Om mordbrand og hedebrynde
Sætter man ild i anden mands hus eller skov med vilje, da er det mordbrand, og vorder han tagen derved, have forgjort sin hals, og enten brændes, eller stejles, og skaden gældes igen af hans gods, og fyrretyve lod sølv til den, der skaden fik, og til kongen ligeså, og til husbonden hans boslod.
Men sker det af våde og skødesløshed, og ikke af forsæt, da bøder han skaden, om han har middel dertil, eller straffes med fængsel og arbejde.
Rider, eller går, nogen til anden mands i harm hu, og sætter ild enten på marken i hans svinesti, eller gærde, eller ålegård, da bøder han den forurettede skaden og derforuden tre mark.
End er de ulovlig satte, og vorde de opdømte, så at mand må dem med lov ophugge, da må han dog ej sætte ild i dem, uden han vil så meget for dem bøde, som de var ej med alle opdømte.
Råder man anden til brand, og det ham lovlig overbevises, straffes ligesom den, der gerningen gjorde.
Sætter man ild i hede, og brænder anden mands lyng, eller tørv, eller om samme ild løber i skov, hus, eller by, og brænder og spilder skoven, hus, eller by, da gælder han skaden, der ilden udbar, endog han agtede ej at brænde uden sit eget, eller det, der skadesløst var.
End bær hyrde, eller andre tjenestetyende, der ej er i bondens fællig, ild ud, og kommer da nogen våde deraf, da er bonden ej skyldig at gælde det, uden ham overbevises, at han bad eller bød det.
Ingen bør at sætte ild i hede, uden alle ejere vorde derom forenede, at brænde enten mose, eller hede, og gange selv med og vogte, og særdeles se til, at vinden er føjelig, at ej kommer ild i andre mænds mark dem til skade.
End om ild sættes i hede på en bymark, og gør skade på anden mark, da skulle de ejere på den mark, der ilden sættes først udi, enten gælde skaden, eller lægge den ud, der ilden først derudi sætte.
Viser mand barn, eller tåbe, efter ild, og deraf kommer skade, da svarer han selv til skaden, så som tilforn er sagt om våde og skødesløshed.
