Zeppelin L 2 Johannisthal ved Berlin 17. okt. 1913

Skift til: navigering, søgning
L 1     ←     Luftskib L 2 (LZ 18)     →     L 3
Type Zeppelin I-klasse
Producent Luftschiffbau Zeppelin i Friedrichshafen
1. flyvning 6. september 1913
Ejer Reichsmarineamt (Kaiserliche Marine)
Lufthavn 20. sep. 1913 Johannisthal (Berlin)
Flyvninger 6
Ødelagt 17. oktober 1913 kl. 10.19
Skæbne Eksploderet i 200 m højde kort efter at
være lettet på prøvetur ved Johannisthal
Årsag Udsivende gas antændt ved forreste
motorgondol pga. fejlkonstruktion
uden afledningskanal til overtryks-gas
Omkomne 28 (1 overlevende døde efter 6 timer)
Periode 9. sep. 1913 - 17. okt. 1913
Tur (?) - 6
Kommand. Erich-Otto Freyer (Kapitänleutnant)
Alexander Trenk (Kapitänleutnant)
Ingeniør Hans Busch (Mar. Ob. Ingenieur fra L 1)
Haußmann (Mar. Ob. Ingenieur)
Styrmand Pittelkow (Steuermann)
Maskinme. Lasch (Maschinist)
Ror Werner (Bootsmannsmaat)
Højderor Kluge (Signalmaat)
Maskinist Krahmer (Ob. Maschinistenmaat)
Keidel (Ob. Maschinistenmaat)
Dressel (Ob. Maschinistenmaat)
Focken (Ob. Maschinistenmaat)
Paethe (Ob. Maschinistenmaat)
Fricke (Maschinistenmaat)
Weber (Maschinistenmaat)
Deckert (Maschinistenmaat)
Sejlmager Müller (Segelmachermaat)
Reichsm. Fra Reichsmarineamt: [1]
Max Behnisch (Korvettenkapitän)
Otto Neumann (Marinebaurat)
Felix Pietzker (Marinebaumeister)
Priess (Techn. Sekretär)
Lehmann (Techn. Sekretär)
Eisele (Techn. Sekretär)
Producent Fra Luftschiffbau Zeppelin:
Hans Gluud (Kapitän)
Schüler (Ingenieur)
Hohenstein (Monteur)
Bauer (Monteur)
Gæst Köng. Augusta-Garde Gren. Rgt. № 4:
Frhr. Clemens v. Bleul (Leutnant) (♥)[2]

Marineluftskib L 2 (LZ 18) blev bygget i 1913 af Luftschiffbau Zeppelin i Friedrichshafen, men eksploderede allerede 17. oktober 1913 i datidens hidtil største luftfarts-katastrofe kort efter at være lettet fra Johannisthal Luftskibshavn ved Berlin, hvorved alle 28 ombordværende omkom, inklusive hele overtagelses-kommissionen fra henholdsvis Reichsmarineamt og Luftschiffbau Zeppelin. Årsagen var udsivende gas, som antændtes ved forreste motorgondol.

20. sep. 1913 overdragelse i Johannisthal[redigér]

Under kommando af kaptajn Hans Gluud fra Luftschiffbau Zeppelin og marineoveringenør Busch overflyttedes luftskibet 20. september 1913 fra Friedrichshafen via Nürnberg, Jena og Leipzig til Johannisthal ved Berlin, for der at blive overdraget til Reichsmarineamtet (Kaiserliche Marine). I den kommende godkendelsesfase skulle L 2 gennemgå og bestå en række tests og prøveture. [3]

17. okt. 1913 eksplosion i Johannisthal[redigér]

Den 17. oktober 1913 kort efter kl. 8 toges L 2 ud af hallen i Johannisthal. En del udstyr afmonteredes og 5 personer af luftskibets normale besætning efterlodes for at udligne ekstra vægt af godkendelses-personalet, bl.a. Reichsmarineamts-formand Behnisch, marinebygmester Pietzker, samt kaptajn Gluud fra Zeppelin-fabrikken. Kl. 10.16 startede dagens 2. prøvetur og hurtigt nåedes en højde på omkring 200 meter.

Kl. 10.19 observeredes en flamme i den første tredjedel af forreste motorgondol, mellem gondolen og luftskibets krop, som hurtigt satte forskibet i brand helt ud til spidsen. Ilden spredtes også bagud og ødelagde den ydre skal, men de bageste gasceller var et kort øjeblik synlige og uskadte inden de også blev grebet af ilden. Efter kun 2-3 sekunder stod hele luftskibet i flammer og en eksplosion hørtes. Samtidig sænkede luftskibet sig og faldt først vandret, dernæst langsomt med spidsen skrånende nedad og i omkring 40 meters højde skete en anden eksplosion, der efter den sorte røg at dømme kom fra benzin. Ved sammenstødet med landjorden fulgte en tredje svagere eksplosion og skelettet styrtede sammen ind i sig selv. [a 1] [a 2] [a 3] [4] [a 4] [a 5] [a 6] [a 7] [5] [6] [7] [8] [a 8] [9] [10] [11] [12]

Bjergning samme dag[redigér]

Tovholdermandskabet ilede til nedstyrtningsstedet 700 meter mod sydvest lige uden for flyvepladsen nær den nuværende sportsplads ved Sterndamm ved hjørnet af Stubenrauchstrasse. Mandskab fra en nærved øvende pionerafdeling havde allerede indfundet sig, mens læger og brandvæsen hurtigt fulgte efter. Ved siden af vraget fandtes 2 personer og fra selve vraget befriedes løjtnant Clemens von Bleul. Af de første døde den ene på stedet og den næste på vej til sygehuset, mens von Bleul døde på sygehuset 7 timer efter styrtet. De resterende fandtes alle døde med svære skader og var svært genkendelige eller nærmest helt forkullede.

21. okt. 1913 mindehøjtidelighed i garnisionskirken[redigér]

Den 21. oktober var der opstillet 23 kister med afdøde fra ulykken i den evangeliske garnisionskirke i Kreuzberg og om formiddagen inden mindehøjtideligheden for indbudte gæster gik igang havde prins Adalbert på kejserparrets vegne lagt en krans på hver enkelt af kisterne. [13]

Den efterfølgende begravelse fandt sted på garnisionskirkegården (nu kaldet Columbiadamm), hvor der rejstes en mindestøtte omkranset et anker og tekst i smedejern: Den Opfern der See. [a 9]

Tabet af kommandør Metzing ombord på L 1 måneden inden og Behnisch på L 2 ledte til Peter Strassers forfremmelse som Führer der Luftschiffe. [14] Marinesoldaterne Klaus Hirsch (se L 10), Bossler, Gross, Klee, Puzicha (se L 3), Wieday og Zeidler (se L 3) overlevede, fordi de ikke var med på L 2's sidste tur.

[redigér]

Stor luftskibsulykke ved Berlin
[redigér]

Marineluftskibet »L II« eksploderet i luften
[redigér]
30 mennesker dræbt
[redigér]
Berlin, 17. oktober

Marineluftskibet „L. II“ er i formiddag kl. 10.05, kort efter at det var steget op fra flyvepladsen ved Johannisthal, eksploderet i 300 meters højde. Samtlige ombordværende dræbtes.

Ombord befandt sig foruden besætningen den af marinen nedsatte kommission, der skulle overvære prøven af luftskibet, før marinen overtog det. Kommissionens formand var korvetkaptajn Behnisch fra Marineministeriet. Som repræsentant for Zeppelinværftet deltog kaptajn Gluth i starten. Ulykkesstedet ligger 500 meter vest for flyvepladsen i Johannisthal.

Man kender endnu ikke grunden til ulykken.

Senere meldes: „L. II“ var endnu i begreb med at stige til vejrs, da der i en højde af 100 meter fandt en eksplosion sted i den forreste gondol. Luftskibet sank med rivende fart, og et øjeblik efter var alt liv ombord udslukt.

Af hele besætningen på 24 mand viste kun én svage livstegn.

Soldater har afspærret ulykkesstedet.

Brandvæsenet kom hurtig til stede og gav sig straks til at slukke branden i ruinerne af luftskibet.

Ialt befandt sig 30 personer ombord, deriblandt nogle repræsentanter fra Krigsministeriet og Marineministeriet.

Det forulykkede luftskib ligger næppe 200 meter fra luftskibshallen. Fra luftskibshallen vajer krigsflaget på halv stang.

Et øjenvidne beretter:

Talrige flyvere kredsede om luftskibet. Pludselig var dette indhyllet i flammer. Nogle få sekunder senere fandt en frygtelig eksplosion sted, sandsynligvis af benzinbeholderen.

Man forsøgte straks efter nedstyrtningen at drage de sårede frem fra ruinerne, men redningsarbejdet var besværligt på grund af nedfaldende glødende tråde og dele af vraget. En hårdt såret råbte, vanvittig af smerte, om hjælp, men døde efter kort tids forløb. En anden såret blev draget frem i de sidste trækninger. Ligene i den forreste gondol var fuldstændig forkullede.

De omkomne
[redigér]

Såvidt det hidtil er konstateret er der ved ulykken omkommen foruden korvetkaptajn Behnisch 1 overbygningsråd, 1 bygmester og 3 tekniske sekretærer, alle fra Marineministeriet, 2 kaptajnløjtnanter samt 2 marineingeniører, alle af Marineluftskibsafdelingen, kaptajn Gluth og 2 montører fra Zeppelinværftet samt 12 teknikere, overmaskinister, maskinister og bådsmænd.

Hårdt såret er friherre von Bleut, der er løjtnant i „Dronning Augusta“-regimentet.

Grunden til, at „L. II“ havde så stor besætning på farten i dag var, at farten var planlagt som en højdeflyvning, hvortil kræves en større ballastning af fartøjet.

Efter forlydende skal motoren ikke have fungeret tilfredsstillende, og opstigningen var forsinket 1½ time.

Da grev Zeppelin fik budskabet
[redigér]
München, 17. oktober

Grev Zeppelin ankom i middags hertil fra Friedrichshafenrejse til Leipzig, hvor han skulle have overværet 100-års festlighederne for slaget ved Leipzig. På banegården fik han tilfældig de første meddelelser om ulykken i Johannisthal. Han afbrød straks sin rejse og vendte tilbage til Friedrichshafen.

Den store luftskibsulykke ved Berlin
[redigér]

Berlin, 17. oktober

Flyveren Roth har meddelt „Vossische Zeitung“ følgende:

Jeg stod foran Albatroshangaren, da „L. II“ steg op.

Da den var kommen ud over marken, så vi, at flammerne slog frem fra den forreste gondol. I et sekund bredte ilden sig over hele skibet, der i næste øjeblik lignede en ildsøjle. Så fulgte en detonation, der var så stærk, at ruderne i hangaren sprang, og vi stærkt følte det voldsomme lufttryk. Da vi i automobil var kommet til ulykkesstedet, viste der sig et frygteligt syn for vore øjne. I den bagerste gondol var der mennesker, der vred sig i flammerne. En officer skreg frygteligt om hjælp. Uvirksomme måtte vi stå og se på, at de stakkels mennesker brændte. Ved hjælp af flere mekanikere og arbejdere lykkedes det os at fremdrage tre mennesker, der endnu var i live. En af dem døde straks efter. Vi lod de endnu levende og de døde bringe bort. Efter min mening skyldes ulykken ild i karburatoren.

Ifølge den officielle indberetning var der i alt 28 personer ombord.

Efter at alle dele, navnlig motoren, var prøvede, steg „L. II“ op kl. 10.16 og nåede snart 200 meters højde. Kl. 10.19 så tilforladelige iagttagere et flammebundt bryde frem fra den forreste tredjedel af den forreste gondol. I løbet af 2-3 sekunder stod hele skibet i brand; der hørtes en eksplosion, og skibet styrtede ned. I en højde af ca. 40 meter skete der en ny eksplosion, antagelig en benzineksplosion, og da luftskibets rester stødte mod jorden, en tredje svagere eksplosion.

Løjtnant, friherre v. Bleut er i eftermiddag død af svære brandsår og beskadigelse af rygraden.

Eksterne links[redigér]

Samtidige aviser