Skiltekultur i gamle byer

Det er med nogen ængstelse, at elskere og beundrere af det gamle Ribes bybillede bemærker, hvorledes valget af skiltene på forretningsbygninger, det være sig på håndværkernes eller de andre næringsdrivendes ejendomme, har udviklet sig gennem e sidste årtier.

Nu er der naturligvis stor forskel på, hvad man kan byde en forholdsvis moderne forretningsfacade og så et stilfuldt gammelt hus i retning af skilte, selv om man må være varsom, selv om det gælder endog en moderne facade i en gammel kulturby som Ribe.

Nu skal det imidlertid straks være sagt at der mellem de mere moderne skilte i Ribe findes virkelig smukke og for bybilledet harmoniske ting, men en fare er dog her dukket op i form af alt for stor ensartethed, ja man kan vel sige ensrettethed, særlig hvor det gælder visse klicheagtige ”importerede” varer, hvor smagløsheden råber til himmelen.

Værre er det, at disse rædsler også begynder at vinde indpas på de gamle huse, som byen og de allerfleste tilfælde, heldigvis hele Europa er så stolte af, og som ofte netop i kraft af deres tiltrækkende ydre ikke alene er et rent æstetisk, men også et forretningsmæssigt aktiv, som man med virkelig smag og forståelse kan udnytte som ramme for nutidens behov for en håndværker eller købmand.

Men så er der det ved sagen, at et smukt og harmonisk skilt, der tjener til sit formål på bedste måde, ofte er billigere, i hvert fald ikke dyrere end rædslerne, men det er der endnu en hel del næringsdrivende, der ikke har forstået, selv om heldigvis mange ved det. Hvad kan der ikke fås ud af et ganske almindeligt bræt malet i de rigtige farver og med de rigtige bogstaver, der kan være af storartet dekorativ virkning, eller som man vil ofre lidt mere, end støvle til skomageren et hjul til drejeren, et ur til urmageren o.s.v.

Vi har heldigvis endnu pæne ting at opvise i Ribe i den retning, men alt for meget er gået tabt i det sidst ekvart århundrede. Jeg kan blot nævne drejer Blinkenbergs morsomme pibe, der er havnet i ”Den Gamle By” i Aarhus, det fine lille bødkerskilt i Bejers Gaard, uret på torvet og det herlige tobaksskilt med tobaksrullerne og den piberygende neget udenfor ”Clausen” på Melledammen. – De forgyldte bagerkringler har vi heldigvis en del af endnu, men selv disse skilte synes at være noget på retur. (Fortsættes under billedet)

For nogen tid siden nedsatte man indenfor Ribe Turistforening et lille udvalg, der skal søge veje til at råde bod på skilteforfaldet, og man overvejer nu at finde vej og midler til at interessere byens næringsdrivende for bedre skilte. Idéer søges og udbedes. Nogle Idéer kom så at sige flyvende til mig for nylig.

For kort tid siden gæstede jeg efter nogle års pause atter den herlige ”Gamle By” i Aarhus, et sted man atter og atter med glæde vender tilbage til. Mange af VESTKYSTENs læsere husket Den Gamle By fra den af Ribe-pressen arrangerede rejse til Aarhus for nogle år siden, hvor vi under Direktør Holms førerskab færdedes ud og ind i de herlige gamle huse med deres beboelsesinteriører og værksteder, der på en så helt genial måde viser os gammel dansk købstadskultur.

Efter at Direktør Holm havde vist mig de sidste års forøgelser bl.a. den dejlige gamle Aarhus Toldbod og det yderste interessante Tekstilmuseum, skænkede han mig ved afskeden museets sidste publikation. Sådanne smukke bøger skænker museet hvert år sine venner; Og årets bog handlede morsomt nok om – skilte, ”Skilte i den gamle by”, hedder den.

Det statelige hæfte indledes med et meget smukt forord af Direktør Holm selv, medens teksten i øvrigt skyldes direktørens højre hånd Museumsinspektør Cand. Mag. Helge Søgaard, der lader sin viden spille i en masse gode oplysninger om skiltenes kulturhistorie.

Tegneren Aage Jørgensen fylder i øvrigt hæftet med et væld af dejlige tegninger af bygninger og morsomme og smukke skilte i ”Den Gamle By”. Bl.a. viser han os bagerens hus, hvor Bager Hansens karnap og gadedør fra Stenbogade i Ribe er anvendt og som et forsynet med et af ”Den Gamle Bys” mest pompøse skilte, et 200 år gammelt bagerskilt med konelig krone og navnetræk, der stammer fra Aarhus selv.

Men hæftets tekst står fuldt på høje med billederne. Hvad man ikke får at vide om skilte her, er ikke værd at vide. Man følger skiltenes hele udviklingshistorie.

Vi erfarer, hvorledes de næringsdrivende håndværkere i den tid, hvor de boede samlet i hvert sit kvarter af byen, ikke behøvede noget skilt, men da dette forhold i renæssancetiden begyndte at ændres, begyndte skiltene at florere.

Til at begynde med var det dog varerne selv, der fungerede som skilt in natura.

Plattenslageren udstillede en rustning, sporemageren sporer og bidsel, remmageren prøver på sine remme osv., medens bageren anbragte honningkager og sukkergodt i sin karnap.

Senere gik man over til at anvende skilte af træ eller metal, hvor man ofte fremstillede pragteksemplarer af sine tillokkende varer, som man så hængte uden på huset, hvor selv e varen måske før var anbragt.

Bagerskiltene har ned gennem tiderne været noget af det mest pragtfulde. Kringlen og bollen, den ældste form for brød, der daterer sig lige fra Oldtiden. Bollen er ældst, blev næsten altid anvendt, og den gyldne krone kunne vel ofte antages for en hyldest til majestæten, men havde ikke noget med kgl. Hof prædikat at gøre. Sagnet fortæller, at oprindelsen til denne kongelige prydelse for bagerforretninger hentyder til standens udfoldelse af tapperhed under tyrkernes belejring af Wien.

Gamle symboler for faget er også skomagerens støvle, bødkerens tønde, farverens fane, hattemagerens høje hat, urmagerens ur og guldsmedens forlovelsesringe, medens klejnsmeden naturligt førte nøgler i sit skilt og grovsmeden hestesko og så videre.

Selv apotekeren ville ikke stå tilbage i skiltepragt. Han hængte en løve en enhjørning eller andet fabeldyr ud som skilteprydelse.

Men også offentlige institutioner fik deres skilt. Således var hesten allerede på Christian den fjerdes tid tegnet på, at her var der kongeligt postkontor.

Endelig gøres der i den nævnte bog udførligt rede for de særlige lavsskilte, som vi heldigvis også har en del af bevaret i rådhussamlingen i Ribe.

Alt i alt er det en bog, som man kan høste megen glæde af. Den burde findes i vore folkebiblioteker og på vores tekniske skoler, der burde være medlem af ”Den Gamle Bys Venner”, hvilket ingenlunde er nogen dyr fornøjelse.

Men tilbage til de Ribe skilte.

Når turistforeningen nu har sat sig for efter evne at sætte en stopper for ”Skilteforfaldet”, må fremgangsmåden formentlig blive den, at man søger at skaffe interesserede næringsdrivende kyndig vejledning, men måske ville det ikke være helt af vejen at opmuntre de borgere, der viser interesse for sagen, ved at udsætte småpræmier for særlig smukke og for gadebilledet harmoniske skilte og fjernelse af mindre heldige gevækster på gamle huse, eller i hvert fald søge at forhindre, at uhyrligheden breder sig alt for voldsomt.

Naturligvis er det ikke meningen ved at pege på den smukke skiltebog fra Aarhus, at opfodre til at gøre de Ribe facader til museumsattraktioner for turister, men kun den næst efter at gøre opmærksom på den nydelige publikation, at slå fast at her er virkelig gode idéer at hente, og at der ikke altid behøver løvefødder og gesvejsninger til at for at skabe et godt skilt, der til en overkommelig udgift kan tjene netop det hus, hvorpå det opsættes til glæde, pryd og nytte.