Om manddrab

Danske Lov

1.

Hvo som dræber anden, og det ikke sker af våde, eller nødværge, bøder liv for liv, og enten han udstår sin straf, eller rammer, så han ej kan opspørges og betrædes, og dømmes fredløs, da skal hans hovedlod, undtagen jord, være forbrudt, halvdelen til den dræbtes næste arvinger og halvdelen til hans herskab.

2.

Er de flere i håndgerningen, og have slaget, såret, eller skadet den dræbte, da bør de alle at miste deres fred.

3.

Den dræbtes næste arvinger er rette eftermålsmænd, som skulle sagen forfølge.

Men forsømme de det, og enten ikke ville, eller og ikke kan, udføre sagen, og deres husbond ej heller vil sig sagen antage, eller og ingen ret eftermålsmand er til, da er øvrigheden og jorddrotten, på hvis grund drabet sket er, forpligtet til at udføre sagen til ende, og de tage manddraberens halve boslod, som ellers eftermålsmanden tilkom.

4.

Manddraberens husbond skal være forpligtet til, når han advares, at lade gribe manddraberen, dersom han ikke på drabsstedet blev pågreben, og efter dommen lade rette over hans hals, hvortil kongens amtmænd, eller andre, som på kongens vegne noget have at befale, skal være ham beforderlige.

5.

Forsømmer husbonden det, da skal det kongens amtmand, eller foged, i hvis amt det er, tilkendegives, og han skal forpligtet være at lade straffe manddraberen, og kongen tager hans halve boslod, som ellers var manddraberens husbond tilfalden.

6.

Ville og ikke kongens fogeder lade rette over kongens tjenere, eller andre husbonder over deres tjenere, da må den, som jorddrot er til den gård, som den dræbte da iboede, eller ivar, det lade gøre, og tage så manddraberens halve boslod, som ellers kongen eller husbonden tilkom, og kongens foged, som ikke gjorde sit embeds pligt, være skyldig til selv at betale kongen så meget, som manddraberens halve boslod var, og derforuden tiltales af fiskalen på hans embede.

7.

Letfærdige kvindfolk, som deres foster ombringe, skulle miste deres hals, og deres hoved sættes på en stage.

8.

Vorder noget letfærdigt kvindfolk med barn, og med sin barnefødsel i dølgsmål omgår, og ikke bruger de ordentlige beskikkede midler, som hende og fosteret i sådant tilfald kunne betjene, og samme barn borte bliver, eller påskydes at være døt født, eller i andre måder forkommet, da skal hun agtes så som hun sit foster med vilje havde ombragt.

9.

Ingen letfærdige og besovede kvindfolks børn, som uden ægteskab avlede er, og døde findes, må jordes, før end præsten derom advaret har givet øvrigheden det tilkende, hvilken straks lovlig dertil skal lade synsmænd opkræve, som den døde skulle syne. Findes da nogen kendelig tegn til håndgerning, eller til mistanke billig anledning, at med barnet ikke er lovlig omgået, eller handlet, da forfølges sagen lovlig til tinge af husbonden som andet drab.

10.

Dersom nogen kan betrædes, eller nøjagtig overbevises, enten sit eget, eller andens barn, på vilde mark, hvor folk ikke er, eller lettelig formodes at komme, at henlægge og forlade, da skal den agtes som manddraber, og have sit liv forbrudt, om end skønt barnet ved guds forsyn kunne findes og i live erholdes.

Men lægges det i marken på alfarvej, eller så nær ved by, at det folk lettelig kan forekomme, da straffes den, som sligt gør, til kagen, og brændes på kinden.

Men lægges barn i hus, eller by, hvor det straks af folk kan findes og reddes, da straffes den det gjort har til kagen uden brænde.

11.

Hvo som råder og tilskynder nogen til at gøre anden mand skade, så at han derover bliver dræbt, bøde fuld mandebod trende atten lod sølv.

Men sker der anden skade, da bøde halv så meget, som den, der skaden gjorde.

12.

End befaler, eller køber, nogen en til at dræbe, eller gøre anden mand skade, da agtes det ligesom han selv havde gjort det med sin egen hånd.

13.

Hvor tvist og uenighed iblandt folk sig begiver, skal enhver, som tilstede er, forpligtet være ulykke og manddrab at hindre og forekomme.

Men sker manddrab, da manddraberen at hindre, at han ej bortkommer. End undkommer han, da skulle de alle være pligtige til ham at eftersætte, og føre tilstede inden otte dage derefter i det seneste, eller og enhver af dem, om de er formuende, give fuld mandebod, trende atten lod sølv. Har de ej formue at udgive bøderne, da straffes, som formuen er til, eller lide på kroppen med fængsel, eller arbejde.

14.

Har nogen af de hosværgende været i håndgerning med til drabet, da gås derom, som tilforn sagt er.

15.

Sigter den dræbte, førend han dør, og imens han har sit fulde vid, nogen for banemand, og han benægter det, og aldeles ingen vidne er, som om gerningen kunne bære vidnesbyrd, da bør den, som så sigtes, sig ved sin ed at befri.

16.

Sigtes nogen for drab, eller anden misgerning, og han med lovfaste vidner beviser, at han var så langt fra stedet, hvor drab eller anden misgerning skete, den dag, som det skete på, at han kunne ikke fare der to gange imellem om dagen, til eller fra, og var den tid enten i kirke, på ting, på skib, eller i forsamling, da bør han at være angerløs for den sag, som han sigtes for.

17.

Sker drab af nogen i vildelse og raseri, da bør han ej på livet at straffes, men af sin formue, som han har, eller kan derefter bekomme, give til den dødes arvinger fuld mandebod trende atten lod sølv.

18.

Det samme er og om drab, som af barn beganges, der ej er sine fulde ti år.

19.

Dræber den, som er imellem ti og fjorten år, anden, have forbrudt sin hovedlod til den dødes arvinger og sit herskab, og straffes med ris på kroppen.

Men er samme barn ellers for ulydighed og skalkhed bekent, da bør han sin livstid at trælle og arbejde hvor han hendømmes.

20.

Bod for manddrab må ej fæstes, eller nogen forligelse ske imellem manddraberen og den dræbtes arvinger, eller venner, førend dommeren har kent i sagen. End fæstes den før, da skal samme bod være forbrudt til den dræbtes herskab, og han skal være pligtig sagen at forfølge. Gør han det ikke, da skal øvrigheden og jorddrotten, på hvis grund drabet sket er, det efterkomme, og de tage så den bod, som ulovlig fæst eller udlovet var.

21.

Den, som sig selv ombringer, have sin hovedlod forbrudt til sit herskab, og må ej begraves enten i kirken eller på kirkegård, med mindre han gør det i sygdom og raseri.

22.

Hvo som overbevises at have villet ombragt nogen med forgift, eller i andre måder, have forbrudt sit liv.

Jyske Lov

Bliver en mand dræbt om torsdagen før middag eller en hvilken som helst dag før torsdag, og er der landsting på den første lørdag derefter, da skal frænderne lyse det på dette ting.

Men bliver en mand dræbt om torsdagen efter middag, da skal de vente til det andet ting derefter.