Ribe glimt i 20’ og 30’ernes informationsalder

Skift til: navigering, søgning


Af Birte Marie Hovard, fra ”Ribevennen” d. 9. december 1986


Ved systematisk læsning af Ribe Stifts-Tidende fra 1924 og fremefter, tegner Birte Marie Hovard, datter af lektor Valdemar Nielsen et karakteristisk og morsomt tidsbillede af livet i den tids Ribe, med vægt på kulturen og forlystelseslivet.


Da jeg kom til Ribe, var radio ved at holde sit indtog i de små og store hjem. I 1928 var der udstedt 403 radiolicensmærker i Ribe postdistrikt. I forbindelse med den gamle foredragsforenings nedgang i medlemstallet (fra 497 i 1925 til 175 i 1928) tales der om, at det er en skam, hvis foreningen skulle falde som offer for radioen. Men hjemme hos os var vi meget forsigtige med disse ”nymodens” ting, så min bardoms forlystelse var frk. Bojsens biograf. Billetten kostede 10 øre, reserveret plads 25 øre. Da jeg forlod skolen i 1936, var den ny biograf opført i Sct. Nicolai Gade, og billetten kostede nu en krone, reserveret plads 1,25 kr. Fy og Bi holdt jeg mest af. Lærredet var slidt og klaveret ikke særlig klangfuldt. Men det var dejligt at sidde der i mørket og leve med i en anden verden.


Det har nok heller ikke været helt ufarligt. I hvert tilfælde måtte ”Kosmorama” ombygges og filmapparaterne brandsikres i 1930.


Det er svært for mig at huske, om jeg bedre kunne lide teatret. Men der var rigelig lejlighed til at komme der, for næsten alle datidens omrejsende selskaber besøgte Ribe med en enkelt opførelse, startende i august/september og sluttende sæsonen i marts/april. De to forreste rækker i Klubbens hotels teatersal var uden ryglæn og nummererede, og der sad vi børn godt sammenklemt. En enkelt sæson kunne byde på et meget vildt spændende program:

12. august 1926 en udstyrsrevy, ”For fulde sejl” 13. september 1926 ”Renæssance” 2. oktober 1926 ”Madame Sens Gene” 1. november 1926 ”Købt og betalt” 6. november 1926 ”Første violin” 20. januar 1927 ”Elverhøj” 25. februar 1927 Bonbonnieren i Esbjerg med ”Dolly” 20. april 1927 ”Barn i kirke” 23. april 1927 ”Kristine”


Ualmindeligt var det ikke, at flere af byens mange foreninger arrangerede teaterforestillinger for deres medlemmer, måske også for at sætte tilgangen af samme i vejret. Lidt ud over det sædvanlige var det dog, at en forening tog initiativet til en teaterforening. Men det gjorde Ribe Ringriderforening i efteråret 1928 og fik straks 156 medlemmer. Formanden blev Simon Christian Stockholm Simonsen, der også var formand i Ringridderforeningen og havde sat gang i det hele. Allerede i november måned opførtes to stykker ”Det gamle hjem” og ”Elverhøj”


Som barn gik jeg til undervisning i klaverspil hos den gamle frk. Elisabeth Blicher, der boede på klostret. Op til hendes bolig førte en meget bred, hvidskuret egetræstrappe, der virkede imponerende. Hun var en fin og elskelig dame, og jeg kan endnu mærke lidt af det sug i mellemgulvet, jeg fik, da hospitalforstander Lerche-Thomsen stod uden for mig hjem og rakte mig et par fine håndmalede kopper med initialerne EB slynget i guld, som jeg fik til minde om hende ved hendes død i februar 1930.


Siden fortsatte jeg hos organist fru Lütken på Kurveholmen. Hun skal absolut ikke lastes for, at jeg blev middelmådig klaverspiller. Nok så vigtig var det vel også, at jeg kom til at holde af musik, så jeg blev en flittig gæst i musikforeningen, i hvert fald i gymnasietiden. Der var 3-4 koncerter hver sæson. Sangsolister, trioer og kvartetter optrådte med forskelligt repertoire.


Men her er det også på sin plads at nævne de stedlige kræfter. AF generalforsamlingens referater fremgår det klart, at et nyt flygel er en betingelse for foreningens fortsatte virke. Fru Haar, seminarielærer Oluf Ribe og lektor Tage Nørregård gav flere koncerter specielt til fordel for flygelfondet og i december 1925 lykkedes det endeligt at få pengene indsamlet, og fru Haar kunne selv indvie flyglet med at spille Beethovens Appasionata, smukt og synligt bevæget. Disse tre musici’s kræfter blev der også enkeltvis og samlet trukket meget på til alle mulige foreningers arrangementer.


Et andet godt sted at høre musik var Domkirken. Domorganist Niels Glahn, der havde været ansat bed kirken siden 1875, havde lige søgt sin afsked og var død kort efter i marts 1924, 78 år gammel. Hans kone, der var født Bøggild og havde haft broderiforretningen på hjørnet af Korsbrødregade og Grydergade levede endnu og blev 90 år i 1927. Hun døde i 1929.


Domorganisten efterfølger blev Frands Behrens Claussen. Han havde siden 1902 været tilknyttet Sct. Catharinæ Kirke i Ribe, men kom i 1924 til Domkirken, hvor han i 1927 fejrede sit 25 års jubilæum som organist. Orglet trængte stærkt til en reparation og fornyelser, men det forhindrede ikke, at der bl.a. afholdtes nogle meget smukke adventskoncerter med kor og solister.


Jævnlige koncerter gav også Ribes to sangforeninger.


Ribe Sangforening gav to koncerter om året bistået af Johannes Poulsens orkester. Undertiden rykkede den ud i Plantagen og der var bal bagefter. I 1926 var der sangerstævne i


Ribe med vest- og sydjydsk mandskor. Formanden var den gang mejeribestyrer Nielsen. Nævnes bør det også, at foreningen sammen med korene fra Gørding og Brørup opførte det meget sjældent sungne korværk af Lange-Müller, Niels Ebbesen.


Koret har også benyttet domorganist Behrens Clausens melodier, hvor konsulent Siggaard var sangsolist.


14. marts 1927 havde Arbejdersangforeningen faneindvielse, idet formanden havde vundet et silkedannebrogsflag i en konkurrence, udskrevet af ”Dansk Familieblad”.


Foreningen blev i reglen ledsaget af Carl Nielsens orkester og gav to koncerter om året.


Den mere populære musik holdt bl.a. til i konditoriet hos Backhaus. Det var grundlagt i 1854 af G.A. Backhaus. Senere var sønnen C.J. Backhause kommet til, og hans interesse for sjældne dyr og planter førte til, at den smukke have blev skabt og udvidet flere gange, bl.a. i 1919 med en vinterhave. C.J. Backhause døde 27.1.1930.


Dengang kendte jeg kun Zoo i København, så da jeg var barn, fandt jeg stedet meget spædende og eksotisk. Engang var det så uheldigt, at en dame fik sin overfrakke revet i stykker af en ellers skikkelig abe, og det kom der en retssag ud af.


Manufakturhandler Jens Andersen • og fru Peters måtte besigtige skaden, og ved Ribe ret blev abens ejer idømt 40,- kr. i erstatning og 30 kr. i sagsomkostninger. Ikke desto mindre var der tit fuldt hus til de populære koncerter i palmehaven.


Til ren og skær fornøjelse fandtes en forening, der hed ”Klubben”. Dens forløber var ”Harmonien”, så i 1925 kunne der holdes 70 års jubilæum. Samme år bortsolgtes på auktion den bogsamling, der havde været til låns for medlemmerne, dels fordi det var en kostbar affære, dels fordi det havde vist sig, at det nyoprettede folkebibliotek kunne klare den side af sagen. Det blev derfor en ren selskabelig forening med kostumeballer, dilettantkomedier, dans, kortspil og andespil. Den opløstes i 1929.


Når min far en sjælden gang inviterede på middag ude var det næsten altid på Hotel Dagmar, der lå på torvet i en af Ribes gamle ejendomme bygget 1581. Siden 1913 havde manufakturhandler Jens Andersen bortforpagtet det til Carl Marinus Christensen, der havde skabt et interiør i tidens stil og drevet det vældigt frem godt hjulpet af den voksende turisme.


Der afholdtes desuden mange foreningsfester og maleriudstiller her.


Klubbens Hotel” derimod, der var et gammel hus fra 1700-tallet, forbandt jeg mest med teater, som før omtalt, og danseskole. Stockholm Simonsen, Katedralskolens gymnastiklærer gennem 40 år år, nærmede sig d e70 år, men kunne endnu med myndighed lære os grundtrinene. Jeg husker, hvordan den efterhånden lidt korpulente herre gjorde sin entré i falde gymnastiksko, letter lidt på det ene bukseben, og viste os, hvordan man strakte vristen smukt ud. Rent ejermæssigt havde ”Klubbens Hotel” før en lidt broget tilværelse. Men hotelforpagter C. M. Christensen, Dagmar, købte det i 1928. Han fik guldsmed Jacobsen og en malermester fra byen til at friske scenen vældigt op, og Harald Jacobsen malede bl.a. det nye fortæppe med motiv fra Ribe.


Afdansningsbal og skolebal var vinterens højdepunkter.


Katedralskolens fest samlede i reglen en 250-300 mennesker. Gymnasieelever instuderede skiftevis under lektorerne Nørregårds og Johansens ledelse en forestilling. Jeg husker særlig ”Kærlighed uden strømper”, men det vil være uretfærdigt at fremhæve den ene på de andres bekostning, for komedien hvert år forblev en festlig optakt til ballet. Smørrebrødet, der blev trakteret med bagefter, var et helt kapitel for sig selv. Fru rektor Willumsen indkaldte sin stab af medarbejdere, man af dem lærerkollegiets fruer, en uges tid i forvejen, og hver af dem fik besked på at lave en eller to slags pålæg. Jeg husker tydeligt, da min mor lavede italiensk salat til c. 200 mennesker.


Vi fik ikke denne ret i flere uger efter. På sleve festdagen om morgenen begav min mor sig til rektorboligen, hvor spisestuen var omdannet til en smørrebrødsfabrik. Midt for det udtrukne spisebord stod skolens pedel og skar det ene rugbrød op efter det andet på en brødmaskine. Så fulgte tre, fire damer, der smurte smør på brødet. Og kredsen sluttes af de andre damer med deres med deres diverse pålæg. Ved et mindre bord ved siden af stod bl.a. fru politimester Strøbech og blandede smørrebrødet, så der kom lidt af hver slags på fadene, og efterhånden som de blev fyldte, bar Lise Willumsen og jeg dem ned på kældergulvet, hvor de stod koldt, til der skulle spises. Der var ca. 2.600 snitter. Dertil kom 30 lagkager fra byens bagere.


Vi spisningen ar der tale om sang og det hele sluttede med dans i drengenes gymnastiksal.


Der var ellers mange steder, man kunne gå ud. At nævne dem alle ville føre for vidt. Men Weiss’s stue må med.


Den havde været en slægtens eje i flere generationer, man Søren A. Weiss, der døde i 1926 ca. 74 år gammel, havde i 1913 solgt den til kommunen. Til dette sted er der sikkert mange, der har minder knyttet. Peter Holdensen, søn af en vægter i Ribe, udvandrede og slog sig ned som dekorationsmaler i Boston, hvor han i en af New Eastland hotels sale genskabte Weiss’s stue. Om det lykkedes skal være usagt. Men det bedste ved den gamle stue er jo, at den er ægte helt igennem.


Til Weiss’s stue havde kommunen en bestyrer, hr. Bertelsen. Hans navn og virke var en periode også knyttet til Plantage-pavillionen, som i midten af tyverne var overdraget Forskønnelsesmomiteen. Den indledte hvert år sin sæson skærtorsdag og sluttede 30. september. Der ar levende musik, kaffedrikning og spisning. Desuden holdtes flere årligt tilbagevendende fester dér, f.eks. Ringriderforeningen, der afsluttede turneringen med præmieuddeling og dans. De politiske partiers grundlovsfester, hvortil arrangementet gik på skift mellem partierne hvert år. Den årlige skovtur for byens gamle med kaffebord, musik og underholdning. Pavillonens værste konkurrent var ”Puggaardsminde”, der lå nogle 100 meter derfra.


På stille varme sommerdage lod vi os friste af følgende annonce: Til Holmen og Slusen afgår passagerbåden ”Ellen” hver eftermiddag kl. 2.15 A.H. Riber. Tur-retur 1 kr. Og så tøffede vi da af sted ad den snorede å langs de flade grønne marker med får og køer, under en høj skyfri himmel til Kammerslusen.