Om tyveri

Version fra 1. jun 2011, 23:54 af Hp (diskussion | bidrag) Hp (diskussion | bidrag)
(forskel) ←Ældre version | Nuværende version (forskel) | Nyere version→ (forskel)
Skift til: navigering, søgning
1.

Tager man tyv med koster i hænde, han har ej hjemmel til, hvor han fik dem, eller og han skyder på hjemmel, og ham bryster hjemmel, da må han bindes.

2.

Skyder han på hjemmel, da må han ej skyde længer end på tredje mand. Vedgår hjemmel kosterne, da svarer han dertil, og den, som dem af ham bekom, have tabt sit værd, og bøde ej, med mindre ham overbevises at have været tyvs medvider.

3.

Så mange som findes ved tyvned og gribes, de forfølges alle og straffes som tyve.

4.

Tager mand tyv med kosterne i hænde, da binde dem på hans bag, og forvare ham, eller levere ham til husbonden på landet, og i købstæderne til kongens foged, og skal han til første ting føres med kosterne, og der hændes dom, hvad han med sådan styld og misgerning forgjort har.

5.

Torvekøber mand nogen stjålne koster, og ejermanden kommer og kender sig derved, da bør den, som købte, lovlig med vidne at bevise, at han torvekøbte dem, og gøre sin ed, at han hverken er tyv, eller tyvs medvider, og ved ej hvo hans købmand var, og have dog tabt sit værd. kan han opspørge sin købmand, da søge hos ham sin skades oprejsning.

6.

Når man kender sig ved noget i anden mands hævd, da bør den, som har det i sin værge, og siger, at det er hans hjemføde, at bevise det med sine naboer, og gøre sin ed derpå, at det er hans opfødning.

7.

End siger han, at han købte det, da bør han at føre sin købmand til stede, som ham det kan hjemle.

8.

Kan han ikke føre sin hjemmel tilstede, og den, som kender sig ved fæet, siger det at være sit hjemføde, da bør han, som kender sig ved fæet, at føre sit fæmærke til, og bevise med sine naboer, at det er hans opfødning, og gøre sin ed, at det imod hans vilje er ham frakommet.

9.

End siger han, at han har købt det, da bør han det lovlig at bevise, og der tilmed gøre sin ed, at det imod hans vilje er ham frakommet.

10.

Kender mand sig ved andre koster i anden mands hævd, da bør den, som sig ved kosterne kender, med lovlig vidne at bevise, at de er hans koster, og gøre sin ed, at de imod hans vilje er ham frakomne.

11.

Den, som sagen i sådanne tilfælde går imod, bliver tyv, enten den, som sig kender ved fæet og kosterne, eller den, som har dem i sin hævd.

12.

Finder mand hos anden mand sit , eller andre koster, som ham er frastålne, og han tager dem bort lønlig, eller imod dens vilje, som dem i hævd har, uden dom, da bliver han selv tyv derfor.

13.

Tager tyv anden mands , eller andre koster, enten i hus, eller ude på marken, og ejermanden savner dem straks, og straks følger tyven, i hvor han når ham med kosterne, da må han gribe ham.

Men vorder der to dage eller mere imellem, og han da finder sin tyv med kosterne, og tyven skyder sig til hjemmel, enten til en by frem, eller to tilbage, da skal ejermanden følge ham til samme by, hvor han påskyder sin hjemmel at være. Bryster ham hjemmel, da tager ejermanden sin tyv, og forvarer ham.

14.

Mister mand sine koster, og formener, at de er komne til et eller andet sted, da må han gå til den by, som han mener, at de skulle være henkomne, og der lyse for alle naboer efter sine bortstjålne koster.

Finder han der sine koster, og den mand, som han finder dem hos, siger hvem han fik dem af, da bliver den derfor ikke tyv, om han kan skaffe sin hjemmel. End siger han, at vejfarende mand, som han ej kendte, lagde de koster i hans hus, eller fik ham dem at gemme, da bør han at føre de folk, som i hans hus er, eller andre, til vidne derpå, og der tilmed gøre sin ed, at han ej er tyv, eller tyvs medvider, og at han aldrig lagde dølgsmål på de koster.

Dog skal den, som kosterne findes hos, være i borgen og løfte for samme koster til næste tingdag, og da dem til tinge føre.

Og skulle gode mænd tinghørere nævnes at se, at han antvorder kosterne fra sig, og at den, som siger dem sine at være, dem annammer, og siden må han ej sigtes, som kosterne bleve fundne hos. End kommer han siden, som kosterne havde lagt ind at gemme, og kræver dem igen, da skal han, som kosterne annammede, i samme tinghøreres nærværelse antvorde samme koster ind i huset igen, som de tilforn blev fundne, og siden kan de tvende forfølge deres sag, så vidt ret er.

15.

Siger alle mand, der i by bo, nej for de koster, som mand lyser efter, og den, som kosterne mistet har, begærer, at der må ransages over al byen, da må mand ham det ej formene.

Dog skal fogeden være overværende.

Og må man begynde i byen, hvor mand vil, og gå så hus fra hus, og intet hus gå forbi.

Men en mands gård, eller to særlige, må man ej ransage, uden han, som begærede der at måtte ransages, vil have forbrudt sine tre mark, om han finder ej tyvned der inde.

16.

Findes de koster, som mand har lyst efter, under bondens lås, da må han ej skyde sig til anden mand, fordi han dulte det tilforn og da er han selv tyv for de koster.

17.

Findes kosterne under hustruens, eller børnenes, eller tyendenes sær lås og lukkelse, eller bevises, at de har fjælet og døllet med tyvned, da blive de tyv.

18.

Findes de koster, som man ransager efter, i bondens lade, eller andetsteds i huset, som ingen lås er for, da bør bonden at gøre sin ed, at han ej er tyv, eller tyvs medvider, og at han ej ved, hvorledes de koster er komne i hans hus, men at de må være ham, påførte af onde mennesker, og da bør han at være angerløs.

19.

Er bonden ej hjemme, når hans hus ransages, og de stålne koster findes der inde, da må man ej hustruen binde, eller bunden bortføre, men naboerne skulle gå i borgen for kosterne indtil bonden hjemkommer, at de ej bortkomme.

Men når bonden kommer hjem, da gås derom, som tilforn sagt er.

20.

Far man i anden mands ager om nattetide, og skær hans korn op, eller tager hans skåren korn bort, da er han tyv derfor.

21.

End er han vejfarende mand, og giver sin hest en kærv, eller neg, eller beder på stubben, da er han hverken ransmand eller tyv derfor.

22.

Men fører han bort af ageren, da må den, der ageren ejer, søge ham, der tog, enten for ran, eller tyveri, hvilket han vil.

23.

Bryder man anden mands abildgård, eller kålgård, og stjæler frugt, eller kål, da bliver han derfor tyv, så som han stjal i hans hus andre koster.

24.

End mister man sine klæder i anden mands abild- eller kålgård, som han ulovlig er kommen ind udi, da må han ej søge derefter med ran.

25.

Flår nogen anden mands egetræer, som står i skoven, og tages derved, da forfølges han som tyv for så vidt, som han har gjort skade. Tages han ej ved træet, da søges så efter ham som efter tyv.

26.

Det samme er og, om nogens tømmer borttages enten i skoven, eller på marken.

27.

Hvo som hugger i anden mands skov, og antræffes enten ved stubben, eller på vejen, eller i hus, med det, som han har hugget, da er han tyv.

28.

Betrædes nogen i skov med heste og vogn, og der har taget læs, enten af nedblæste grene, eller fælder, som ham ej er udviste, da har han forbrudt heste og vogn, og derforuden bøde sine tre mark.

29.

Dersom nogen findes at opslå, oprykke, eller udi nogen måde ødelægge, marehalm, hvidris, sener, klittag, hjælme, slik, eller de torne, som gro på strandbakken, eller i klitten imod Vesterhavet, da skal den, som det gør, eller hjemler det andre at gøre, straffes som en tyv uden al nåde, og dertil være pligtig at oprette al den skade, som deraf kommer.

Findes og samme marehalm, hvidris, sener, klittag, hjælme, slik, eller torn, som er groet på førnævnte åsteder, hos nogen, da skal den, som samme vare findes hos, være pligtig at stå derfor til rette, som for andre stjålne koster, og skal hver mand, i hvem der vil, må tiltale den slig gerning gør, hjemler, eller findes hos, som en ret sagvolder, og den, som samme dele følger, skal må tage alt det faldsmål, som deraf kan falde, ligesom det var hans egen tjener, der slig gerning gjort havde, og skal ikke anses, hvis tjener det er. Bliver og nogen befunden med slig sag, og det kan ham overbevises, da skal han ikke må stå i lov eller vidnesbyrd derefter.

30.

Agern, eller bog, må ingen opsanke i anden mands skov under tre lod sølvs bøder for hver gang han dermed antræffes.

31.

End nøder må han plukke så mange, som han der fortærer, og ej videre.

32.

Befindes nogen med ringe tyveri, som ej tilforn dermed er befunden, da bør han at miste sin hud.

33.

End befindes han anden gang med ringe tyveri, da miste sin hudkagen og brændes på sin ryg.

34.

Befindes han tredje gang, da stryges han til kagen, og brændes på sin pande.

35.

Stjæler han fjerde gang, da bør han at kagstryges, og brændes med tyvsmærke, og forskikkes til Bremerholm, eller andetsteds, at gå i jern og arbejde sin livstid.

36.

Befindes nogen med stor tyveri, så som hest, hoppe, stud, ko, eller andet, som kan være tyve lod sølv værd, og han ej dermed tilforn er befunden, da bør han at kagstryges, og have tyvsmærke på sin pande.

37.

Befindes han anden gang med stor tyveri, da bør han igen at stryges til kagen, og brændes med tyvsmærke, og til Bremerholm, eller andetsteds, fremsendes at gå i jern og arbejde sin livstid.

38.

Bryder nogen ud af jern og fængsel, og siden lader sig finde i tyveri, da bør han at straffes med galgen.

39.

Hvem som tyvsdom overgår, han skal betale den, som han stal fra, igæld og tvigæld, det er først så meget, som han stjal fra ham, og dernæst dobbelt så meget, og have forbrudt sin hovedlod til sin husbond, og derforuden straffes, som tilforn sagt er.

40.

Rider man anden mands hest uden ejermandens vilje over en bymark, da bøde derfor tre lod sølv, og gøre hesten så god, som den var, der han tog den. Vægrer han sig det at gøre, og lader sig søge med retten, da har han forbrudt sine tre mark.

41.

Malker man anden mands ko, får, eller geder, straffes derfor som for ringe tyveri.