Redigerer Om stævnemål, kald og varsel, og opsættelser

<center> 1. </center>
Ingen [[rettergang]] må stedes imod nogen, eller [[vidnesbyrd]] føres, eller [[tingsvidne]] [[udstedes]] til [[tinge]], eller for nogen [[ret]], eller mænds opkrævelse, eller nogen besigtelse, [[syn]], eller [[granskning]], at ske, uden den, hvis enten [[gods]], [[ære]], eller [[liv]], det pågælder, er [[lovlig]] dertil [[kald]]et, eller og er selv til vedermåls [[ting]], og ikke undskylder sig, at han ikke har fået [[lovlig]] [[kald]] og [[varsel]].

<center> 2. </center> 
[[Sagsøgeren]] skal [[stævne]] den, som for [[sagen]] er, og andre [[vedkommende]], med to [[mænd]], før [[sol]] går ned, for deres [[bopæl]], i hvad [[ting]] og [[ret]] de og stævnes til, enten mundtlig, eller [[skriftlig]].

<center> 3. </center>
De, som mundtlig [[kald]] og [[varsel]] givet have, skulle selv komme til [[hjemting]]et, og [[vidne]] med [[ed]] og oprakte fingre, at de ham, som tiltales, [[lovlig]] stævnet have, og enten selv med ham mundtlig talt have, eller med hans [[folk]], eller med andre, som [[tilstede]] var, og skulle deres navne, som stævnet have, hvem de er, og hvor de sig opholde, i [[tingbogen]] indføres. Når kaldsedlen er skreven af [[sagsøgeren]] selv, skal det i lige måde med kaldsmændene forholdes.

<center> 4. </center> 
De, som [[forkynde]] [[skriftlig]] [[kaldseddel]], eller [[stævning]], som under [[rettens]] [[segl]] er udstedt, skulle [[forkynde]] den i dens, som stævnes, eller hans folks, eller andres påhør, som der kunne være [[nærværende]], og enten dem en [[udskrift]] deraf [[levere]], eller give dem så lang [[tid]], at de kunne [[lade]] den udskrive, om de det [[begære]]: og hvis de selv ej ville, eller kunne skrive på den, da skulle de, som den forkyndt har, der på skrive med deres navne under, og hvem de er, og hvor de sig opholde tillige med deres navne, som [[vare]] [[nærværende]], der [[stævning]]en blev forkyndt.

Hvilken [[stævning]] således påskreven skal for [[retten]] fremlægges, læses og påskrives.

<center> 5. </center> 
I [[kald]] og [[varsel]], enten det sker mundtlig, eller [[skriftlig]], skal [[sagen]], såfremt [[processen]] skal holdes [[lovlig]], nævnes, hvorfor man stævnes, så og en vis [[dag]] og et vist [[ting]], hvortil man stævnes, og ikke til flere på en gang.

Og [[gæld]]er samme [[kald]] og [[varsel]] i seks [[uge]]r i de poster [[varsel]] er givet for.

Dog at [[varsel]]smændene [[møde]] til første [[ting]], og [[afhjemle]], hvad de til hver [[ting]] have givet [[varsel]] for, og det i [[tingbogen]] stykkevis indføres, og efterfølgende tingdage lydeligen oplæses. Er det [[skriftlig]] [[stævning]], da skal den for [[retten]] hver tingdag læses og påskrives.

<center> 6. </center> 
Hvis nogen overbevises usandfærdeligen, enten med mundtlig, eller [[skriftlig]], [[stævning]]s [[forkyndelse]] at have omgået, [[straffe]]s ligesom falske [[vidne]].

<center> 7. </center> 
Til [[herred]]s- birke- og [[byting]] gives mundtlig, eller ved [[skriftlig]] [[kaldseddel]], otte dages [[varsel]], om den, der stævnes, bor, eller opholder sig, i det [[herred]], [[birk]], eller by, som tinget holdes udi.

<center> 8. </center>
Fjorten dages [[varsel]] gives ham, om han er uden [[herredet]], birket, eller byen, og i [[provinsen]].

<center> 9. </center> 
Seks [[uge]]rs [[varsel]] gives ham, om han er uden [[provinsen]], og i riget.

<center> 10. </center> 
Haver han ingen [[bopæl]] i riget, og ikke vil [[lade]] sig finde, da gives ham seks [[uge]]rs [[varsel]] der, som han sidst [[bopæl]], eller tilhold, haft haver, og seks [[uge]]rs [[varsel]] tillige til [[landstinget]].

<center> 11. </center> 
[[Kald]] og [[varsel]] til [[indførsel]] i en afdødes [[gods]], som ej [[arvinger]] haver, eller efter hvilken [[arv]] og [[gæld]] ej er vedgåen, gives på samme måde.

<center> 12. </center> 
Er den, som stævnes, uden riget, eller ikke vides, hvor han er, da gives ham [[varsel]] på samme steder, som nu sagt er, inden årets udgang at [[møde]], og [[svare]].

<center> 13. </center> 
Har nogen ingen [[bopæl]] i riget, og [[trætte]] er om [[markskel]], da gives hans [[bonde]], som på [[boligen]] og grunden bor, der, som trætten falder, otte dages [[varsel]].

<center> 14. </center> 
Når [[reb]] begæres på [[mark]], [[skov]], eller [[ejendom]], da skal [[kald]] og [[varsel]] gives, ikke alene til ejermændene, men end og til alle de [[mænd]], som er i den by [[bonde]], som samme [[ejendom]] tilligger, at de er hos, når noget dermed foretages skal.

<center> 15. </center> 
Udi uskifte imellem [[arvinger]], eller [[kreditorer]], [[ejendom]]s trætter er man ej [[pligtig]] til at [[stævne]] andre, end dem, som [[ejendommen]] [[bruge]], og den i [[hånd]] og [[hævd]] have.

<center> 16. </center> 
For afpløjning, eller af slet, gives den [[kald]] og [[varsel]], som [[skade]]n gjort har, og ikke hans [[jorddrot]].

<center> 17. </center> 
Rejser nogen bort, efter at ham [[lovlig]] [[kald]] og [[varsel]] given er, enten uden [[provinsen]], eller riget, da forfølges den [[sag]], som han har fået [[varsel]] for, lige så fult, som han var til stede, dersom [[sagsøgeren]] ikke hviler med [[proces]]sen, men [[sagen]] uden [[ophold]] fra [[ting]] til andet forfølger.

Lader [[sagsøgeren]] tre [[ting]] overgange, at han ej forfølger [[sagen]], siden han har [[kald]]et sin [[vederpart]] til et [[ting]], da må [[vederpart]]en fare af [[land]] og [[rige]], såsom han ej var [[kald]]et med alle.

<center> 18. </center> 
Siger nogen på dens vegne, som stævnet er, at han var rejst af [[provinsen]], eller riget, før end han blev [[kald]]et, da skal den, som det siger, det lovligen [[bevise]].

<center> 19. </center> 
Søges nogen for [[jordskyld]], [[husleje]] eller [[deslige]] [[afgift]] af nogen [[gård]], eller [[hus]], da holdes samme sted for [[bopæl]], om endskønt den, som for [[sagen]] er, ikke bor der.

Dog at han kaldes og stævnes til sådan [[tid]], som tilforn ommælt er, om han er uden byen, [[provinsen]], eller riget.

<center> 20. </center> 
Døer nogen, som ikke har gjort [[rigtighed]] for hvis han havde at forestå, i mens han levede, så som [[formynderskab]], [[fattige]]s [[forstanderskab]], [[kirkeværge]]ri, kæmneri, og [[deslige]], da gives hans [[arvinger]] [[kald]] og [[varsel]] i stervboen, når de tiltales for at gøre [[rigtighed]].

<center> 21. </center> 
Giver man en [[prokurator]], eller anden [[mand]], [[fuldmagt]] nogen [[sag]] at [[forfølge]], da står det [[kald]] og [[varsel]] for fulde, som fuldmægtigen i den [[sag]] gives af [[vederpart]]en, ligesom hovedmanden selv [[varsel]] bekommet havde.

<center> 22. </center> 
Stævninger til [[landsting]] [[udstedes]] under [[landsting]]s [[skriveren]]s [[hånd]], og [[landsting]]s [[segl]], og forkyndes på den måde, som tilforn sagt er, ved [[tvende]] [[mænd]], ottendedagen, før [[landsting]] holdes, for dens [[bopæl]], som stævnes, enten han er i [[herredet]] og byen, eller uden, enten i, eller uden, [[provinsen]], enten i, eller uden, riget.

Såfremt han ellers tilforn [[lovlig]] [[varsel]] til [[hjemting]]et har bekommet, og hjemtingsdommen inden tre [[uge]]r indstævnes.

<center> 23. </center>
Lader [[sagsøgeren]] tre [[uge]]r gå forbi, efter at hjemtingsdommen er afsagt, før end han tager [[landsting]]s [[stævning]], og den, som for [[sagen]] er, imidlertid rejser bort, da skal det med [[stævning]]ens [[forkyndelse]] og [[tid]]en så forholdes, som tilforn om [[hjemting]]s [[kald]] og [[varsel]] meldet er.

<center> 24. </center> 
Opsættelser skulle ske med begge parters [[samtykke]], eller og, når [[dommeren]] for [[lovlig]] [[forfald]] ej kan være til stede.

Opsættelsen gives dog ikke beskreven, med mindre det af parterne begæres, men i det sted skrives på [[stævning]]en af [[skriveren]], til hvilken [[tid]] [[sagen]] er opsat.

Hvilket og i [[tingbogen]] skal antegnes tillige med dens [[navn]], som med [[stævning]]en fremkommer, og med deres navne, som stævnes, en hver til [[efterretning]], som det [[begærer]] at [[vide]].

<center> 25. </center> 
Landstings [[stævning]]en med samme påskrift, skal på [[tilbørlig]] sted til [[herred]]s- birke- eller by-[[ting]] forkyndes, og påskrives, og [[derhos]] bevises, at den indstævnte hovedmand, som [[sagen]] mest angår, [[genpart]] der af har været tilbuden, og bør ham der på [[hjemting]]et [[genpart]] af forskrevne [[stævning]] med sin påskrift at tilbydes, og, om det begæres, tilstilles.

<center> 26. </center> 
Når nogen [[stævning]] på [[landstinget]] forelægges, som tilforn har været læst, og påskreven, og siden befindes at være forandret, da skulle [[landsdommer]]ne [[straks]] kende derpå, og tilkende den [[skyldig]]e, hvad [[straf]] han, som [[rettens]] forvildere, bør at lide.

<center> 27. </center> 
Ingen [[stævning]] til [[kongens]] [[almindelig]] højeste [[ret]] i de [[sager]], som i [[Danmark]] dømte er, må [[udstedes]] kortere, end seks [[uge]]r for [[tid]]en, som den er påbuden, med mindre [[dommeren]], eller [[skriveren]], forsætligvis [[retten]] at spilde, med [[dommen]], som indstævnes, at [[udstede]] videre, end tilbørligt er, har opholdt. I sådan tilfald stedes end og efter [[tid]]en [[stævning]].
Begæres ellers [[stævning]] over [[domme]] [[kort]] for den påbuden højeste [[ret]], da gives den ud til den, som næst derefter [[vorder]] påbuden. I de [[sager]], som i [[Norge]] dømte er, skal [[stævning]]en tages et fierding [[år]] for [[tid]]en, som højeste [[ret]] er påbuden.

<center> 28. </center> 
[[Kongens]] [[stævning]] til højeste [[ret]] skal og forkyndes på den måde, som tilforn om [[skriftlig]] [[stævning]] sagt er, i [[Norge]] to [[måned]]er før [[tid]]en, som højeste [[ret]] er påbuden.

Men i [[Danmark]], i [[Sjælland]] otte dage, i [[Fyn]] og Smålandene fjorten dage, og i [[Jylland]] tre [[uge]]r før.

Vil han, som stævnes, ikke [[lade]] sig finde, og er dog inden landet, da skal [[stævning]]smændene læse, og [[forkynde]] [[stævning]]en for hans [[bopæl]] med [[vidnesbyrd]] [[trende]] sinde, og to dage imellem hver, og give det hans [[folk]] tilkende, så mange de kan komme i [[tale]] med, og da stande det for fulde.

<center> 29. </center> 
Vil man [[lade]] [[stævning]]en til [[herred]]s- birke- eller [[byting]] [[forkynde]] over ham, som ikke har villet ladet sig finde, da skal han tre gange påråbes, før end [[stævning]]en læses, og da står det for fulde.

<center> 30. </center> 
Befindes nogen [[lovlig]] stævnet mundtlig, eller [[skriftlig]], og hverken han selv, eller hans [[fuldmægtig]], møder for sin [[tilbørlig]] under- eller overdommere, uden han har [[lovlig]] [[forfald]], og det [[nøjagtig]] beviser, da lægges ham af [[dommeren]] lavdag for, dog ikke over fjorten dage, til hvilken han bør at [[møde]], og, hvis han da ikke vil [[møde]], da skal [[dommer]]en efter fremlagte [[breve]] og bevisligheder i [[sagen]] [[dømme]], hvor efter og [[eksekution]] må ske, og han for modvillig udeblivelse have [[skade]] for [[hjemgæld]].

<center> 31. </center> 
End er han stævnet for [[kongens]] højeste [[ret]], og ikke selv, eller hans [[fuldmægtig]], møder, da dømmes i [[sagen]] efter dens [[beskaffenhed]], og han efter [[domme]]ns [[indhold]] at lide, med mindre lovligen bevises, at han i sådan [[forfald]] har været, at han hverken selv har kundet mødt, eller fremskikket sin [[fuldmægtig]].

<center> 32. </center> 
Men hvo, som stævner anden for nogen [[overdommer]]e, og dog hverken selv, eller hans [[fuldmægtig]], eller hans [[lovlig]] [[forfald]], møder, da har han tabt [[sagen]], til han stævner lovligen igen, og der foruden skal han give sin [[vederpart]] hans bevislig [[kost]] og [[tæring]].

<center> 33. </center> 
End har han stævnet for [[kongens]] højeste [[ret]], og ikke møder, inden den provinses sager, som hans [[sag]] [[hører]] til, have ende, da bør han ikke alene at igen give sin [[vederpart]], som møder, og byder sig i rette, den [[billig]] på [[processen]] anvendte [[bekostning]] med bevislig [[kost]] og [[tæring]], men og aldeles have tabt [[sagen]], og ikke videre tilstedes på den at [[tale]].

Men dersom han indleverer sin tagen [[stævning]] i rette [[tid]] i [[kongens]] [[kancelli]] med sin [[vederpart]]is [[skriftlig]] [[samtykke]], og [[vederpart]]en ikke vil [[sagen]] videre udføre, da bør han derfor fri at være.

<center> 34. </center> 
[[Kald]] og [[varsel]] gøres ikke [[fornøden]], når nogen til [[tinge]] vil [[lade]] læse sine [[skøder]], [[mageskifte]]- [[gave]]- eller [[pantebrev]]e, eller [[afkald]], eller [[deslige]]: ej heller for godses opbydelse, arvs og [[gæld]]s fragåelse, [[beslag]] på [[gods]], eller [[person]], eller for [[skudsmål]]. 

[[kategori:Om retten og rettens personer]]
[[kategori:Danske Lov]]