Hvo der må prædike og til præsteembedet kaldes og indvies
Enhver indenlandsk, eller udenlandsk, som er til sinds at lade sig bruge på prædikestolen, om han end skønt er magister philosophiae, skal først tage af professoribus theologiæ i kongens universitet én attestation om sin forfremmelse i guds ords kundskab.
Dernæst skal han have af teologis i førnævnte universitet et skriftligt vidnesbyrd om sine gaver på prædikestolen. Og når han således literas attestationis og dimissionis bekommet har, og derhos ført et godt stille levned, uden ny noder og anden letfærdighed, må han, og ikke ellers, tilstedes at lade sig høre på prædikestolen, og tage kaldsbrev, hvor han lovligen kan blive kaldet.
Så skal han og have et utvivlagtigt vidnesbyrd fra universitetet om sin lærdom, levned og omgængelse, førend han til præsteembedet indvies.
Og hvis nogen studiosus, som har sit testimonium academicum fra universitetet bekommet, ikke straks der efter bliver kaldet til noget præsteembede, da skal han, når han siden bliver kaldet, og til embedet skal indvies, også fremvise for superintendenten utvivlagtig bevis fra de steder, som han imidlertid har opholdt sig på, og i sær fra provsten og præsten, i hvis provsti og menighed han levet har, at han har levet skikkelig, end og i klædedragt, og sig på prædikestolen øvet.
Og skal provsten og præsten meddele ham sådan bevis uden betaling.
Men på det den studerende ungdom deres nødige øvelser i prædiken ikke skal betages, da skal i alle gymnasiers og største skoler forordnes, at den, som sig i prædiken vil øve, det in gymnasiers for professoribus, og i skolerne for rektorer og hans medtjenere, gøre kunne, hvor enhver da om sin fejl, med frugt kan advares.
Ingen må stedes til noget præstekald, som ikke er sine fulde fem og tyve år.
Ingen student, som sig med lejermål forser, må efter første forseelse, før end to år er forløbne, bevilges enten skole, degne- eller præstekald, at betjene.
Siden skal han pligtig være at føre med sig til superintendenten rigtig vidnesbyrd om sit livs og levneds forhold og forbedring, og derhos kongens bevilling, at ham er tilladt kald at må betjene, såfremt han ellers til noget skal stedes og forfremmes, hvilket dog ikke bør at ske i det sogn, som forseelsen
