Redigerer Om skipperes, styrmænds og alle andre skibsbetjentes antagelse, løn og forhold

<center> 1. </center> 
Når [[redere]] ville [[antage]] en [[skipper]], som skulle føre deres [[skib]], da skulle de [[oprette]] med ham [[skriftlig]] [[kontrakt]], hvilken begge parter skulle [[underskrive]], og siden ubrødelig holde.

Derefter [[antage]]r [[skipper]]en hvad [[skibsfolk]] han agter fornøden til [[skib]]et, og hans [[redere]] i længden kunne være forvarede med. 

<center> 2. </center> 
Ingen [[skipper]] må [[underhyre]] en andens [[styrmand]], eller bådsmænd.
Hvem det gør, og det [[bevise]]s, da skal den, som ham først havde fæst, beholde ham at fuldgøre sin [[rejse]] med, som han lovet har, og det stande til [[skipper]]en hvad han vil give ham af sin [[løn]], fordi han har dermed fortabt sin [[ret]], at han har stedt sig til [[tvende]], og den [[skipper]], som har [[vitterlig]] [[underhyre]]t den andens folk, [[bøde]] derfor tyve [[lod]] [[sølv]] til [[kongen]] og tyve [[lod]] [[sølv]] til byen. 

<center> 3. </center> 
Når [[skipper]]en [[hyre]]r folk, da bør han [[straks]] med dem forud om deres [[hyre]] at forenes, og give enhver i det mindste én [[mark]] på hånden, og da er de [[straks]] [[pligtig]]e at give sig i [[skib]]et, så tilig som [[skipper]]en dem derom tilsigendes [[vorde]]r, og der tage [[vare]] på deres [[embede]] og [[arbejde]], at lade, eller baglaste, [[skib]]et, førend de opbære noget af deres [[hyre]].

Har de og opbåret deres [[hyre]], og blive forsømmelige, og ikke tage vare på [[skib]]et, eller, når de for én [[rejse]] er [[hyre]]de, forlade [[skib]]et uden [[sygdom]] og andet [[lovlig]]t [[forfald]] foruden [[skipper]]ens [[forlov]] (være sig for gode eller onde tidender, for sær [[kendelse]] til søs, eller for nogen anden [[årsag]]s skyld) før end det har fuldendet sin [[rejse]], er fuldkommelig [[losse]]t, igen retteligen baglastet, og [[segl]]ene tagne fra råen, da give [[hyre]]n tilbage, og dertil med så meget, som dem var lovet til [[hyre]], halvdelen til [[kongen]] og halvdelen til [[skipper]]en, eller og lægges udi [[fængsel]] i fjorten dage til [[vand]] og [[brød]], om de ikke have at betale med.

Er [[skib]]et udi fare til at forgå, eller at blive taget af [[fribytter]]e, eller [[røver]]e, og nogen da forlader det uden [[skipper]]ens [[samtykke]], have sit [[liv]] forbrudt, i hvor han siden pågribes. 

<center> 4. </center> 
Om nogen [[skibsfolk]] sig forhyre, og ikke er gode for det, som de sig udgive for, og det kan dem [[skellig]] [[overbevise]]s af to, eller tre, inden skibsborde, de skal miste deres hele [[hyre]], og derforuden [[bøde]] så meget, som dem var lovet til [[hyre]], halvdelen til [[kongen]] og halvdelen til [[skipper]]en.
Dersom de ikke have at [[bøde]] med, skal de tre gange gå under kølen, uden [[skipper]]en dem benåde vil. 

<center> 5. </center> 
Og dersom nogen giver sig ud for [[styrmand]], og lader sig derfor [[hyre]] til én vis sted, og [[skipper]]en fanger [[skade]] enten på [[skib]], eller [[gods]], for hans [[forsømmelse]]s og uforfarenheds [[skyld]], da skal samme [[styrmand]], når det ham [[lovlig]] ved tvende søfarne folks [[vidne]] [[overbevise]]s, være [[pligtig]] at [[bøde]] al [[skade]]n igen, om han det formår.
Formår han det ikke, da have han forbrudt sit liv.

Men hvis [[skipper]]en skulle forandre sin [[rejse]], og [[styrmand]]en der udi var ukyndig, og ikke, når han derom bliver adspurgt, trøster sig til at fortsætte samme ny [[rejse]], da nyder han sin til den [[tid]] fortjente [[styrmand]]s [[løn]], og siden ikkun [[højbådsmand]]s [[løn]], om han vil forblive på [[skib]]et.

Men vil han ikke, da betale [[skipper]]en ham hans halve [[hyre]], om [[rejse]]ns forandring sker på henrejsen.

Men sker den på hjemrejsen, da betale han ham den fulde [[hyre]].

Men anlover han forsvarlig at fuldende [[rejse]]n, og nogen [[skade]] sker for hans uforfarenheds [[skyld]], da miste [[hyre]]n, og [[bøde]] [[skade]]n.

<center> 6. </center> 
Om nogen [[skibsfolk]] har ladet sig [[hyre]], og ligge af [[skib]]et om nattetide uden [[skipper]]ens [[forlov]], [[bøde]]r enhver derfor tre [[lod]] [[sølv]] til [[kongen]] og tre [[lod]] [[sølv]] til byen.

Men sker nogen [[ydermere]] [[skade]] for [[slig]] [[forsømmelse]], da stande derfor til rette efter [[sagen]]s [[lejlighed]].
Sker og imidlertid noget [[skibsarbejde]], hvorved nogen af de tilstedeværende [[skibsfolk]] kommer til [[skade]], da bør den fraværendes give til hjælp til badskerløn efter [[skipper]]ens og [[styrmand]]ens [[sigelse]].

<center> 7. </center> 
Findes nogen [[bådsmand]], som på nogen [[rejse]] stedt er, om nattetide på gaden, eller og i utilbørlige [[huse]] og [[herberg]]e, den må og skal [[fogeden]] og byens [[tjener]]e gribe og fængsle udi tre dage til [[vand]] og [[brød]], og skal den [[skyldig]]e derforuden [[bøde]] tre [[lod]] [[sølv]] til [[kongen]] og tre [[lod]] [[sølv]] til byen.
Gør han nogen anden [[ulovlig]] [[gerning]], stande derfor til rette efter [[sagen]]s [[lejlighed]].

<center> 8. </center>
Kommer en [[skipper]] med sit [[skib]] udi [[havn]], eller på red, og hans folk ville fare udi [[land]]et, skal det ske med [[skipper]]ens [[forlov]], dog at halvdelen bliver udi [[skib]]et, og troligt det forvarer, og de, som fare i [[land]]et, skulle betimelig om aftenen komme til [[skib]]s igen, eller om dagen, når [[skipper]]en dem tilsiger.
Hvo som sig herimod [[fordrister]] at blive i [[land]] uden [[skellig]] [[årsag]] og [[skipper]]ens [[forlov]], han [[straffe]]s og [[bøde]] derfor, som næst tilforn sagt er. 

<center> 9. </center> 
Når nogen [[skibsfolk]] [[formedelst]] [[drukkenskab]], eller anden [[ulydighed]], ikke ville være deres [[skipper]] følgagtige, når [[vind]]en er god, eller de af [[skipper]]en [[vorde]] tilsagte, da skal [[skipper]]en ingenlunde forligge sin [[vind]], men [[hyre]] andre i deres sted, og den, som brødig findes, skal igen give hvad han har [[annamme]]t, og hvad den, som igen [[hyre]]t [[vorde]]r, ydermere [[koster]], og have forbrudt ti [[lod]] [[sølv]] til [[kongen]] og et [[lod]] [[sølv]] til byen.
Har han ikke at [[betale]] med, da skal han [[antvorde]]s til stedets [[øvrighed]], og trælle for sin [[brøde]] og falsmål.

Og dersom nogen er sin [[skipper]] ulydig i søen og [[trodsig]] imod ham, eller urolig og [[knurren]] imod andre af [[skibsfolk]]et, så nogen [[oprør]], [[mord]], eller anden [[ulykke]], ved ham er at befrygte, da har [[skipper]]en [[magt]] at sætte ham udi [[land]] med to, eller tre, af de bedste [[mænd]], som i [[skib]]et er, deres [[råd]] og [[samtykke]], dog hvor kristne folk bor, og belønne én anden i hans sted af den uhørsoms [[hyre]] og [[føring]], og [[skipper]]en dermed [[angerløs]] være.

Så må ej heller nogen [[skipper]], eller anden [[skibsofficer]]er, med usømmelig [[ord]], eller [[uge]]rning, begægne nogen af sine folk, som i [[skib]]et er, og hvis han der udi forser sig, da skal han derfor ved sin hjemkomst tilbørlig anses.

<center> 10. </center>
[[Fordriste]]r nogen sig til at gøre [[mytteri]], [[oprør]], eller forbund imod [[skipper]]en, og det kan [[skellig]] [[bevise]]s, da skal det [[straffe]]s som anden [[halsløs]] [[gerning]], som og de skulle [[straffe]]s, som ville nøde og tvinge [[skipper]]en til at [[sejle]] andetsteds med dem, end deres besked er, [[skipper]]en og [[reder]]ne til [[skade]].

<center>11.</center>
Folket skal holde god [[fred]] og [[enighed]] inden skibsborde.
Dersom nogen gør den anden [[sår]], eller lemmelæst, så at [[skibet]], eller [[skibsarbejde]] dermed bliver forsømt, da skal den, som [[skade]]n har gjort, [[fly]] en anden udi stedet, og [[bøde]] derfor til [[kongen]] og byen, efter som [[skade]]n er stor til, og oprejse [[skipperen]] den [[skade]] han deraf taget har.

<center>12.</center>
End bliver den sårede [[død]] af samme [[skade]], da skal [[skipperen]] og alt [[skibsfolk]]et være skyldige at holde manddraberen [[tilstede]], og [[antvorde]] ham stedets [[øvrighed]], hvor de først ankomme i [[kongen]]s riger og lande, der at undgælde hans fortjente [[løn]] efter sagens [[lejlighed]].
Og dersom samme [[misdæder]] med deres [[vilje]] og for deres [[forsømmelse]] undkommer, da skulle de alle, som i [[skibet]] var, [[svare]] til hans [[gerning]]. 

<center>13.</center>
Om nogen [[skipper]], [[købmand]], eller [[bådsmand]], sig forgriber udi nogen [[gerning]], som er livs [[straf]] værd, da skal samme hans [[forseelse]] ikke komme [[skib]] og [[gods]] mere til [[skade]] og hinder, end hans egen [[part]] der udi kan være, og det skal over [[antvorde]]s ved tre de bedste mænds [[ed]], som udi [[skibet]] er.

<center>14.</center>
På de [[skibe]], hvor [[badskær]]e findes, og de for vis [[løn]] er antagne, der skulle de betjene alle og en hver af [[skibsfolk]]ene med klippen, ragen, og at [[læge]] de syge, uden nogen [[betaling]], med mindre det er [[smitsom]] syge, eller og nogen sig selv har forvoldt en [[skade]] uden [[skibsarbejde]].
Handler nogen [[badskær]] herimod, eller tager mundtlig, eller [[skriftlig]], løfte for sådan [[opvartning]], som han er [[pligtig]] at gøre, da skal det af ingen værd være, men han derforuden korte dobbelt så meget i sin [[løn]], som han således ville tilbringe sig. 

<center>15.</center>
Ingen [[bådsmand]] må [[straffe]] [[skipperen]]s kost, ikke heller [[begære]] anden spisning inden skibsborde, end sædvanligt er og dagen tilhører.
Hvem det gør, og ikke har [[skellig]] årsag dertil, skal dermed sin [[hyre]] og [[føring]] forbrudt have, og må [[skipperen]] sætte ham på det første [[land]] han tilkommer, hvor kristne [[folk]] er.
I lige måde forholdes, om nogen øl og [[mad]] forsetligvis spilder. Vil nogen af [[skibsfolk]]ene det hindre [[skipperen]] til fortred, han være den samme [[straf]] undergiven.

<center>16.</center>
Kommer [[skipperen]] i [[havn]], hvor [[fersk]] [[mad]] er at bekomme, da står det ham frit for at [[købe]] det efter sin egen [[vilje]].

Dog må ingen ham dertil nøde, eller tvinge.
Hvo herimod gør, skal have forbrudt tre [[lod]] [[sølv]] til [[kongen]], og tre [[lod]] [[sølv]] til [[skipperen]].

<center>17.</center>
Hvem som vil nøde [[kokken]] til at gøre [[ild]] og spise uden den rette [[tid]], han [[bøde]] derfor ti [[lod]] [[sølv]] til [[kongen]], og miste sin [[hyre]].

Men dersom [[kokken]] det fortier, og ikke vil åbenbare, og det siden udkommer, skal han derfor [[bøde]] tre [[lod]] [[sølv]] til [[kongen]] og tre lod sølv til byen.

[[Kokken]] skal og være [[pligtig]] at [[forvare]] sit skibs [[fetalje]], så det ikke spildes, eller fordærves, for hans forsømmelses [[skyld]].
Gør han det ikke, da [[bøde]] [[skade]]n, og miste sin [[hyre]].

<center>18.</center>
Ingen skal [[fordriste]] sig til inden skibsborde at drikke til overflødighed, eller gøre gæstebud udi [[skibet]], men hvem som imellem måltid til sin nødtørft at drikke behøver, ham må det forundes, og ej videre.
Findes nogen herimod at gøre, have dermed forbrudt tre lod sølv til [[kongen]] og lige så meget til [[reder]]ne, så tit og ofte som det sker, og [[vorder]] anklaget.
I lige måde skal [[skibsfolk]]ene [[straffes]], om de [[forsømme]] deres vagt, eller [[understå]] sig at gå med [[ild]], eller [[lys]], under overløbet, helst i [[krigsskib]]e ved krudtkammeret, og hvor noget løst [[hør]], eller [[halm]], kunne være.
Forser [[skipperen]], eller nogle af de andre [[officer]]er, sig her udi, da bøde dobbelt.

<center>19.</center>
[[Enhver]] inden skibsborde, enten [[officer]]er, eller gemene, skal, så længe rejsen varer, entholde sig fra al dobbel og læg, enten det angår [[penge]], eller [[vare]], eller de [[læge]] på [[borge]], og gøre derfor imellem [[hin]] anden enten [[skriftlige]], eller mundtlige, løfter, da skal samme løfter af ganske ingen kraft være, og derforuden skal både den, som vinder, og den, der taber, have forbrudt, en hver for sig, tre dobbelt så meget, som de lægte om, hvilke bøder [[skipperen]] [[straks]] skal indkræve, eller korte i enhvers [[løn]], og deles de siden imellem [[skipperen]], de [[fattige]] [[søfarende]] og de andre uskyldige bådsfolk.

<center>20.</center>
Ingen af [[skibsbetjent]]ene må efter denne [[dag]] [[fordre]] nogen [[penge]], eller [[penge]]s værd, af dem, som inden skibsborde kunne være, enten de er [[skibsfolk]], eller [[rejsende]], og komme på sær [[farvand]], hvor de tilforn ikke have sejlet, langt mindre true dem efter gammel ond [[sædvane]] til at overslås med [[vand]], eller noget [[deslige]], men [[skipperen]] skal [[straks]] [[straffe]] en hver, som sådant understår sig at gøre, med [[vand]] og [[brød]] på tre dage.

<center>21.</center>
Undviger nogen [[bådsmand]] [[skipperen]] med sin [[hyre]], og det udi [[sandhed]] kan bevises, da skal den derfor [[straffes]] som en anden [[tyv]].

<center>22.</center>
En [[skipper]], som har hyret sit [[folk]] til nogen vis sted, og derhen kommende [[vorder]] til sinds at ville [[sejle]] med samme sit [[skib]] [[andetsteds]], enten han på det første sted [[losse]]r, eller ikke, han skal [[forbedre]] sit [[folk]] deres [[hyre]] efter rejsens [[beskaffenhed]], og de skulle være pligtige at følge ham, hver under fyrretyve lod sølvs bøder, halvdelen til [[kongen]] og halvdelen til [[reder]]ne, og når [[skibet]] kommer did, som [[skipperen]] gør sit [[marked]] og har [[losse]]t, skal [[skipperen]] der give dem deres [[hyre]], med mindre [[skibet]] ved deres [[forsømmelse]] er kommet til [[skade]]. 

<center>23.</center>
Om en [[skipper]] [[vorder]] til sinds at [[bryde]] sin last, før end han kommer til den sted, som han har hyret sit [[folk]] til, og han kan [[vide]] sine [[redere]]s [[gavn]] og fordel dermed, da må han det vel gøre, og hans bådsmænd skulle være pligtige at [[losse]] foruden knur og imodsigelse, og dersom han beholder så meget af samme last udi [[skibet]] igen, så han er stiv nok belastet at [[sejle]] did, som han sit [[folk]] har hyret til, da er han dem ingen [[forbedring]] [[pligtig]], og de være ham følgagtige did, som forskrevet står.

Men dersom han [[losse]]r sin fulde last, og skal tage baglast ind igen, da give han sit [[folk]] deres hele [[hyre]], og vil han siden [[sejle]] fremdeles, da give han sit folk hvis billigt er, og han med dem kan forenes om.
Findes nogen herimod ulydig at være, da have sig dermed forbrudt sin [[hyre]] og [[føring]], og derover bøde ti lod sølv til [[kongen]] og ti lod sølv til byen. 

<center>24.</center>
Forsømmer nogen [[bådsmand]] sit [[arbejde]] al den stund at [[skibet]] lades, eller losses, da skal han give sine stalbrødre for hver [[dag]] han det forsømmer et halvt lod sølv. 

<center>25.</center>
Ingen må føre båden, eller espingen, fra [[borde]] uden med [[skipperen]]s, [[styrmand]]ens, eller [[højbådsmand]]ens, [[forlov]].
Hvo det gør, skal have forbrudt til alt [[skibsfolk]]et tre lod [[sølv]], og kommer båden noget til, eller og [[formedelst]] sådant nogen anden [[skade]] sker, da stande dem til rette derfor, som derpå have at sige efter sagens [[beskaffenhed]]. 

<center>26.</center>
En [[skipper]], som vil sejle uden rigerne, skal give sit folk, som [[betales]] for [[rejse]]n, deres fulde [[hyre]], halvparten på det sted, hvor han [[udreder]], eller og baglaster, [[skibet]], og den anden halve [[part]], når han kommer tilbage igen, og har [[losse]]t sit indehavende [[gods]] og [[vare]].

Men de, som fare for måneds hyre, skulle [[betales]], som de er forligte om med [[skipperen]].

<center>27.</center>
Når en [[skipper]] vil sejle uden rigerne vestvert i [[Europa]], da må hans og [[styrmand]]ens [[føring]] i det højeste ej være over en læst: [[højbådsmand]]ens, skibsskriverens, [[tømmermand]]ens og [[kokken]]s, ej heller mere end en halv læst, og de andre bådsmænds hver en tredje [[part]] af en læst: En drengs halv så meget som en [[bådsmand]]s, og [[nyde]] samme [[føring]] fragtfri, og ikke mere. 

<center>28.</center>
Ingen må [[sælge]] sin [[føring]] af [[skibet]] uden med [[skipperen]]s [[samtykke]] og [[vidskab]] under samme [[føring]]s [[fortabelse]], halvdelen til [[kongen]] og halvdelen til [[skipperen]].

Dog dersom befragteren samme [[føring]] efter [[marked]]s gang [[beholde]] vil, da stande det ham frit for.

<center>29.</center>
[[Skipper]]en skal ej heller være [[pligtig]] at [[svare]] til nogen [[føring]], når [[skibet]] er tilladt, men når [[skipperen]] begynder at [[lade]], skal han påminde hver i [[almindelighed]] derom, og da hver give tilkende, som vil [[skibe]] sin egen [[føring]], og gøre sig da rommet til sin egen [[føring]] så [[nyttig]]t, som han kan.

Dog skal ingen [[bådsmand]] forunde sit [[rom]] til nogen anden uden [[skipperen]]s [[samtykke]].

<center>30.</center>
Far nogen [[bådsmand]] af [[skibet]], og gør sig [[unyttig]] udi [[drukkenskab]], eller udi andre måder, og bliver derover lemmelæst, så han ikke kan fuldende sin [[rejse]], den skal give tilbage igen det han har opbåret, og [[skipperen]] [[hyre]] en anden udi hans sted.
Hvad det [[ydermere]] [[koster]], skal af samme [[bådsmand]]s [[føring]] [[betales]].

<center>31.</center>
Fanger nogen af [[skibsfolk]]ene [[skade]] udi [[skibsarbejde]], eller andre måder udi skibs [[nytte]] og [[gavn]], og er dog ikke selv årsag dertil, eller og nogen bliver [[syg]] på rejsen, så han ikke kan blive liggendes i [[skibet]], da skal [[skipperen]] [[lade]] den syge komme i landet, og bestille ham [[herberge]], hvor han kan påvares og forsørges med [[lys]] og kost til nødtørftighed efter den måde, som han spiser udi [[skibet]].
Bliver han til [[pas]], da komme udi [[skibet]] igen, og om han kommer udi [[skibet]] inden fuldendte [[rejse]], da [[nyde]] sin fulde hyre.

Dog er [[skipperen]] ikke [[pligtig]] at tøve efter ham, men sejle, når [[skibet]] er [[sejlrede]], og dør han den stund [[skibet]] er på henrejsen, da skal hans [[arvinger]] have hans halve [[hyre]] og hele [[føring]] imod halv fragtes erlæggelse med hvis andet ham tilhører.

Men er [[skibet]] på hjemrejsen, da tage hans [[arvinger]] hans hele [[hyre]] og [[føring]] uden nogen fragtes [[betaling]], og [[betale]] hans [[jordefærd]], og skal [[øvrigheden]] have [[indseende]] [[derhos]], om den dødes [[arvinger]] er der ikke [[tilstede]].

<center>32.</center>
Har [[skipperen]] tilladt sit [[skib]], og [[formedelst]] [[krig]], [[sørøver]]e, [[arrest]] af landsens, eller stedets, [[øvrighed]] ikke turde, måtte, eller kunne, fuldgøre sin [[rejse]], og det bliver ham tilladt at aftakke sit folk, da er han ej [[pligtig]] videre at [[betale]] dem end fjerde parten af deres hyre.

Men dersom [[skipperen]] udløber udi søen, og enten mister [[sejl]], [[mast]], [[anker]], eller [[tov]], eller for andre mærkelige [[årsager]] nødes til at løbe tilbage udi [[havn]] igen at oplægge sit [[skib]], da skal [[skibsfolk]]et [[lade]] sig nøje med den halve hyre, om de for henrejsen alene er betingede.

Men er de for frem- og tilbagerejsen betingede, da med den fjerde [[part]], og er de i måneds [[hyre]] betingede, da skal de [[nyde]] [[betaling]] for så lang [[tid]] de have sejlet. 

<center>33.</center>
[[Vorder]] en [[skipper]] [[syg]], eller uens med sine [[redere]], så at [[reder]]ne ville sætte en anden [[skipper]] på [[skibet]], da skal alt [[skibsfolk]]et for den samme [[hyre]] være den ny satte [[skipper]] følgagtigt, ligesom den anden under hyrens [[fortabelse]].

Dog, om han vil sejle videre, skal han give dem [[forbedring]].
End vil [[skipperen]] [[sælge]] [[skibet]], da er de ikke [[pligtig]]e at [[tjene]] den ny [[skipper]] længere end efter deres [[kontrakt]] med den første [[skipper]].
Vil og den ny [[skipper]] [[antage]] ny [[skibsfolk]] i de gamles sted, da skal den første [[skipper]] [[betale]] dem deres fulde [[løn]], og føre dem til den sted, hvor de først sejlede fra. 

<center>34.</center>
Hvis [[reder]]ne befinde rådeligst at [[afsætte]] en [[skipper]], da skal det ske med samtliges [[vilje]] og [[samtykke]].

Men kan de ikke derom enes, da skal [[dommerne]] kende, om der er [[billig]] [[årsag]] til hans afsættelse.
Har den afsatte [[skipper]] nogen [[part]] i [[skibet]], da skulle [[reder]]ne ham efter gode mænds [[sigelse]] udløse.

<center>35.</center>
Kommer tvedragt imellem [[skipperen]] og [[reder]]ne, at han ikke længer kan føre deres [[skib]], eller også imellem [[reder]]ne [[indbyrdes]], udi så måder, at en [[part]] vil, at [[skibet]] skal sejle, og de andre vil ikke, da skal [[skibet]] derfor ikke blive beliggendes og forsømmes, men den mindste [[part]] af [[reder]]ne skulle sætte det for [[penge]], ligesom de ville det slippe, eller [[beholde]], og hvem da bliver ved [[skibet]], skal [[betale]] de andre [[redere]] inden seks uger derefter uden al [[rettergang]] i alle måder, og [[lade]] det fare uden forhindring.

Men kunne de ikke ens [[vorde]] om [[skibet]], da bør det ikke at blive beliggendes, og må det største hob af [[reder]]ne [[udrede]] [[skibet]] sig til bedste, men på [[skibet]] stande alle [[reder]]ne eventyr, og de, som ikke ville [[udrede]], bør ingen [[fragt]] af [[godset]] at [[nyde]]. 

<center>36.</center>
Ligger en [[skipper]] [[sejlrede]] på sin [[vind]], da må ingen forhindre hans [[styrmand]], eller [[bådsmand]], for gælds [[sag]], men hvis [[gods]] han har udi [[skibet]], undtagne hans gang- og koj-[[klæder]], skal [[antvorde]]s af [[skipperen]] og folket ved [[soren]] [[ed]] til den, der påæsker, og den anden fuldgøre sin [[rejse]], som han [[lovet]] har.

<center>37.</center>
Kan en [[styrmand]], eller [[bådsmand]], af sted komme sig selv et [[skib]] at [[bekoste]], og vil det selv føre, da må han være [[kvit]], om han sig end forhyret har.

Dog skal han [[skikke]] en anden udi hans sted, eller igen give [[skipperen]] hvis han har opbåret. 

<center>38.</center>
Ingen [[bådsmand]] må befatte sig med måtterne, eller måtteskrave, men [[købmænd]]ene skulle dem selv [[nyde]] og [[beholde]], om de dem bekostet have.

Derimod skulle bådsmændene have primegelt fire hvider af læsten dersom [[skibet]] losses.

[[kategori:Om søretten]]
[[kategori:Danske Lov]]