Om den lydighed man lovgiveren og loven skyldig er

1.

Kongen er efter kongeloven, så som kongedømmets rette uforanderlig grundvolds lov, sine rigers og landes Danmarks og Norges enevolds arvekonge og herre, og alene har højeste magt og myndighed til at gøre love og forordninger efter sin gode vilje og velbehag, at forklare, forandre, formere, formindske, ja og slet at ophæve forrige af ham selv eller hans forfædre udgivne love, så og at undtage hvad og hvem ham lyster ud af lovens almindelige befaling. Han har og ene højeste magt og myndighed at isætte og afsætte alle betjente, høje og lave, være sig hvad navn og titel de have kunne, efter sin egen fri vilje og tykke, så at alle embeder og bestillinger, i hvad myndighed de have, skal af kongens enevoldsmagt, såsom af én kilde have sin første oprindelse.

Kongen har og ene højeste magt over al klericiet, fra den højeste til den laveste, at beskikke og anordne al kirke og gudstjeneste, moder, sammenkomst og forsamlinger om religions-sager efter guds ord og den augsburgske konfession, når han det rådeligt eragter, at byde og forbyde.

Han har og ene våbens og væbnings magt, at føre krig, slutte og ophæve forbund med hvem, og når han det godt befinder, told og anden kontribution at pålægge.

Korteligen at sige: kongen ene har magt at bruge alle jura majestates og regalier, hvad navn de og have kunne.

Hvorfor og alle kongens undersåtter, i hvad stand og højhed de og er, som bo, eller sted at bo på eje og have i hans arveriger og lande med alle deres tyende, folk og tjenere, skulle som ærlige arve-undersåtter holde og agte kongen for det ypperste og højeste hoved her på jorden over alle menneskelige love, og der ingen anden hoved eller dommere kender over sig, enten i gejstlige eller verdslige sager uden gud alene, og derfor være kongen, som gør dem alle fred, og ved sin lov og regimente styrer og værger rigerne og landene, hørige, lydige, underdanige, hulde og tro, og søge og forfremme kongens gavn, skade og afbræk af yderste formue afvende, og tjene ham troligen med liv og gods, og med ed være forbundne imod alle og én hver, hvem det være kunne, indenlandske eller udenlandske, som imod kongens enevoldsmagt og arverettighed skulle ville handle eller tale, sådant at forsvare under livs, blods, æres, og godses fortabelse, og at fra sådan deres pligt og skyldighed ingen venskab eller fjendskab, frygt eller fare, had, avind, eller nogen menneskelig list og påfund i ringeste måde skal dem afvende.

2.

Den lov, som kongen giver, må ingen mand aftage eller forandre.

3.

Ingen må tage sig selv ret, men enhver skal tale og dele sig til rette.

4.

Ingen skal dømme imod den lov, som kongen giver, men efter den skal landet dømmes og rettes.

5.

Kongens undersåtter og alle de, som i kongens riger og lande sig opholde, eller handle, skulle rette sig efter kongens lov, befalinger og forordninger.

Og skulle kongens befalingsmænd og alle, som noget embede af kongen er betroet, efter deres eds og embedes pligt alvorligen holde der over, at kongens lov og hvis af kongen budet er, bliver i alle måder med allerunderdanigste lydighed efterkommet.

Men hvis nogen her udi findes forsømmelig, såfremt det bevises, at det ham videndes været har, og han ellers ingen lovlig undskyldning har, da er det kongens fiskals embede, både den, som sig forgrebet har, så og den, som sit embedes pligt at efterkomme forsømt har, at søge og tiltale efter loven, og over ham hænde dom på hans embede, og på hans gods og penge efter hans formue, og efter sagens befundne beskaffenhed.

6.

Giver kongen nogen befaling ud til én eller anden, og han den ikke med allerunderdanigste lydighed efterkommer, såfremt det står i hans magt (hvor om han straks bør at gøre til kongen sin allerunderdanigste erklæring) da skal han derfor af kongens fiskal tiltales, og om han noget embede, gejstlig eller verdslig, har, bør han det efter dom at have forbrudt, og hvis han intet har, da at straffes på sin formue efter sagens beskaffenhed.