Sct. Peders Kirke i Ribe

Skift til: navigering, søgning

Ude på de grunde i Hovedengens baggrund, der i dag indtages af gartnerhaver, lå i en fjern fortid en lille kirke, der bar navnet ”Sct. Peder”. Den har antagelig været den mindste af byens 7 kirker.


Nu er ethvert spor af den, i hvert fald over jorden, forsvundet, og kun navnet på den lille Sct. Pedersgade der fører forbi Mejeriet ”Riberhus”, minder nutiden om, at der herude i nabolaget en gang lå en kirke.


Men var kirken lille, var den alligevel interessant, i hvert fald ved sin ælde og sin beliggenhed helt ude i forstaden.


Terpager mener, at forstaden var den ældste del af byen, hvorefter ”Sct. Peder” skulle være Ribes ældste kirke, altså den stenkirke, der har afløst Ansgars lille trækirke, som de fleste dog mener har ligget på domkirkens nuværende plads.


For den første antagelse kunne tale, at grundene ude i forstaden egnede sig bedre til bebyggelse, end de øer, hvorpå byen senere hovedsagelig skød op, og det skulle da antages, at det var hedningernes overfald i Biskop Leofdags tid, der forårsagede, at man flyttede byen ind på øerne for at give den en sikrere plads, der også var mere hensigtsmæssig for skibsfarten.


En så omhyggelig forsker som Kinch forkaster imidlertid denne hypotese om forstaden som den ældste bebyggelse og ”Sct. Peder” som den ældste krike, men givet er det, at Sct Peders kirke var af meget gammel oprindelse. En særdeles beskeden kirke var det dog, der lå derude i nærheden af åen, hvor saltskuderne lagde til. (heraf navnet Saltgade, Red.)


Kirken havde intet rigtigt tårn, men kun et klokkehus. – Efter Terpagers opgivelse var kirken 43 alen lang og 14 alen bred. Om det omtalte klokkehus skal betyde klokkestabel eller en art tårnbygning kan ikke bestemt afgøres. Muligt er det, at den lille massive bygning har haft et tårn i den vestre ende af samme bredde som kirken og med rund korafslutning.


Første gang Sct. Peders Kirke nævnes i historien, er 11454 i anledning af Biskop Helias’ indstiftelse af domkapitlet og Ribe Katedralskole.


Med hensyn til de nærmere omstændigheder ved kapitlets oprettelse beretter bispekrønniken, at domkirken før den tid kun havde 3 præster, hvoraf de to, broder og sybrand, tillige var præster ved Sct. Peders og Sct. Clemens kirker.


Præsten Peder Madsen omtales 1465. De 2 sidste præster ved kirken var kanniken, magister Hans Markvardsen og Magister Jens Kristjern, der efter reformationen blev den første evangeliske præst ved Sct. Catharinæ Kirke.


Efter reformationen holdtes kun lejlighedsvis gudstjeneste i den lille kirke.


I den følgende tidforfaldt kirken i uhyggelig grad. Den var da tækket med strå. 1556 blev den brugt til materialehus, og i rummet, hvor ruderne var itubrudt, var der navnlig tømmeroplag. – 1560-61, da der foranstaltedes skuespilopførelse på paladsjorden ved domkirken noterer byens kæmner en post til kørsel af ”ved” til palads eller et læs fjæle fra Sct. Peders Kirke til palads, d.v.s til skuespilscenens opførelse.


I 1585 var en del af kirken udlejet til høoplag.


I 1595 fik kirken en betydelig reparation, ved hvilken lejlighed den vistnok blev forsynet med tegltag. Det var jo ikke mange år efter den store brand, der bidrog til at de farlige stråtage forsvandt fra byens enemærker og afløstes af fast tag.


Da tilmed domkirkens gamle altertavle og prædikestol i 1597 flyttedes ud i Sct. Peder, har man rimeligvis påtænkt lejlighedsvis at benytte kirken til gudstjeneste. Dette vides dog ikke at være sket før 1639, da kirken indrettedes til gudstjeneste for garnisonen. Byen fik nemlig på dette tidspunkt for første gang indkvartering i fredstid. – Der kom 2 kompagnier ryttere under Oberstløjtnant Frederik von Buchvald. Militæret havde sin egen tyske præst med sig, en magister Johannes, der altså fik den gamle Sct. Peders Kirke overladt til gudstjenesterne. Det var i øvrigt samme år, at der på Torvet blev opsat en træhest, så det må jo siges at der på forskellig vis blev sørget for soldaterne.


Fra året forud omtales en istandsættelse af Sct. Peders Kirkes spir, der ellers ikke før har været nævnt.


Kirkegården benyttedes i mange år til de fattiges begravelse bl.a. i pestens tid 1565.


Ribe var jo ikke ukendt med disse farsotter. Denne pest rasede i byen med frygtelig voldsomhed. Den varede fra foråret indtil Mortens dag og bortrev 3.000 mennesker, hvilket må have været langt over halvdelen af byens indbyggere.


Længe efter benyttedes Sct. Peders kirkegård til fattigbegravelser, og i 1612 begravedes en morder på denne kirkegård.


Vanrøgtet lå kirkegården imidlertid hen og allerede i 1585 havde man nedbrudt kirkegårdsmuren. I 1585 var pladsen udlejet til Bleggaard.


Der skulle dog hengå lange tider, inden kirkens saga helt var ude. Først i 1698 blev den brudt ned og materialerne brugt til en istandsættelse af Sct. Catharinæ Kirke.


Udslettelsen blev grundig, hvad senere udgravninger har vist. – En sådan udgravning foretoges i vinteren 1855-56. – Det var kun meget sparsomme rester, man fandt i tomten. Der konstateredes en rund korafslutning, ligesom man under kirkegulvet fandt et par begravelser, deraf enkelte af tufsten, det var alt, hvad tiden havde levnet af den lille Sct. Peders Kirke.


Noter[redigér]

Vestkysten d. 20. september 1940, af Journalist K. H. Rosenstand