Om supplikationer

Skift til: navigering, søgning
1.

Alle kongens undersåtter, og andre, som forårsages til kongen at supplicere om noget dem anliggende, skulle først kongens befalingsmænd, eller dem, som på kongens vegne, gejstlig, eller verdslig, øvrighed, på de stæder have at sige, hvor sådant forefalder, deres ansøgning give tilkende.

Hvilke selv straks uden ophold supplikanterne skulle anhøre, og efter udførlig og bedste underretning deres erklæring under deres hånd, uden nogen forvægring, skriverløn, eller betaling, på supplikatsen lade antegne, og oprigtigen og udførligen forklare og berette supplikantens sags og begærings egentlig og rette beskaffenhed med udkrævede omstændigheder, som ret og forsvarligt eragtes kan.

Befindes siden og bevises samme erklæring urettelig og vrangelig at være gjort, da skal den, som den påskrevet og givet haver, dertil svare, og have sin bestilling forbrudt, eller i andre strenge måder alvorlig straffes, som den der har givet årsag, at kongens hånd og segl imod kongens høje respekt er bleven misbrugt.

2.

Kunne de sager bilægge, og supplikanten til rette forhjælpe, hos dem selv, stande det dem frit for, med mindre det sådan gerning angår, som ved forligelse ikke bør at underslaes, men retten og lovlig proces befales, eller kongen forebringes.

3.

Hvis nogen ellers sig over kongens befalingsmænds, eller sin øvrigheds, forhold kunne have at besværge, det må uden sådan påskrift ved supplikatser andrages.

Må og ingen for sin supplikats eftertragtes, eller i trætte indvikles, men sagen bør kongen at foredrages.

4.

Dog skal ingen hermed være tilladt en anden ærrørig, eller anden grov, sag ubevisligen at tillægge, uden han vil lide derfor.

Kan supplikanten ikke læse, eller skrive, og fragår sådan ubevislig tillæg, da stande den til rette derfor, som det har skrevet, med mindre han beviser sig intet at have skrevet, uden det, som af ham har været begæret.