Hvo der må gå i rette for sig selv, eller for andre
Lovfældte og mindre mænd må gå i rette og svare for sig selv, når de tiltales.
End forårsages de at lade tale på nogen sag, da må de ikke selv til tinge deres sager udføre.
Men øvrigheden, eller husbonden, skal på sådannes vegne lade tale, eller forordne dem en, som skal udføre deres sag.
Brejder nogen den, som går i rette på deres vegne, sådant, da skal han derfor give otte lod sølv, halvdelen til dommeren, og halvdelen til den, som går i rette.
Beskyldes og bevises nogen i rettergang at være fordelt for ærlig sag, og straks retter for sig, da må det være ham tilladt, og rettergangen ej derfor at spildes.
End beskyldes fordelt mand ej for retten, men hans vederpart lader ham upåanket gå i rette imod sig, da kan vederparten ej, siden dom udi sagen gangen er, for den årsag skyld rygge, eller genkalde dommen.
Ingen kvindes person må for kongens højeste ret gå i rette, med mindre sagen hendes, eller hendes mands, eller børns, ære, eller liv, angår.
Borgmester og råd udi købstæderne og øvrigheden, eller husbonden, på landet skal skaffe dem, som ikke må, eller kunne, gå i rette for sig selv, sådanne personer til at forfølge deres sager, som de kunne være forvaret med.
Prokuratorer, som må og skulle forfølge andre folks trætter, skal være gode, oprigtige og uberygtede mænd.
I købstæderne skal de være så mange, som byens lejlighed udkræver.
Ingen må sig dertil lade bruge, uden de, som af borgmester og råd dertil forordnes, og af dem beediges:
- at de i ingen dem beviste vrange og uretfærdige sager ville lade sig bruge.
- ingen uretvisheder i rettergang, vidners føring, eller anderledes, videndes drive.
- ikke med kroglover, udeblivelser, forhalninger, unødige eller søgte skudsmål, uden billige årsager, sagen opholde.
- ingen vidtløftige, indviklede stævninger, eller forsætter, skrive og dermed årsag give, at dommene vidtløftigere, end tilbørligt er, skulle forfattes.
- ikke ville hidse folk sammen, eller hindre lovlige forligelsemål.
- ikke ville de fattige, eller andre, med ubillig løn udsue.
- endeligen, at de deres principaler med flid, troskab og oprigtighed ville tjene.
Om hvilke stykker og om deres ed de af dommeren, i hver sag som tvivlrådig er, skulle erindres, og, om dommeren det fornøden eragter, på ny for retten gøre deres ed: så og særdeles advares, at de råde folk fra skældsord, gluffer og gloser, og allermest fra ærrørige ord, når æren ikke søges.
Befindes nogen prokurator herimod at handle, da skal han straks af borgmester og råd afsættes, og ej af dommeren tilstedes for nogen at gå i rette, og der foruden straffes efter sagens beskaffenhed.
Dem skal tillægges noget til løn af borgmester og råd, for stævninger til under- eller overretter at udkaste, supplicatzer og indlægger at forfatte, så og for en ganske proces at drive, efter dens vidtløftighed, og principalens vilkår og formue, hvorover de ingen med en eller anden forevendelse må betynge.
Men når de af øvrigheden befales, skulle de tjene de fattige, være sig enker, vanvittige og værgeløse, eller andre, uden betaling, og søge deres løn og opretning i den kost og tæring, som dem af vederparten tildømmes.
Overgår nogen prokurator den fuldmagt og ordre, som ham af principalen given er, principalen til skade, da bør han at stande ham til rette derfor.
Ingen skal være forpligtet til at bruge prokuratorer, som selv ved sin værge, frænde, eller tjenere, sin trætte vil udføre.
På landsbyerne må ingen prokuratorer bruges.
Men enhver skal der selv føre sin sag ud, eller bruge dertil en i herredet, eller birket, bosat oprigtig mand, eller begære af øvrigheden, eller husbonden, en person, som ham derudi kan tiene.
Dog at ingen andensteds afsat, eller forvist prokurator dertil antages.
Prokuratorer, som oprigtigen sager, dem betroede er, udføre, og retsindige altid befindes, skulle ej derfor af øvrigheden lægges for had, men lides og forfremmes til under-øvrigheds bestillinger i byerne.
Dersom landsdommerne, eller andre overdommere i vigtige og tvivlrådige sager for got anse, og til sagens oplysning det nødigt befinde, bør principalen selv og andre interesserede at møde, når det dem forelægges, under tyve lod sølvs bøder, halvdelen til dommeren, og halvdelen til næste hospital, med mindre de lade svære deres lovlig forfald.
Spilder nogen anden mands sag med ulovlig beskyldning, da bør han at forfriske vederparten sagen igen, og betale ham hans bevislig omkostning.
