Om præsternes embede med sakramenterne og lønlig skriftemål

Skift til: navigering, søgning
1.

Præsterne skulle i kirken forrette og uddele de hellige sakramenter, dåbens og nadverens, aldeles efter kristi egen indstiftelse med den læsning og ceremonier, som sædvanlige er.

2.

Såfremt nogen præst, enten døber børn, eller nadverens sakramente forretter i nogens hus, uden fornødenhed det udkræver, skal han give til straf fyrretyve lod sølv, og den, som det lader gøre, et hundred lod sølv.

3.

Børn skulle døbes i kirkens fond, eller bækken, og må dertil ej bruges noget kar, fad, eller bækken, som til anden brug i husene er beskikkede.

4.

Ægtefolks børn døbes, når tjenesten er ude, men hore- og slegfred-børn skulle i købstæderne døbes efter tolv slet, og på landsbyerne når de har ofret med de ægte børn.

Og med sådanne hore- og slegfred-børn må ej ofres.

5.

De skal være vidnesbyrd og faddere til dåben, som er ærlige og uberygtede folk.

Dog må dertil ej flere bedes end fem af mands og kvindes personer tilsammen.

6.

Hvo som lader sine børn ligge udøbte uden kirken over otte dage, efter at de er føde, skal have forbrudt tyve lod sølv til næste hospital, som af kongens befalingsmand, eller stedets øvrighed, skal indkræves, som de agte at forsvare. Dersom børnene er svage, have hver kristne forældre sådant tilbørlig i agt at tage, at ingen saligheds middel bliver ved nogen forsømmelse efterlat.

7.

Forsømme forældrene at lade barn komme til dåben, og det uden dåb bortdør, da stande de åbenbarlig skrifte, som der udi er skyldige.

8.

Børn, som for deres svagheds skyld er hjemmedøbte, skulle, så snart de komme til pas, føres til kirken, og deres dåb af præsten stadfæstes og forkyndes i faddernes nærværelse på den sædvanlige måde.

9.

Men ingenlunde skulle de døbes igen, uden så er, at der er tvivl på, om de er døbte, og ej med vidner bevises, at de rettelig døbte er.

10.

Præsterne skulle ingen annamme til nadverens sakramentes delagtighed, med mindre de sig tilforn for præsten have beteet, skriftet og annammet afløsning.

11.

De skulle ikke tilstede de unge at komme til sakramentet, før end de have vel fattet deres børnelærdom, at finde deraf den rette mening i hjertet, og derhos hvorledes de skulle bekende sig for præsten, og vide at svare til lutheri små spørgsmål om sligt, og så forstå, hvad afløsning har med at føre: så som og de gamle skulle i det ringeste vide børnelærdommens bare ord at forstå.

Item hvorledes de skulle begære at skriftes, og hvad herrens nadere er, og hvad nytte den har med sig, og til hvad ende de begære at bruge den.

12.

Og på det præsten kan have des bedre tid til at undervise dem, som begære afløsning, skal han komme i kirken løverdagen tilforn at skrifte, så at sakramentets forrettelse på landsbyerne sker ordinære på den ene søndag i hovedsognet, og på den anden i annekset.

13.

Men på det ingen skal komme som af en vane til herrens nadere uberedt og uværdig, skulle de, som enten først ville gå dertil, eller have noget synderligt billig at tage i agt, gå til præsten nogle dage tilforn, at han bekvemmelig med dem derom kan handle.

14.

Præsten skal mod de tider, som han ved sognefolket sig til herrens naderes brug helst plejer at ville samle, dem advare, at de hans og deres egne vilkår ville betænke, og ikke komme flere, end han kan betjene, og tilbørligen høre og undervise.

15.

Og eftersom alle ikke kan være lige forstandige, og ingen dog, som søger sligt hjertelig og ydmygelig, bør uden vigtige årsager lettelig at forvises, skal der flittelig gives agt på dem, som endda sig gerne undervise lade, og anlove at føre så bod derpå, at de ej mere skulle findes så uberede, søgende nu af guds nåde den rette værdighed dertil uden al modvillighed. Dette skulle præsterne flittig have i agt, som de det for gud med en god samvittighed kunne være bekendt, og for deres kristen øvrighed forsvare.

16.

Men dersom præsten befinder nogen aldeles ubered og modvillig til at lade sig undervise, da skal han ham i skriftestolen advare, at han holder sig fra sakramentet, indtil han retter sig, og lærer noget bedre.

17.

Ingen skal med hånds pålæggelse af præsten afløses, uden han af et angerfuldt hjerte begærer sine synders forladelse.

Og skal den, som skrifter, i almindelighed bekende sine synder for præsten, og om noget nager ham i hans samvittighed, skal han ikke blues ved at sige det frem.

Men alle synders opregnelse, eller hvers i sær, udkræves her ikke.

18.

Præster skulle ingen bandsatte, eller som for letfærdighed, manddrab, tyveri, mened, eller andre åbenbarlige laster, er skyldige til at stå åbenbare skrifte, annamme til lønlig skriftemål, før end de kirkens disciplin udstandet have, med mindre de komme at ligge på deres sotteseng, og alvorligen i deres sygdom begære at være delagtige i herrens legeme og blod, før end de dø, og sig dertil kristeligen skikke.

Dog skal de, om de blive tilpas igen, alligevel menigheden åbenbarligen forbede, og da at gives tilkende, hvorfor de tilforn til nadverens sakramente er tilstedte.

19.

Det skal og agtes, at de, som ville gå til skrifte, skulle holde sig så vidt fra skriftestolen, at præsten kan der særdeles handle med den, som gør sin bekendelse, som og siden med en hver af dem at ingen anden det høre kunne, endog det ellers sker i den ganske menigheds åsyn i skriftestolen, enten oppe ved alteret, eller ikke langt derfra, så andre blive neden i kirken så længe, uden trængsel imellem sig, til den forrige får sin afløsning. Hvormed præsterne så vel som klokkerne, eller degnene og substitutterne, skulle have flittig indseende.

20.

Præsten må ikke uden sit kalds fortabelse åbenbare hvad nogen for ham i lønlig skriftemål bekendt har, med mindre det kunne angå noget forræderi, eller ulykke, som ved præstens åbenbarelse kunne forekommes.

Og dog bør dens navn, som det bekendt har, så vidt muligt er, at forties.

21.

Ingen præst må tage penge, eller anden foræring af dem, som komme til skrifte i kirken, enten der sker lønlig, eller åbenbare afløsning.

22.

Præsterne må ingen ubekendte annamme til nadverens sakramente, med mindre de føre deres bevis med sig om deres liv og levned fra den steds præst, som de er komne fra.

23.

Præsterne skulle ingen tilstede at bruge nadverens sakramente til verdslige sagers vidnesbyrd, eller uskyldigheds bekræftelse, men alene til indstiftelsens endelige årsager.

24.

Præsterne skulle vide tallet på dem, som skulle være delagtige i nadverens sakramente, på det der ikke på alteret skulle fattes brød og vin, og de så nødes til anden gang at igentage læsningen, eftersom de hverken brødet, eller kalken, må uddele, førend de med ordet og bønnen er helligede.

25.

Præsterne skulle holde efterskrevne fra nadverens sakramente.

  1. dem, som er åbenbare bandsatte, og ikke igen afløste.
  2. dem, som forhærdeligen hænger ved nogen vitterlig kætteri.
  3. afsindige mennesker og ufornumstige børn.
  4. så mange, som hårnakkeligen leve i nogle åbenbare laster, som horkarle, skørlevnere, ågerkarle, slemmere, skændegæste, voldsmænd, og allermest guds ords forhånere og foragtere, som åbenbare og foruden al guds frygt synde.
26.

Ellers skal ingen forholde sig for længe fra nadverens sakramente, som ved med god forskel, hvad det er at annamme og bruge herrens legem og blod.

Ikke skulle heller de unge sig længe derfra forholde, som er komne til den alder og forstand, at de kunne gøre skilsmisse, og vide, hvad på sådant sted kristeligen forhandles.

Og skulle både de, som enten i visitatser, eller og foruden, for deres gode forfremmelse derudi ved præsten, provsten, eller superintendenten, dertil annammes, så også alle de, der vide at gøre regnskab for ordenes mening i hver del enfoldeligen efter lutheri fortale i hans liden catechismo, være alvorligen påminte, at de bruge sakramentet nogle gange om året, og jo så tit, som de finde nogen anstød, som dem til sådan åndelig lægedom at annamme skulle bevæge.

27.

Entholder sig nogen over et helt år fra nadverens sakramente, da skal han udstå kirkens disciplin, og hvis han, alle advarsler uagtede, bliver i sådan fraholdelse fremturendes, da skal så med ham handles, som herefter i det iks. kapitel meldes.

28.

Hvo som i drukkenskab befindes den dag han har fået afløsning, eller brugt nadverens sakramente, skal stå åbenbare skrifte.

29.

Begås af nogen til guds navns bespottelse større forseelse, eller anden forargelse, da skal det og billigen med højere straf anses, efter som det befindes grovt at have været.