Redigerer Om ægteskab

<center>1.</center>
Hvo [[hustru]] vil have, bede hende af [[forældre]], eller rette [[værge]], dog med hendes ja og [[vilje]].

<center>2.</center>
End gifter hun sig uden dens [[vilje]], som efter [[loven]] er hendes rette [[værge]], da volder han hendes [[gods]], imens hun lever, om han vil. 

<center>3.</center>
Hemmelig [[trolovelse]] skal ej holdes, som er sket uden [[forældre]]s, eller deres [[vilje]], som er rette [[værge]] efter [[loven]].

Dog dersom [[forældre]], eller [[værge]], ikke have nogen [[skellig]], eller [[lovlig]], [[årsag]] det at forhindre, da skal deres [[forbud]], eller hvis [[forhindring]] de der udi ville gøre, intet [[gælde]]. 

<center>4.</center>
Holder en [[værge]] nogen [[mø]] over hendes atten år for hans egen fordels [[skyld]] [[ugift]] hos sig, om hun [[bekvemmelig]] kan blive forset, da må hendes andre [[frænde]]r og venner [[klage]] det for [[øvrigheden]], som der udi skulle gøre hvis [[ret]] og [[billig]]t er.

<center>5.</center>
[[Trolovelse]] skal ikke holdes, som sker i [[drukkenskab]], eller i nogens [[umyndige]] år, som agtes i [[mandsperson]] under tyve fulde år og i [[kvinde]]s [[person]] under seksten fulde år, ej heller om en er ikke ved sin rette [[fornuft]] og [[forstand]].

<center>6.</center>
Ej heller skal agtes, eller for fulde anses hvis hemmelig bepligtelse- eller [[trolovelse]]s-[[brev]], som nogen giver hver andre [[indbyrdes]]. 

<center>7.</center>
[[Forpligter]] nogen [[ægtemand]]s- eller kvindes-[[person]], imidlertid de leve i ægtefælled, sig nogen at ægte, da skulle de, som sig så [[forpligte]], eller [[forskrive]], så vel som de, der sådanne [[forskrivelse]]r tage, stå åbenbare [[skrifte]], og [[straffes]] på deres [[formue]], om de [[middel]] have.

Hvis ikke, da [[mandsperson]]en en [[tid]] lang [[straffes]] i [[jern]] og kvindes [[personen]] i [[spindehus]]et.

<center>8.</center>
End [[besove]]r [[ægtemand]] i sit [[ægteskab]] nogen kvindes [[person]], da må han ej efter [[hustruen]]s [[død]] komme i [[ægteskab]] med den han [[besove]]t har.

Ej heller ægtekvinde, som i [[ægteskab]] af anden bliver [[besove]]t, efter mandens [[død]] med den, som hun er [[besove]]t af.

<center>9.</center>
[[Personer]], som for [[slægt]]s, eller [[svogerskab]]s, [[skyld]] ikke må samles i [[ægteskab]]:

# [[Forældre]] og deres [[børn]], så og de, som er i forældres sted, og de, som er i børns sted, må hverken nær, eller fjern, samles i [[ægteskab]]. [[Forældre]] er fader og moder: [[børn]] er søn og datter: i [[forældre]]s sted er alle oldefædre, og [[forældre]]s og oldefædres [[søskende]], fra [[olding]] til [[olding]], i hvorvidt de sig opstrække kunne: i børns sted er børnebørn og deres [[børn]] ned ad, i hvor vidt de sig nedstrække kunne.
# Brødre og søstre må ej komme sammen i [[ægteskab]], enten de er fuld- eller halv-[[søskende]]; [[broder]] må ej heller tage til ægte søsters, eller broders, datter, ej heller nogen af dem, som af søsters, eller broders, [[børn]] avles, i hvorvidt de sig nedstrække kunne; ej heller må [[søster]] til ægte bekomme sin broders, eller søsters søn, ej. Heller nogen, som avles af dem, i hvorvidt de sig kunne nedstrække. 
# De, som i andet og tredje led er beslægtede, det er [[søskendebørn]] og [[næstsøskendebørn]]; [[item]] om den ene [[person]] er i andet led og den anden i fjerde led, må ikke komme sammen i [[ægteskab]]; men de, som er i fjerde led, [[desligeste]] om den ene [[person]] er i tredje og den anden i fjerde led, da må de have hinanden.
# En mand skal holde sig lige så vel fra sin [[hustrus]] [[slægt]], som fra sine egne [[slægtning]]e; og en [[kvinde]] skal holde sig lige så vel fra sin mands [[slægt]], som fra sine egne [[slægtninge]]; ti ligervis som en ikke må have sin egen [[søster]] til ægte, så må han ikke heller have sin [[hustrus]] [[søster]] til ægte: og ligesom en [[kvinde]] må ikke have sin [[broder]] til ægte, så må hun ikke heller have sin mands [[broder]] til ægte, og så fremdeles. Og skal herhos agtes, at [[svogerskab]], som hindrer [[ægteskab]], ikke agtes videre end iblandt en mand og alle hans [[hustrus]] [[slægtninge]], og iblandt en [[kvinde]] og alle hendes mands [[slægtninge]], og ikke iblandt mandens og kvindens [[slægtninge]] [[indbyrdes]]; <br> Hvorfor mandens og kvindens [[slægtninge]] ikke forbydes for [[svogerskab]] at komme sammen i [[ægteskab]]: så må da to brødre have to søstre, fader og søn have moder og datter, og en mand må have sin [[stifmoder]]s moder, eller datter, og så fremdeles.
# En mand må ikke have sin [[hustrus]] [[slægt]], eller [[hustruen]] hendes mands [[slægt]] i andet, eller tredje, led, efter manden, eller [[hustruen]], er [[død]] fra [[hin]] anden, men i fjerde led, eller i tredje og fjerde led, må det ske. I lige måde skal og holdes, om nogen beligger noget [[kvindfolk]], endog de er ikke [[ægtefolk]], dersom nogen af dem siden ville [[gifte]] sig, da må hverken han have hendes, ikke heller hun have hans [[slægt]], i andet eller tredje led. 
# Ingen mands [[person]] må tage sin [[stiffader]]s efterladte [[hustru]], eller kvindes [[person]] sin [[stifmoder]]s efterladte mand til ægte, eftersom sådant ikke alene strider imod den gemene ærbarhed, men end og er af stor forargelse. I lige måde må mands [[person]] ej tage til ægte sin stifsøns efterladte [[hustru]], eller kvindes [[person]] sin stifdatters efterladte [[husbond]]. 
# Kommer nogen ellers uvitterlig med hver andre i disse forbudne led, som søskendebørn og andre, i [[ægteskab]] sammen, da skulle de derfor hverken ved [[dom]] adskilles, eller [[straffe]]s; men forser nogen sig [[vitterlig]] herimod, da skulle de straffes på deres [[formue]], og [[rømme]] den [[provins]], som de bo udi. 
# Begiver nogen sig uden rigerne der at [[lade]] sig i [[ægteskab]] sammenvie, som ellers i [[kongens]] riger imod [[loven]] ikke burde tilsammen at stedes, og siden i [[kongens]] riger sig begive, eller nedersætte, da skulle de ikke alene [[straffe]]s på deres [[formue]], men og som lovens underfundige overtrædere ikke tilstedes i [[kongens]] riger sig at opholde.

<center>10.</center>
De [[personer]], som ikke er i rangen, eller af [[adel]], eller lige ved [[adel]] agtes, og agte at indgå [[ægteskab]], skulle først [[trolove]]s, og siden for [[brylluppet]] [[lade]] [[lyse]] tre gange for sig på tre søndage efter [[hin]] anden åbenbarlig af [[prædikestol]]en i det [[sogn]], som fæstemøen, eller kvinden, sig opholder, på det at, dersom nogen er, der kunne [[lovlig]] forhindre sådant [[ægteskab]], de det imidlertid kunne [[granske]] og forfare, før end ægteskab bliver fuldkommet; derfor om nogen har noget deri at sige, eller ville gøre noget [[forbud]] på [[ægteskabet]], da skulle de, før end der lyses tredje gang, give [[sognepræsten]] det tilkende i to, eller tre, [[dannemænd]]s [[nærværelse]], og være [[forpligtede]] [[straks]] at tage [[stævning]], hvorfor han, eller hun, samme ægteskab forhindre ville; hvis det ej gøres, da skal samme [[forbud]], eller [[forhindring]], ikke [[gælde]], eller agtes hvad de derefter gøre ville.

<center>11.</center>
Ingen [[trolovelse]] skal ske, uden at [[præsten]] og fem andre [[vidnesbyrd]] i det mindste er der [[overværende]]. Holdes dog iblandt dem, som er i rangen, eller af [[adel]], og dem, som lige ved [[adel]] agtes, for fuld [[ægteskabsløfte]], hvor begge parterne i seks af fælles venners [[nærværelse]] tilsige hver andre [[ægteskab]], og give hinanden fuld ja-[[ord]].

<center>12.</center>
De, som således trolovede er, eller [[hin]] anden [[ægteskab]] have tilsagt, må dog ej søge [[seng]] med hver andre, for end de er viede sammen i [[kirken]].

Hvo som [[fordriste]]r sig herimod at gøre, skulle [[straffes]] af deres [[øvrighed]], når de af [[sognepræsten]] blive påminte.

Og dersom de ligge i et ondt [[levned]], og forholde at [[lade]] sig vie sammen i [[kirken]], da skal [[sognepræsten]] sætte dem en vis [[tid]] for, og hvis de ikke inden den [[tid]] [[lade]] sig vie tilsammen, skal han åbenbarlig [[forbyde]] dem [[nadveren]]s [[sakramente]]: og dersom de endda ikke ville rette sig, da skulle de for sådan deres forargelses [[skyld]] åbenbarlig sættes i band. 

<center>13.</center>
Gøres der [[forbud]] hos [[præsten]], før [[trolovelse]]n sker, da skal [[præsten]] holde sig derfra, og den, som forbudet gør, være [[forpligtet]] [[straks]] at tage [[stævning]], ligesom tilforn er sagt, om nogen vil gøre [[forbud]] for [[bryllup]]pet.

<center>14.</center>
[[Årsager]], hvorfor de, som er [[trolove]]de, må adskilles:

# [[Trolovelse]], som nogen nødes til, bør ej at holdes, såfremt det gives tilkende før [[bryllup]]pet sker; men derefter at ville sige sig at være nødt dertil skal intet [[gælde]]. 
# Om nogen [[fæster]] en mø, og hun bliver derefter befunden at være krænket af en anden, da må han skille sig ved hende, om han ikke vil tage hende til [[nåde]]; og dersom den første, som havde krænket hende, vil tage hende til ægte, da må det tilstedes.
# Om de [[personer]], som er trolovede, forse sig på enten af siderne, så at enten han bevarer sig med noget andet [[kvindfolk]], eller hun bevarer sig med en anden [[mandsperson]], da må de og være [[hin]] anden [[kvit]], uden den [[person]], som [[uskyldig]] er, vil benåde den skyldige: men dersom de forse sig på begge sider, da skal dem ikke tilstedes at blive ved den [[person]], som de have forset sig med på enten af siderne for den [[forargelse]], der ville følge efter; men bør derfor at [[straffe]]s på dobbelt [[lejermål]]s bøder.
# Dersom nogen [[trolove]]r sig en, og ikke bevarer sig med hende, og han derefter [[trolove]]r en anden og [[besove]]r hende, da skal han [[betale]] tre dobbelt lejermåls bøder, og ingen af dem [[beholde]]. Og den [[præst]], som har forrettet sidste [[trolovelse]], og ikke har anset hvis tilforn om [[trolovelse]] sagt er, skal straffes på [[penge]] til [[fattige]] præsteenker efter [[provstemode]]ts [[sigelse]]. 
# Dersom nogen, efter [[trolovelse]]n sket er, drager hen fra sin [[fæstemø]], og bliver længe fra hende imod hendes [[vilje]] og [[samtykke]], da må hun efter tre år [[gifte]] sig med en anden, om fæstemanden ikke er i [[lovlig]] [[forfald]] forhindret. Det samme er og om [[fæstemø]]en drager fra fæstemanden; dog skal det først gøres bevisligt, at den [[person]] har været så længe borte. 
# Om nogen af parterne, efter [[trolovelse]]n sket er, forser sig med [[tyveri]], eller anden sådan uærlig [[gerning]], hvilken dog ikke følger livs [[straf]] efter, da må den uskyldige befris fra den skyldige, om den det [[begærer]]. 
# Om nogen for [[trolovelse]]n havde nogen hemmelig [[sygdom]], som [[spedalskhed]], faldendes sot, eller nogen anden [[slig]] besmittelig og [[vederstyggelig]] syge, og ikke den åbenbarede, da må han, eller hun, blive hver anden [[kvit]], om de det [[begære]]. Men dersom sådan [[sygdom]], eller anden krankhed, kommer efter trolovelsen, da skal der sættes nogen [[tid]], i hvilken mand kan søge [[råd]], om den syge imidlertid kan hjælpes; kan den ikke, da må den [[trolovelse]] opslås, om det begæres.
# Om en trolover en anden, og den ene ikke findes efter [[trolovelse]]n så rig som den havde sig angivet, og den anden for [[slig]] årsags [[skyld]] vil sådan [[trolovelse]] omkaste, og ikke holde, da skulle de derfor ikke må skilles ad. 

<center>15.</center>
[[Årsager]], hvorfor [[ægtefolk]] må [[adskille]]s:

# '''[[Horeri]]'''. Dog skal den [[person]], som anklager, [[lovlig]] [[stævne]] den, der anklages, i rette, og [[skellig]] [[bevise]] det: og er det ikke nok, at den [[person]], som anklages, det selv bekender, fordi mand tit befinder, at mange lyve på sig selv, på det den ene kan blive af med den anden, og komme den i [[skade]], som han, eller hun, siger sig at have syndet med, eller for anden [[sag]]. Herhos skal [[dommeren]] forfare:
## Om den [[person]], som [[anklager]], er [[uskyldig]]; thi dersom dens [[skyld]] og findes i lige måde, da bør de ikke at skilles ad, efterdi hverken af dem, som [[hin]] anden i så måder ville [[beskylde]], bør selv for den [[sag]] [[skyldig]] at være; men dersom den ene [[person]] retter og bedrer sig, og den anden ikke, så det findes bevisligt, da må den, som retter sig, vel [[adskille]]s fra den anden, som bliver varagtig i sit syndige [[levned]].
## Skal og [[flittelig]] forfares, om nogen af dem har givet den anden merkelig årsag til sådan [[forseelse]], med [[rufferi]], [[tyranni]], eller i andre måder, som [[dommeren]] kunne kende at være [[ret]] årsag til sådan fald, da bør de ej lettelig at skilles ad.
## Om en [[dannemand]]s [[hustru]] bliver voldtagen, da bør hun ikke for sådan [[voldtægt]] at skilles fra hendes [[husbond]], fordi den bør ej at straffes, som lider [[uret]], men den der gør [[uret]]. 
## Dersom en mand, efter at han har befundet sin [[hustru]] i [[hor]], søger [[seng]] med hende, da har han dermed forbrudt sin [[tiltale]] til hende; men dersom hun anden gang forser sig, og han da holder sig fra hende, da må han [[klage]] hende an, og skilles ved hende; og må hun ikke [[gifte]] sig igen uden [[kongens]] [[synderlig]] [[bevilling]], og det efter tre års forløb, og da skal hun føre [[nøjagtig]] [[vidnesbyrd]], at hun imidlertid har skikket sig ærlig og [[kristelig]]; dog skal hun ikke må [[gifte]] sig, eller blive boendes i det [[sogn]], [[herred]], eller by, som den uskyldige er boendes. Det samme er og, om [[hustruen]] befinder sin mand i hoer. Den uskyldige [[person]] står det frit for [[straks]] at træde til andet [[ægteskab]], når [[skilsmisse]] ved [[dom]] er sket.
# '''[[Desertio]]''', når den ene ægteperson foruden nogen [[skellig]] [[årsag]], eller den andens [[samtykke]] forlader den anden og drager bort, og skal dermed så holdes:
## Den [[person]], som forladt er, skal tøve den anden efter i tre år i det mindste, uden så er, at det kan [[skellig]] [[bevise]]s, at den [[person]], som er bortdragen, belægger sig med nogen anden, da må den [[person]], som forladt er, tilstedes til [[ægteskab]] [[straks]] sådant bevist er; men når de tre år er forløbne, da skal den [[person]], som forladt er, [[stævne]] den anden først til [[herredsting]] og siden til [[landsting]], og føre det bevist til [[konsistorium]]. Dernæst skal den have sit [[vidnesbyrd]] beskrevet af sin sogne-[[præst]] og sit [[skudsmål]] af sit sognefolk, som skal tages til [[tinge]], at den anden [[person]] har været borte i tre år, og at den forladte [[person]] har imidlertid levet og holdet sig ærlig og vel, og ikke givet den [[person]], som er bortrømt, [[skellig]] [[årsag]] dertil, og når dette så altsammen [[lovlig]] bevist er, da må den [[person]], som forladt er, tilstedes at [[gifte]] sig igen.
## Sker det, at den forladte [[person]] forser sig, før end de tre år er endte, da skal den [[person]] [[straffes]] [[tilbørlig]] af sin [[øvrighed]], dog ikke forbydes ægteskab, uden med den [[person]], som den sig har forset med.
## Dersom en mand drager hen i [[krig]], eller på sit [[købmandskab]], og af sådan årsag bliver længere borte, da skal han ikke holdes [[pro]] desertore, men hans [[hustru]] skal fortøve ham efter i det mindste i syv år.
## Dersom og er vis [[kundskab]], at han er fangen, eller i andre måder forhindret imod sin [[vilje]], da skal hun endelig fortøve ham efter, og ikke [[gifte]] sig med nogen anden.
## Når der er [[vidnesbyrd]], at en mand er bleven enten i [[krig]], eller i andre måder, omkommen, da skulle de [[vidnesbyrd]] overhøres af deres tilbørlige dommere, om de er nøjagtige, og der tages beskrevne, og siden skal den [[person]], som vil [[gifte]] sig, indføre samme [[vidnesbyrd]] for [[consistorio]], og der gøre bevisligt, at hun har skikket sig vel, og siden må hende tilstedes andet [[ægteskab]]. Men dersom nogen [[fordriste]]r sig til at søge [[seng]] med hver andre, før end [[dom]] [[lovlig]] gåen er i [[consistorio]], da skulle de derfor [[straffes]] af deres [[øvrighed]].
## Sker det så, når en [[kvinde]] har så gift sig med en anden mand, efter [[dom]] gangen er, at den første hendes mand kommer igen, og begær sin [[hustru]] til sig igen, da bør han at have [[nøjagtig]] [[vidnesbyrd]] med sig, at han har imidlertid sig tilbørligen forholdet, og med ingen anden sig forset, eller forvises at søge sådant [[vidnesbyrd]] af dem, som han har været hos: og når han det har gjort bevisligt, bør hans [[hustru]] at forlade den anden mand og komme til den første igen. 
# '''[[Impotentia]]''', når nogen er ubekvem til [[ægteskab]]; dog skal den [[person]], hvis brøst så findes, stedes tre års [[tid]] at søge [[råd]], om den imidlertid kan hjælpes, om den havde den brøst for brylluppet, og dersom den ikke da bliver hjulpen, da må der blive [[skilsmisse]] imellem dem; men dersom den brøst kom efter [[bryllup]]pet, da skulle de bære det som et andet [[kors]], der [[ægtefolk]] kan [[tilkomme]]. 

<center>16.</center>
Adskillige [[tilfælde]] i [[ægteskab]].

# Om en mand, eller [[kvinde]], som er ægtegift, forser sig med hans eller hendes [[broder]], [[søster]], eller næste [[slægt]], som er imod [[guds]] [[lov]], og ham, eller hende, af [[synderlig]] årsag benådes livet, da må de blive tilsammen, uden så er, at den, som [[uskyldig]] er, begær at skilles fra den, som sig i så måder forset har.
# Om den, der har sin [[fæstemø]], tager sig en anden til ægte, da, dersom han har haft noget [[ydermere]] at skaffe med samme sin trolovede, bør han at forlade den anden, og [[beholde]] den første, om hun vil; men dersom han i så måder er [[uskyldig]], da skal han blive hos den anden, om hun ikke viste, at han var trolovet med den første, der hun gaf sig i [[ægteskab]] med ham; men dersom hun viste det, da bør han at give den anden over, og blive hos den første, om hun det [[begærer]]. Begær hun det ikke, så skal han dog ikke [[beholde]] den anden, efterdj hun viste, at han tilforn var trolovet: og han, som sig i så måder forser, skal [[straffes]] derfor af [[øvrigheden]] på yderste [[formue]].
# Dersom [[husbond]], eller [[hustru]], falde i nogen besmittelig syge, som [[spedalskhed]], eller [[deslige]], da bør de ikke derfor at skilles ad, men lide det tålmodelig som et [[kors]] dem er pålagt; dog er det i sig selv kristeligt, at den, som med [[slig]] [[sygdom]] er belat, ikke [[begærer]] at besmitte den anden. 
# Dersom bevisligt er, at enten [[husbonden]], eller [[hustruen]], har været besmittet med [[spedalsk]] syge, og ikke har det åbenbaret, før de komme sammen i [[ægteskab]], men at den ene derefter har fordærvet den anden, da må den, der så bedragen er, vel skilles ved den anden. 
# Dersom [[husbonden]], eller [[hustruen]], bliver afsindig, da må deres [[ægteskab]] derfor ikke [[adskille]]s, men den ene at se den anden til gode, og hjælpe hinanden i alle de måder muligt kan være.
# Om [[husbond]], eller [[hustru]], bliver befunden i [[tyveri]], eller nogen anden uærlig [[sag]], som er [[halsløs]] [[gerning]], og bliver dog sparet på livet af [[øvrigheden]], da må de derfor ikke skilles ad; men blive sådanne [[misdæder]]e [[fredløs]]e, eller [[landflygtig]]e, og ikke bekomme deres [[fred]] igen af [[øvrigheden]] inden tre år, da må den uskyldige [[person]] tilstedes at [[gifte]] sig, om den des imellem har holdet sig ærlig og vel, og det [[skellig]] kan [[bevise]]s. 
# Dersom nogen bliver [[fredløs]], dog ikke for uærligt, da bør [[hustruen]] at fortøve i syv år, om han des imidlertid kan stille [[øvrigheden]] [[tilfreds]], og komme til sin [[fred]] igen. Sker det ikke, da må hende efter de syv år tilstedes at [[gifte]] sig med en anden.
# Om en [[ægtemand]] far andensteds hen, og der gifter sig med en anden [[hustru]], som ikke ved af hans første [[giftermål]], da holdes hun [[uskyldig]], så længe hun ved der intet af, og bør derfor hverken hun, eller hendes [[børn]], som de have avlet sammen, at lide nogen [[skade]] enten på ære, eller [[gods]]. Men om hun kommer i vis forfaring, at han har en anden [[hustru]], da bedriver hun hoer, om hun længer har samkvem med ham, og når sådant bliver [[åbenbare]]t, at han må ske bliver livet benådet af [[kongen]] for nogen mærkelig [[årsag]]s [[skyld]], da skal han komme til den første igen, om hun vil tage ham til [[nåde]]: vil hun ikke, da må han dog ikke [[beholde]] den anden, men hende skal det være frit for at [[gifte]] sig med en anden mand. [[Sammeledes]] skal og holdes, om en ægtekvindes [[forseelse]] i så måder befindes. 
# Dersom nogen enten til [[tinge]], eller imellem sig selv, give hver andre [[skilsmisse]]-[[brev]], da skal samme [[brev]] intet agtes, men de, som samme [[breve]] udgive, eller [[samtykke]], skulle [[straffes]] af [[øvrigheden]] og stå [[åbenbar]] [[skrifte]].

[[kategori:Om verdslig- og hus-stand]]
[[kategori:Danske Lov]]