ribe]] går mod syd langs [[geest]]ens rand, og her finder vi da også en af de ældste af [[Ribe]]-bispernes borge, nemlig [[Møgeltønderhus]]. Ganske vist ligger dette sted ikke i nutiden ved den hovedvej, der fra [[Ribe]] fører mod syd over [[Bredebro]] og [[Tønder]], og som fører gennem det strøg, hvor også hovedvejen er aftegnet på [[Videnskabernes Selskab]]s kort fra 1805. Tidligere var det derimod anderledes, hvilket blandt andet fremgår af kartografen [[Johannes Mejer]]s kort i Danckwerths '' '[[Neue Landesbeschreibung der zwei Herzogtümer Schleswig und Holstein|Newe Landesbeschreibung der zwey Hertzogthümer Schleswich und Holstein]]' '' (1652). Efter disse kort gik, som det fremgår af gengivelsen af et kort af Mejer fra 1644, den gamle vej fra [[Tønder]] mod [[Ribe]] først mod vest over [[Gallehus]] og videre til Lindskov Mølle; herfra drejede den mod nord over Østerby Hede, for så over Visby Hede og Åspe at nå vadestedet over Bredeå ved Brede. Man foretrak denne vestlige vej frem for den nu anvendte østligere, da man herved opnåede, at mosedragene ved [[Sølsted]] blev undgået. Det har således været denne vej, der har været hovedforbindelsen fra [[Ribe]] mod syd i [[middelalderen]], hvilket måske også forklarer tilstedeværelsen af en så vigtig [[borg]] som [[Trøjborg]], der netop lå på denne gamle vejstrækning, på hvilken også [[Møgeltønder]] var af så stor betydning. 

Bestræbelserne for at gavne [[Ribe]]s [[handel]] var også det, der førte med sig, at denne by i 1292 fik retten til [[Lister Dyb]], og at [[List]] fra den tid kom til at stå i forbindelse med [[Ribe]]. Ved det [[slesvigsk]]e vadehavs kyster var der efterhånden opstået forskellige vigtige [[handel]]spladser, således som [[Tønning]] og den i 1362 forsvundne [[handel]]sby [[Rungholt]], der lå ved den nuværende Hallig Südfall; disse, og i ikke mindre grad [[Tønder]], har sikkert været anset for ubehagelige konkurrenter til [[Ribe]]. Særlig efter at [[Tønder]] i 1243 havde fået [[stadsret]] af hertug Abel, søgte [[Ribe]] at sikre sig sin stilling og at få magten over de vigtigste søfartsveje, hvilket altså også for en del lykkedes. For [[Tønder]] blev [[Ribe]]s magt over [[Lister Dyb]] af nogen betydning, ikke mindst da der i det 17. årh. oprettedes en strømtold i dette farvand. 

Men også de indvandrede stormandsslægter, der søgte at erhverve sig så mange godser som muligt, synes også at have haft deres bestemte hensigt med både den strategiske og den kommercielle betydning af de [[ejendom]]me, som de satte sig i besiddelse af. Man må her erindre den særlige tilstand, der på denne tid herskede i landet; dette var givet som [[pant]] til de holstenske grever, men disse panteherrer var så igen ofte nødt til at lade de forskellige stormænd, der støttede dem, få deres [[egn]]e borge og herreder. For alle panteherrerne, både de store og de mindre, gjaldt den bestemmelse, at de med det samme fik fuld rådighed over og brugsret til pantet, hvorfor de alle gjorde sig mest mulig umage for at få så meget som muligt ud af det. Mange af stormændene holdt endog udrustede skibe, hvormed de plyndrede købmændenes fartøjer, eller de fulgte den f. eks. blandt adelsmændene i Nordtyskland almindelige [[skik]] og plyndrede de rejsende købmænd. Denne [[omstændighed]] må uden tvivl have været medvirkende til, at de veje og de steder, som [[handel]]en fortrinsvis passerede, har været særligt betydningsfulde panteområder, som man gerne ønskede at komme i besiddelse af. 

Denne opfattelse støttes i høj grad, når man ser på de til de forskellige tider til [[slægt]]en Limbek hørende [[område]]r. Ved en gennemgang af denne [[slægt]]s historie i [[Sønderjylland]] ser man stadigt en bestemt række af navne dukke op; først og fremmest nævnes Limbekkerne som herrer til [[Tørning]] i [[Barvidsyssel]], en [[borg]] som sammen med [[Tønder]] og [[Gottorp]] udgjorde [[Slesvig]]s vigtigste [[borg]]e i [[middelalderen]]. Og yderligere støder man i denne [[slægt]]s [[historie]] hele tiden på navnene [[Gram]], [[Møgeltønder]], [[Trøjborg]], [[Lø Herred]] samt [[Sild]], [[Føhr]] og [[Amrum]]; hertil kommer så [[Skinkelborg]] og [[Tvedsgård]], som [[Henneke Limbek]] og senere [[Klavs Limbek]] ejede. 

Begge disse to sidstnævnte [[gård]]e er som tidligere omtalt beliggende sydøst for [[Kolding]]. Deres beliggenhed på halvøen ved Stenderup, hvor der fra Stenderup Hage kun er en kort overfart til halvøen [[Fønsskov]] på [[Fyn]], kunne tyde på, at disse [[gård]]e har haft [[slægt]]ens interesse på grund af trafikken. Thi at der her har gået en vigtig samfærdselsvej, fremgår tydeligt af den ruteanvisning fra det 14. årh., som [[Hugo Matthiessen]] omtaler, og som angiver, at vejen mellem de to vigtige [[handel]]spladser [[Ribe]] og [[Skanør]] går over [[Kolding]], [[Føns]], [[Odense]] og [[Nyborg]]. I samme retning peger den [[omstændighed]], at [[Henneke Limbek]] havde [[gård]]en Børløs, der lå syd for [[Haderslev Fjord]], ca. 6 km øst for byen; her førte den gamle [[landevej]] mod øst til overfartsstedet ved [[Årøsund]]. Netop om denne [[Henneke Limbek]] berettes det, at han gav sig af med at plyndre de rejsende købmænd. At hensynet til disse overfartssteder har spillet en rolle, fremgår også af forliget mellem hertug Valdemar og de holstenske grever i 1340. Det bestemtes her, at [[greve]]rne indtil videre skulle beholde halvdelen af [[Brusk Herred]] på nordsiden af [[Kolding Fjord]] med overfarten til [[Fyn]]. 

Endnu et vigtigt sted i den nordligste del af [[Sønderjylland]] var en tid lang i Limbekkernes besiddelse, nemlig [[Gram]]. Oprindelsen til denne [[borg]], der er beliggende ved vejen mellem [[Ribe]] og [[Haderslev]], omtrent midt mellem de to byer, har efter Caroline E. Andersens antagelse været, at en af [[Jylland]]s småkonger har villet sikre sig dette vigtige knudepunkt i midten af [[Sønderjylland]], således at forbindelsen mellem vest og øst kunne beherskes. Ikke mindst i strategisk [[henseende]] var denne borg af meget stor betydning, og for den danske kongemagt var det derfor meget uheldigt, at der, som det undertiden var tilfældet, sad mindre trofaste mænd på de to betydelige borge [[Gram]] og [[Tørning]]. 

Også ved vestkysten havde familien Limbek forstået at sætte sig fast på steder, som havde særlig betydning. Her kan blot nævnes [[Trøjborg]] og [[Møgeltønder]], samt den indflydelse [[slægt]]en fik på [[de Frisiske Øer]], foruden dette, at flere af familien til tider sad som lensmænd på [[Riberhus]]. Limbekkerne viser her en ikke ringe interesse for [[handel]]en; de havde selv [[handelsskib]]e, hvormed de drev international fragtfart, men ved siden heraf drev flere af dem sørøveri. Dette var således tilfældet med [[Klavs Limbek]], som Th. Becker betegner som en stor sørøver, der plyndrede skibene i [[Nordsøen]]. Becker mener, at den [[Klavs Limbek]], der her er tale om, ikke er [[drost]]en under [[Valdemar Atterdag]], men derimod hans sønnesøn. Også om [[Henneke Limbek]] hedder det sig, at han, mens han var [[lensmand]] på [[Riberhus]], drev sørøveri mod [[Hansestæderne]]. Givet er det i det mindste, at de hamborgske søfarende betragtede de forskellige [[borg]]e, der byggedes på [[Sild]], [[Amrum]] og [[Føhr]], som sande røverreder. Limbekkerne har tilsyneladende forstået at udnytte den handelsmæssige betydning, deres [[gård]]e havde, ved siden af de rent politiske. 

[[Slægt]]en Limbeks optræden i [[Sønderjylland]] i det 14. årh. falder i en tid, der var rig på begivenheder. Årsagen til deres tilsynekomst ligger som nævnt i de forvirrede politiske forhold i landet, som gjorde det lettere for de indvandrede stormænd at sætte sig fast i landsdelen. Men også andre faktorer har kunnet virke medbestemmende ind på den politik, de førte. Netop det 14. årh. var som nævnt den tid, der betegner [[Ribe]]s storhed. Byens [[handel]] har på den tid været ved at nå sin maksimale højde, [[handel]]en på vestkysten har været betydelig, og hele kysten har været præget af dette liv. Langvejs fra er trafikken gået mod havnen ved [[Ribe]], hvor fra den så igen har fortsat sig tværs over [[halvø]]en ad forskellige veje og derfra videre over [[Fyn]] og [[Sjælland]] til den anden betydelige [[handel]]splads på denne tid, [[Skanør]]. 

Det er desuden påfaldende, at for hele vestkysten og de udenfor denne liggende [[ø]]er falder denne tid, der mere end nogen anden er præget af politisk forvirring, sammen med et tidsafsnit, hvor en række [[stormflod]]er i meget høj grad sætter præg på [[egn]]ene her, som i øvrigt den gang var underkastet en sænkning, efter hvad der er konstateret ved Misthusum. [[Stormflod]]erne forårsagede gennemgribende ændringer i de naturgeografiske forhold, så vidt som det er muligt at slutte af de forhåndenværende kilder. Dette [[område]], som uden tvivl tidligere har dannet et nogenlunde sammenhængende hele, splittedes nu. Forbindelsen mellem de forskellige herreder og [[ø]]er blev mere løs, hvilket atter bevirkede, at Friserlandets indre kraft svækkedes. Der opstod uenighed mellem herrederne, og dette var, i forbindelse med den [[omstændighed]], at [[område]]rne savnede en fast, målbevidst ledelse, medvirkende til, at f. eks. [[ø]]ernes gamle uafhængighed og frihed gik tabt. Og samtidig med dette forringedes de [[frisisk]]e [[område]]rs evne til at kunne udrede den afgift, som de var pligtige til [[Danmark]], hvad yderlig bevirkede, at man undertiden måtte gribe til forholdsmidler mod …

Samtidig med denne ødelæggelse af landområder i de [[frisisk]]e [[egn]]e kom ganske naturligt også betydelige forandringer i de derværende farvande. Vore oplysninger om [[stormflod]]ernes indflydelse på sejlrenderne og landomridset i det 14. årh. er dog behæftet med meget stor usikkerhed. [[Krønike]]rnes opgivelser er ofte upålidelige og måske endog indbyrdes selvmodsigende på mange punkter, og noget anvendeligt kortmateriale, der kan belyse de eventuelle forandringer, findes ikke. Men meget tyder på, at der er sket store forandringer, og at navnlig farvandene mellem [[Sild]] og [[Føhr]] og fastlandet har undergået en ikke ringe udvidelse. Således skriver en [[frisisk]] [[præst]] ca. 1624 om en [[stormflod]], der i 1338 hærgede [[egn]]en mellem [[Sild]] og [[Eiderstedt]]: '' 'Dieses Jahr ist aber die Westsee sehr streng ein und ausgelaufen, dass das Wasser nicht allein Strand, sondern alle umliegende Eylande durch grosse weite und tiefe Reviere von einander gerissen und unterschieden'.''

Muligvis skal denne beskrivelse forstås således, at de forskellige [[ø]]er skiltes fra hinanden ved den omtalte [[stormflod]], hvad der dog på den anden side ikke kan være helt sikkert; fra 1141 foreligger der nemlig et dokument, hvorved kong [[Erik Lam|Erik]] skænker klostret i [[Odense]] 30 mark årligt af ydelserne fra øen [[Sild]], hvilket altså synes at bevise, at der dengang har været adskillelse mellem [[Sild]] og de østligere [[ø]]er. Andre meddelelser går ud på, at [[Føhr]] og [[Sild]] omkring 1200 kun var adskilt ved et ganske smalt løb; desuden viser fortegnelsen af [[ø]]er i [[kong Valdemars Jordebog]] for 1231, at Nordfrisland på denne tid ikke har været et sammenhængende marskland. 

Woebcken anser det imidlertid for givet, at der omkring år 1000 var forbindelse mellem [[Amrum]] og [[Føhr]] og derfra videre til fastlandet, og i samme retning peger også tilstedeværelsen af den '' 'Riperstig' '', som efter C. P. Hansen gik fra [[Eiderstedt]] over [[Føhr]] og [[Amrum]] til nordenden af [[Sild]], hvorfra man fortsatte pr. skib til [[Ribe]]. 

Meget tyder således på, at udformningen af farvandene omkring [[Sild]], [[Amrum]] og [[Føhr]] først er påbegyndt rigtigt i det 13. årh. Man må antage, at [[område]]t før den tid kun har været gennemskåret af en art loer, således som man stadigt finder dem i vaderne, mens de fleste af de brede havarme, som forekommer der nu, ikke eksisterede dengang. Den store forandring, der har fundet sted, med ødelæggelse af udstrakte landområder og store dele af de høje vader, må dog ikke ses som en enkelt [[stormflod]]s værk, selv om visse af disse for eftertiden er kommet til at stå som den eneste årsag til forandringen. 

[[Søfart]]en har nu efterhånden begyndt at finde vej gennem de uddybede løb. Det er således den tids geografiske forandringer, der er grundlaget for opkomsten af [[Husum]]. Måske sejladsen ad de nydannede farvande øst for [[Sild]] ikke har betydet ret meget, men at den har eksisteret noget senere, viser blandt andet et brev fra [[Christian 4.]] til [[Corfitz Ulfeldt]] (1643), hvori denne får befaling til at lade et af flådens skibe '' 'gå henad Ammerup ([[Amrum]]) och sammestedtz ware på, at ingen løbber der ygennem och intet fortolder'.'' 

Egnene har i det mindste ved forandringerne fået en forøget betydning og større interesse, hvad der også til dels forklarer de anstrengelser, som f. eks. [[slægt]]en Limbek gør for at erhverve sig magt der. 

Den interesse, som således kom til at knytte sig til disse [[område]]r, giver sig også udslag ved fredsslutningen i 1435. Ved denne fred i [[Vordingborg]] måtte [[Erik af Pommern]] overlade grev [[Adolf 8. af Holsten|Adolf 8.]] [[Hertugdømmet Slesvig]] og de [[frisisk]]e [[udlande]], men beholdt Vesterland-[[Føhr]] og [[Amrum]] samt [[List]]. Danskerne lagde vægt på at beholde disse [[enklave]]r; farvandene her var værdifulde for dem og ikke mindst gjaldt det for dem at bevare den vigtige indsejling [[Lister Dyb]] med den indenfor dette værende Rhed (Lister Havn), samt Smalle Dyb ved [[Amrum]] og [[Føhr]]; begge steder var udmærket [[egn]]et som pladser for [[krigsskib]]e, hvad de også senere, f. eks. under [[Christian 4.]], anvendtes til. 

De i det vestlige [[Slesvig]] beliggende [[enklave]]rs betydning holdt sig, så længe [[handel]]en på [[Ribe]] var i sin blomstringsperiode; særligt gjaldt dette selvfølgeligt [[enklave]]rne omkring [[Lister Dyb]]. Dette løbs betydning regnedes for så stor, at [[Karl 10. Gustav af Sverige]] i 1658 endog mente at kunne tilkøbe sig [[England]]s forbundsskab mod [[Danmark]] ved at tilbyde Cromwell [[Lister Dyb]] med omliggende [[ø]]er. Nævnes må i denne forbindelse også [[Christian 4.]]'s planer om at anlægge en [[handel]]sby ved denne indsejling. 

I årene 1642 til 1643 var der etableret en strømtold, som senere genoprettedes i 1681. Det forordnedes dengang, at alle skibe, som passerede farvandet mellem [[Sild]] og [[Wieding Herred]], skulle fortolde ved det nyoprettede [[toldsted]]. Ligeledes bestemtes det, at fartøjer, der gik gennem Smalle Dyb eller gennem Fartrap Dyb skulle søge ned til tolderens befuldmægtigede på [[Amrum]]. 

[[Tønder]] besværede sig over denne [[told]], som også blev genstand for underhandlinger mellem kongen af [[Danmark]] og [[hertug]]en af [[Gottorp]]. Fra [[kongerige]]ts side stillede man sig meget afvisende, til dels på en noget overlegen måde; man begrundede dette ved følgende udtalelse:
'' 'Der Lyster-Strom oder Tief hat auff beyden Seiten seinen kundbaren Lauff zwischen I. Kön. Maytt. understreitigen, zur Krön Dennemarken gehörigen Landen, gehört also unter Deroselben Souveraine Hoheit, und ist dahero ein wunderbarlicher Einfall, in einem frembden Gebiete und auff frembden Fahrwassern wegen Zollhebens Ziel oder Masse setzen zu wollen. Ob die vormalige Gottorfische Unterthanen sich der Fahrt auff besagtem Strom gebraucht oder nicht, thut wenig zur Sache. Dan es in ihrem Gefallen gestanden, davon weg zu bleiben'.''
Der fremhæves således her netop dette, at [[område]]rne omkring [[Lister Dyb]] tilhører den danske [[konge]], hvorfor farvandet er helt dansk. 

I 1648 sender [[Tønder]] en anmodning til [[konge]]n om at forbedre byens stilling, og blandt de forslag, man fra [[Tønder]]s side fremkom med, var også et, der gik ud på en ophævelse af [[List]]er-tolden. Dette opnåedes dog først ved [[freden i Traventhal]] den 18. august 1700, idet det i artikel 9 i fredsbestemmelserne bestemtes, at der ikke skulle være told på varer, der ad søvejen førtes til eller fra [[Tønder Amt]]. 

Men med [[Ribe]]s nedgang og med den forskydning, som [[handel]]svejene undergik, svandt også [[enklave]]rnes betydning, og deres stilling blev efterhånden endog ret vanskelig. Tidligere havde deres forbindelse med [[kongerige]]t bragt dem forskellige fordele, som f. eks. da de under [[Frederik 2.]] (i 1582) blev fritaget for at skulle svare [[Øresundstolden]], noget som bevirkede, at skibsfarten fra [[Rømø]] voksede i ikke ringe grad. Men da [[Christian 4.]] i 1611 ophævede denne bestemmelse, standsede farten med [[Rømø]] skibene omtrent fuldstændigt. 

Senere bevirkede den [[omstændighed]], at [[enklave]]rne var under de [[kongerigsk]]e toldbestemmelser, at de var dårligere stillet end de [[egn]]e af [[hertugdømme]]rne, der omgav dem, noget der i særlig grad fik betydning for [[Ribe]]. Men nogen værdi for [[handel]] og trafik havde ikke; det er først, da de trafikale forhold er ved at ændre sig i midten af det 19. årh., ved at indførelsen af dampkraften i skibsfarten og landtrafikken på ny bevirkede en forskydning af [[handel]]svejenes forløb og fremkalder ønsket om en storhavn ved vestkysten, at visse af [[enklave]]rne på ny får interesse. Angående den udvikling, der foregik i disse [[egn]]e i midten af det 19. årh., skal her kun henvises til mit arbejde om [[skibsfart]]en i det danske vadehav, dog må det tilføjes, at der ved afslutningen af [[Treårskrigen]] i 1850 var tale om at drage en grænse over [[Højer]] og [[List]]. Disse to steder samt [[Flensborg]] skulle så være frihavne. I den følgende tid indtager netop [[egn]]ene i [[enklave]]rne omkring [[Lister Dyb]] en fremskudt stilling i diskussionen om anlægget af en vestkysthavn, men afståelsen af [[hertugdømme]]t i 1864 ændrede situationen fuldstændigt. 

[[Enklave]]rne havde været af en vis betydning for [[Ribe]], og tilfældet førte med sig, at man ved afståelsen af disse [[kongerigsk]]e [[område]]r kom til at beskæftige sig med den gamle [[handel]]sbys opland. Det [[område]], som [[Danmark]] fik som erstatning for de afståede [[enklave]]r, kom foruden [[Ærø]] og de 8 sogne til at omfatte nogle [[egn]]e ved [[Ribe]], som for en stor del var [[enklave]]r i forvejen, nemlig [[Vester Vedsted]], [[Seem]], [[Farup]] og [[Hjortlund]] sogne, samt den del af [[Vilslev Sogn]], der lå syd for [[Kongeåen]]; hertil kom så det meste af [[Kalvslund Sogn]] og et lille stykke af [[Fole Sogn]]. Efter det oprindelige udkast til den nye [[grænse]] skulle denne gå langs [[Kongeåen]] til [[Hjortlund Sogn]] og derfra videre mod syd til [[Obbekær]] øst for [[Ribe]]; herved ville [[Ribe]], der allerede ved [[fredstraktat]]en havde mistet to tredjedele af sit opland, yderligere være afskåret fra en del af sit opland nord for [[Kongeåen]], da dens hovedforbindelsesvej mod øst, vejen til [[Kolding]], ville blive overskåret af den nye grænse. Det lykkedes, mod en lille afståelse i [[Taps Sogn]], at få grænsen flyttet, således at den kom til at gå lige øst for [[Villebøl Bro]]; [[Ribe]] beholdt derved den vigtige vejforbindelse. 

Imidlertid kom dette ikke til at få megen betydning for byen, da gennemførelsen af [[jernbane]]n til [[Esbjerg]] i 1874 medførte, at næsten hele det opland, som [[Ribe]] havde haft nord for [[Kongeåen]], gik over til de nye [[stationsby]]er ved denne bane. 

== Noter ==
* '''''De gamle [[kongerigsk]]e [[enklave]]rs [[oprindelse]]''''', af [[N. H. Jacobsen]]. [http://www.tidsskrift.dk/visning.jsp?id=69651]
* ''[[Enklave]]rne i [[Sønderjylland]]'', af Uwe Brodersen. [http://www.dengang.dk/readarticle.php?article_id=273]

[[kategori:Enklave| ]]
[[kategori:Sønderjylland]]
__notoc__
[[Kategori:Topografi]]