Om pant

Version fra 24. mar 2012, 16:12 af Hp (diskussion | bidrag) Hp (diskussion | bidrag)
(forskel) ←Ældre version | Nuværende version (forskel) | Nyere version→ (forskel)
Skift til: navigering, søgning
1.

Håndfået pant skal den, som det tager, gemme som sit eget gods. End kommer der ild i hans hus og opbrænder det, eller tyv stjæler det bort, eller det ved anden ulykkelig tilfald forkommer tillige med hans eget, som kreditor ikke ved sin skødesløshed, eller forsømmelse, er skyldig udi, da kan skyldeneren pantet ej igenkræve, og kreditor mister det, som han der på lånt har.

2.

Løser den pantsættende ikke pantet til den tid, som han selv har forskrevet sig til, eller udebliver med renten, da skal den panthavende tilbyde ham, at han tager en på sin side, og han selv tager en anden til at vurdere pantet.

Og hvis det kan beløbe højere, end som det er pantsat for med rente og skadegæld, det skal den panthavende straks lægge fra sig til den pantsættende, og så beholde pantet upåanket.

3.

Vil den pantsættende ikke nævne en mand på sin side til at vurdere pantet, da må den panthavende enten selv tage to mænd til det at vurdere, eller lade det offentlig auktionere.

4.

Håndfået pant må ingen til anden overdrage for højere sum, end som han det selv til pant annammet har, og når den pantsættende betaler hovedstolen, som det er udsat for, med sin tilbørlig rente skadesløs, da bør pantet ham igen at leveres af den, som det er overdraget til, og han søge sin skades opretning hos den, som det til ham overdrog.

5.

Kommer der ild i pantsat hus, eller andet ikke håndfået pant kommer til ulykke, da er det den pantsættende skade, og han er pligtig til dog alligevel at betale den panthavende.

6.

Tager den panthavende hus, eller gård, til brugeligt pant, og der kommer ulykkeformedelst hans, eller hans folks, skødesløshed og forseelse, da bør den pantsættende ikke at lide den skade.

Men kommer ulykken af andet uformodendes tilfald, da kommer skaden på den pantsættende.

7.

Pantsættes hus, jord, grund, eller skib, eller andet, som ikke i hænde leveres, men bliver i skyldenerens værge, da skal pantebrevet læses og påskrives til tinge, ligesom tilforn er sagt om skøder, og da går sådan panterettighed for alle pant, gaver, skøder, udlægger, indførseler, bøder, som siden pantebrevet til tinge er læst er gjorte, eller forfaldne, og den panthavende går for alle kreditorer, og skal først udløses efter sit pantebrevs lydelse.

8.

Holder den pantsættende ikke sin forskrivning med rentens erlæggelse i rette tide, eller med hovedstolens betaling efter lovlig opsigelse, da må den panthavende, om end skønt pantet siden til en anden til brugeligt pant er opdraget, træde til sit pant og annamme det uden videre proces, eller indførsel. Begærer han og mænd, som ham det skulle levere, da skal ham nævnes af tinget uden ophold tvende gode mænd. Gøres der på annammelsen ulovlig forhindring, da mister dog den panthavende ikke sin rettighed.

9.

Tager nogen sit pant til brugelighed, og han deraf mere årligen oppebærer, end som den billige rente af hans hovedstol og tynge, som på pantet hænger, og dets fornøden ved lige holdelse beløber sig, da bør han det øvrige at afskrive på hovedstolen, eller, om ham så synes, levere det til den pantsættende.

Men hvis han sin rente og bekostning af godset ej årligen kan bekomme, da bør den pantsættende at gøre ham fyldest derfor, når han indløser pantet, eller den panthavende tager det til ejendom.

10.

Sådan panterettighed må den panthavende til en anden overdrage, eller pantsætte, men ikke sælge, eller skøde, førend han dom til ejendom derpå bekommet har.

11.

Og skal den panthavende, når han vil hænde dompantet til ejendom, opkræve til herreds- birke- eller byting, om det borger- eller bonde-eje er, eller til landsting, om det er frit jordegods, som det bese og efter kongelig takst, om det er jordegods, og ingen takst i pantebrevet af den pantsættende sat er, eller efter billighed, om det er hus, eller gård, taksere skulle.

Men har den pantsættende forskrevet sig til en vis takst på pantet, som den panthavende skal nyde det for til ejendom, da bør taksten efter samme forskrivelse at følges. Når det således takseret er, da dømmes det til ejendom, og den panthavende tager sin resterende rettighed samt anvendte bekostning forud efter den pantsættende forskrivning, og levere resten, om nogen er, eller dens værd, hvilket ham lyster, til ejermanden, eller nedsætte den til tinge, om ejermanden, eller den, som dertil er berettiget, ej den vil annamme.

12.

Dog skal det tildømte pant stå den pantsættende til løsen år og dag, efter dommen gangen er.

13.

Tager den panthavende sit pant til virkelig brug, og det siden kommer af hans hævd, og anden mand bekommer det, og det i tyve års rolig hævd beholder uden klage til tinge, og ej bevises, at det er enten lån, eller leje, da kan det pantebrev, som den panthavende endda kunne have i sin værge, ej være af nogen kraft.

14.

Have der flere pant i et gods, eller hus, da må den første panthavende udløse de andre.

Men vil han ikke, da må de, der er efter ham, ham udløse, så at han nøjagtig og billig for sin fordring bliver betalt.

15.

Setter nogen en anden det til pant, som han ikke selv er ejermand til, da må han derfor tiltales på sine tre mark, og oprette sagsøgeren derforuden sin skade.

16.

Har nogen sat pant for penge, og derforuden forpligtet sig til at lide indmaning, da står det i kreditorens vilje at udvælge hvilket han vil, enten at beholde pantet efter loven, eller at søge sin skyldener med indmaning efter forskrivelsen.

17.

Dersom den panthavende ikke vil blive ved sit pant, da har han magt til at lade sig indføre for sin fordring i skyldenerens andre midler og gods, med mindre der sker opbud af skyldeneren, eller arv og gæld fragås.

Men hvis den, som jordegods i pant har, vil tage sin betaling i jordegods, da bør han først at antage sit pant, så vidt det tilstrækker, og siden i andet debitorens jordegods.