Om nødværge

Version fra 24. mar 2012, 16:12 af Hp (diskussion | bidrag) Hp (diskussion | bidrag)
(forskel) ←Ældre version | Nuværende version (forskel) | Nyere version→ (forskel)
Skift til: navigering, søgning
1.

Det skal være enhver, som voldelig overfaldes med slag, hug, eller sting, tilladt at værge sig selv, sit eget liv, eller sit eget gods, med hvad værge han mægtig er.

2.

Overfalder nogen anden, og tragter ham efter livet, eller har lagt sig i veje og lave for ham til at gøre ham skade med åråd, og han selv derover vorder dræbt, da ligger han på sine egne gerninger, og den, som sit liv værgede, være sagesløs.

3.

End bliver nogen usamdrægtig med en anden, og begærer fred, og dog overvældes af den anden, og kan ej slippe, men bekommer sår og hug, da, dersom han da dræber den anden til at forsvare sit eget liv, beholde han sin fred, og bøde fyrretyve lod sølv til den dræbtes arvinger.

4.

Fanger mand sår i horeseng med anden mands hustru, og kommer han levende derfra, og vorder dog død af samme sår, da ligger han på sine egne gerninger, og husbonden være sagesløs.

Og fanger horkarlen afløsning ved præsten, før end han dør, da må han i kirkegården begraves. Men bliver han dræbt i horeseng, da skal husbonden føre til tinget dyne og lagen blodige, som han dræbte ham på, og da skal den dræbte ligge på sine egne gerninger, og begraves uden kirkegården.

5.

Men dræbes han uden horeseng, endog horsagen er åbenbarlig, da gås derom, som om andet drab.

6.

Det er ej nødværge, dersom mand have været i slagsmål sammen, og er blevet skilte ad, og den, som var overvældet enten med skændsord, eller trussel, giver årsag, at de komme igen til slagsmål, og så dræber sin vederpart.

7.

Bryder nogen ind om nattetide i mands hus, eller bolig, til at stjæle hans , eller gods, og han derover bliver dræbt af den, som vil forsvare sit gods, da ligger han på sine egne gerninger.

8.

Dræber mand anden af nødværge, og dog af frygt for sagens udgang undviger, da skal han, så snart han kommer i sin frelse, inden måneds udgang i det længste forfølge sagen til sin undskyldning.

Men hvis han det ikke gør, da holdes han for manddraber.

9.

Dømmes nogen til bod for drab, da skal dog ikke kongens amtmand, eller foget, lyse kongens fred over ham til tinge, før end bøderne er betalte, eller i retten nedsatte, om ingen findes af den dræbtes arvinger, som dem ville, eller skulle, oppebære.

10.

Fordrister den dødes slægt sig at fejde, eller fejde lade, manddraberen, eller hans slægt, når han til bod dømt er, og han den betalt har, da bøde de deres trende fyrretyve lod sølv, og udlægge igen til manddraberen de bøder, som vare opbårne.