Weis Stue

Skift til: navigering, søgning

Faa gamle danske Byer har et Torv som Ribes, slig fredlyst plet, hvor man med en Smule Fantasi let drømmer sig; tilbage til forbigangne Tider. Og hvilken Indramning har Torvet ikke? Domkirken, der mægtig og stor knejser over de lave røde Tage, Porsborg og Hotel Dagmar (den gamle Gaastgivergaard), men Perlen i Kransen er dog den lille Bindingsværksbygning ligeoverfor.


Ribe har ingen Huse med gamle løjerlige Navne, ingen »Løver«, »hvide Svaner« eller »sorte Heste«, men Ribe har Weis ‘ Hus, hvis Navn i ripensiske Øren har en Klang, der fordunkler alle Dyrenavne, en Klang som fra et finit, gammelt Instrument med Toner fra længst svundne Dage.


Hvornaar eller af hvem Huset er bygget vides ikke, men meget taler for, at det stammer fra fjerde Christians Dage. De 5 Vestlige Fag hører tydeligt nok sammen, de er opført paa samme Maade og ensartet pyntede, ganske vist ikke overdaadigt. Dekorationen — udover de profilerede Bjælkehoveder — indskrænker sig til en HulStav paa Mellemstykket mellem Bjælkehovederne – indskrænker sig til en hulstav på mellemstykker mellem Bjælkehovederne. De østlige 3 Fag mangler Mellemstykker, men har Knægte med det samme Sparremønster, dter almindeligt træffes paa gamle Ribe-Huse.


Er Bygningens Ydre interessant, er dens Historie det ikke mindre, navnlig fordi den i et Par 100 Aar har været i samme Families eje, nemlig Slægten W eis’.


I Følge bevarede Papirer solgte Cesillie Marie Thun, Kobbersmed Lorents Thuns Hustru ved Fuldbragt 1762 Huset fil velmeriteret Borger her af Staden Anders Andersen Weis for 590 Rdlr. Weis var Lærredshandler og opkøbte Lærred hos Bønderne og drog til København for at sælge det, formodentlig i Klædeboderme. Han døde 1795 og begravedes paa- Lindegaarden. Da Kirkegaarden nedlagdes, anbragtes hans Ligsten i Domkirken, hvor den nu kan ses. Hans Søn Søren Andersen Weis, der arvede Ejendommen, fik 8. december 1796 Borgerskab som Lærredshandler. Det var imidlertid Skik, at Bønderne, naar de paa Markedsdage kom ind til Weis for at laane hans Kornmaal, købte Drikkevarer til deres Mad hos ham. Dette Forhold førte til, at Weis 1830 fik Borgerskab som Brændevinsbrænder og Værtshusholders »selvom han ikke havde taget den for Brændevinsbrændere lovbefalede Eksamen«.


1833 overdrog han Ejendommen til Sønnen Anders Pedersen Weis. Han var Avlsbruger og fik 1859 Borgerskab som Værtshusholder. Han havde 2 Børn, hvoraf den ene, Søren Andersen Weis, blev Stedets Ejer. Siden da har han og hans Hustru født Jansen med stor Pietet værnet Om Slægtens Ejendom. I Foraaret 1913 ønskede han imidlertid at afhænde denne under saadanne Forudsætninger, at dens fremtidige Bevarelse sikredes. Byen ønskede da at erhverve Huset. Byraadet nedsatte et Udvalg med Stiftskasserer Rosenstand som Formfand og købte Husset for 30,000 Kr. En grundig Restauration af Bygningens Ydre og Indre foretoges nu i Aarets Løb under Arkitekt Borchs Ledelse, ligesom man ogsaa havde megen Nytte af Borgmester Bruuns Kendskab til og Interesse for gammel Bygningskunst.


En fremmed, der træder ind gennem den lave Dør vil indenfor endnu mere end ude paa Torvet føle sig sat flere hundrede Aar tilbage i Tiden. Den gamle Stue synes ham iøvrigt bekendt, han vil huske Professor Tegners vidunderlige Helside Billede i den illustrerede Holbergudgave, forestillende Collelgium potliticum Scenen i »Den politiske Kandestøber«. For Enden af Bordet sidder selveste Mester Hermann filosofisk tællende paa Fingrene, medens den arrige Gedske hæver Haanden til Slag, og Henrik med et svedent Grin fra Døren følger Slagets Gang, alt foregaaende i denne Stue, under samme Tag, hvor, sans comparaison, nu i 1917 et Selskab af akademiske Ribeborgere »Onsdagsklubben« kaldet, ugentlig drøfter Byens Ve og Statens Bedste. — Næsten alt er gammelt herinde, de malede Træpaneler med de bibelske Billeder og Bjælkeloftet, hvis midterste Felt viser Fuldmaanen, mens Kvarterskifeme danser rundt om i de andre Felter og paa Bjælkerne. Væggen bag Bilæggerovnen er beklædt med hollandske Fajansefliser og her er anbragt et 700 Aar gammelt Hjemme-daabsfad. De gamle Tintallerkener er fra 1604. Et gammelt udskaaret Skab fra det 15. Aarhundrede. Stuens Pragtstykker er imidlertid et 400 Aar gammelt Ur, paa hvis Skive et helt Jagtselskab ses i Bevægelse og en massiv Messinglampet, der paa gammel Hollandsk bærer en Indskrift, der lyder saaledes: Saa stærk s om Løven, saa snild som Slangen , Hans Rogier 1599 og som hentyder ti Lampettens Form. Skjoldet er nemlig et smukt udskaaret Løvehoveds og Armen en Slange. Endvidere findes her Fyrfade, Piber, Stokke og mange andre Ting, hvoraf det meste har tilhørt Familien Weis. Er man nu kørt træt, kan man begive sig op paa et af Gæsteværelserne ovenpaa, hver saa mange omrejsende skuespillere og andre farende folk har boet gennem tiderne og faa Lov at strække sig i en af de gamle Senge, hvor man hviler lige godt paa langs som paa tværs, for efter en god Søvn at nyde sin Morgenkaffe i Gæstestuens Karnap med den skønneste Udsigt til Torvet.


Gæstestuen er ret enestaaende her i Landet. Mange kendte Kunstner- og Forfatternavne rummer dens Fremmedbog, ja endog saa fint et Navn som den nuværende Konge af Norges findes her. Ofte har Kunstnere foreviget Huset og Stuen. Tegners Billede er allerede nævnt og Tom Petersens morsomme Pennetegninger, der findes paa Ribe Musæum, er velkendt. Disse Navne er kun nogle af de Mange, der med os Ripensere vil glæde sig over, at den gamle Renaissancebygning gaar en betrygget Fremtid i Møde.

Noter[redigér]

ved K H. Rosenstand, Ripenser-Bladet December 1917 (digital konvertering)