Forskel mellem versioner af "Om fragt, tilsyn og regnskab"

Skift til: navigering, søgning
 
m
(Ingen forskel)

Versionen fra 24. mar 2012, 16:12

1.

Ingen skipper skal være mægtig til at forfragte sit skib uden med sine rederes vidskab og samtykke, såfremt de er så nærværende, at skipperen kan forespørge sig med dem, enten skriftlig, eller mundtlig, og han uden sine rederes skade kan opbi svar. Hvis ikke, da rådføre sig med fornemme skibsfolk, og ramme sine rederes gavn og bedste, som han agter at svare til, med mindre han er på det sted, hvor han udtrykkelig er ved sit fragtbrev forbunden at følge faktorens ordre.

Og gør han herimod, da skal det, som han således gjort har, ingen magt have, og derforuden skal han oprette al skaden, og bøde ti lod sølv til kongen og lige så meget til byen, hvor skibet i kongens lande lades, eller losses.

2.

Når kontrakter oprettes imellem skippere og befragtere, da skal det ske skriftlig, hvilke kontrakter kaldes certepartier, og skal skipperne derforuden udgive på alt det gods, lidet eller stort, til en hver, som noget indskiber, trende lige lydende visse skrifter, som kaldes konnossementer.

3.

Når en skipper har forfragtet sit skib, og gjort en bestemt dag imellem sig og købmanden, da, dersom skipperen ikke er rede, når dagen er kommen efter deres certepartis og kontrakts lydelse, og købmanden derover bliver forsømt, og ikke fik sit gods i markedet, stande skipperen købmanden derfor til rette, og bøde ham sin skade efter dannemænds sigelse, undertagen at uvejr, vinterdag, eller anden stor ulykke og uformodentlig tilfald, kunne ham sin rejse forhindre. I lige måde om skipperen bliver forsømt af købmanden, gælde den samme ret.

4.

Lader en skipper sig fragte af en, to, eller flere købmænd, til en vis tid ham at aflade, og nogen af samme købmænd ikke i rette tid skiber sit gods, så skipperen derover opholdes, da bør skipperen derover ikke opholde sin rejse, men strakstilbørlig måde protestere imod den udeblivendes, som skal betale den fulde fragt af det betingede rom, såfremt skipperen, når han vil sejle, lader tre af hans bedste folk se det fornævnte rom at være ledigt, og de det lovlig kan vidne.

Dog dersom skipperen kan uden sin forhindring andet gods i den sted bekomme, da skal den fragt, som deraf gives, komme købmanden til gode igen. Desligeste om en købmand sit indladte gods igen vil udskibe, og skipperen uden sin rejses forsømmelse kunne det udlosse, da skal han betale skipperen sin fulde fragt, uden så var, at skipperen uden sin rejses forhindring andet gods i den sted bekom, da skal købmanden den fragt derimod nyde, og fornøje skipperen for sin umage og bekostning, for godsets ind- og udskibning. Skulle og samtlige købmænd deres gods ville losse, da skal skipperen nøjis med halv fragt, og folkene med halv hyre.

5.

Kommer en skipper udi fremmede lande, og der gør nogen handel, være sig køb, sal, fragt, eller hvad anden handel der nævnes kan, og har med brev og segl der udi forpligtet sine redere, som hjemme er, at skulle svare og undgælde, da er de ikke pligtige det at holde udi nogen måder, fordi en skipper er ikke redernes gods mægtig mere, end han har under hænderne, som er det nærværendes skib og gods, som han har med at fare.

Men har nogen købt, solgt, eller handlet med skipperen, den må efterkomme sin skade hos skibet og ikke hos rederne, uden at samme redere befatte sig med samme købmandsgods.

6.

Har en skipper tilsagt købmanden at ville føre hans gods udi markedet, og befaler ham at føre det til prammen, og skipperen sender det op igen, og lader det ligge, da skal skipperen være pligtig at betale købmanden det gods, ligesom det kunne gælde i markedet, når han kommer over, og korte ham sin fragt udi betalingen.

7.

Befragter man skib af nogen at ville selv lade føre til en bedstemt tid og vis sted, og samme skib tilkommer nogen ulykke foruden hans forsømmelse, som det fragtet har, da svare den ikke dertil.

Men bruger han det imod kontrakten over den forsagte tid, eller på andre steder, foruden hans vilje, som skibet tilhører, da oprette han den anden sin skade efter søfarne mænds sigelse, undtagen at han arresteres på samme sin rejse, som han ikke er selv årsag til, eller bliver nødt til anden sejlads imod sin vilje, hvilket han bør at gøre bevisligt med nøjagtig vidnesbyrd.

8.

Om en skipper fragter sit skib forgrebs til nogen, da bør han af sin befragters gods at indtage så meget, som han bekvemmelig føre kan, og hverken for sig selv, eller nogen anden, imod befragterens vilje noget at indskibe. Handler skipperen herimod, da bør han at erstatte befragteren al sin erlidte skade.

9.

En hver skipper skal have god agt, og ikke selv overlade skibet formedelst gerrighed. Dersom det befindes, skal han have forbrudt af sine egne penge fyrretyve lod sølv til kongen, og fyrretyve lod sølv til byen, og derforuden bøde skaden.

10.

Hver skipper skal have flittig opseende på købmandsgods både med indskibning, når det er ham ved skibet leveret, så og, når det er kommet i skibet, med stubning og garnering og alt andet. Dersom købmanden fanger skade, eller hans gods bliver formindsket af skipperen, eller hans folk, da skal skipperen det oprette af sine egne penge, og betale købmanden hans skade, efter som godset i markedet kunne sælges, og købmanden derimod betaler rederne deres fulde fragt.

Men dersom samme gods bliver forlækket, eller fordærvet, uden skipperens, eller hans folks, forsømmelse, da, når skibet kommer did, som det skal losses, og klapper købmanden trende gange på fadet, som er vin og andre lækkende vare udi, og befaler at udhitse, give han skipperen sin fulde fragt, eller og lade skipperen beholde samme fad for fragten. Forsømmer købmanden således at se sig for, da have skade for hjemgæld. er og skibsfolkene i noget deslige årsag, da have skipperen derfor til dem sin tiltale.

11.

Når noget skib i nogen havn her i rigerne indkommer med styrtegods, som ved tøndemål sælges, deraf skal skipperen ikke losse noget uden med tønder, som er ret brændte og mærkede, så vel folkenes føring som redernes part, og det skal ske udi stadsmålernes nærværelse, og skal den, som godset annammer, give målerne til løn af hver tønde, som på hvert sted forordnet er. Hvilken skipper herimod gør, have dermed forbrudt ti lod sølv til kongen og ti lod sølv til byen. en hver skipper skal have flittig agt på, at styrtegods, helst korn, eller andet, som det behøver, jævnlig undervejs bliver kastet, så det ikke bliver muet, eller fordærvet.

12.

Ingen skipper skal have magt til at sælge sit skib enten uden- eller indenlands uden med sine medrederes vidskab og samtykke, og derpå skal han have deres skriftlig fuldmagt, om de ville det afhænde, på det at skipperen kan give dem, som købe ville, en tilbørlig forvaring. Om herimod handles, skal det køb ingen magt have, om der vorder påklaget, og skipperen skal have forbrudt et hundred lod sølv til kongen, og derforuden stande sine redere til rette.

Men skete det så, at samme skib fik nogen mærkelig brøst og skade på sin rejse, og skipperen det derfor ville afhænde, da må han dertil magt have.

Dog skal han det bevidne med fire af de bedste mænd i skibet, om der var skellig årsag til, eller ikke.

13.

Ingen skippersælge, eller give noget bort, eller selv beholde af skibsredskab, fetalje og andet hvad skibet tilhører, med mindre han efter fuldendte rejse derfor tillige med alt andet beholdt gør rigtig regnskab. Hvo anderledes gør, skal straffes derfor som for andet tyveri.

14.

Hvis nogen af rederne vil sælge sin part i skibet, da skal han den først tilbyde sine medredere, om de ville give derfor så meget som en anden.

Thi da er de nærmest til at beholde det. Gør han det ikke, men sælger det til en fremmet, da have de samtlige magt til at indløse skibet hos den det købt har for den pris efter gode mænds sigelse.

15.

Hænder det sig, at et skib ligger længe på rejsen, og fattes fetalje, eller andet til skibs nytte og behov, og skipperen har ikke penge at købe for, eller i tide på veksel på sine redere bekomme kan, da må han sælge af købmandsgodset så meget, som han dertil behov har, og ikke mere, og skipperen skal betale det for lige værd, som det andet bliver solt for udi markedet, og korte købmanden hans fragt udi betalingen.

16.

Dersom så sker, at nogen skipper er længe på sin rejse, og han bliver forkortetfetalje, da skal han med styrmandens, højbådsmandens og skriverens, råd kvartere og uddele imellem alt skibsfolket efter tidens lejlighed.

17.

Bliver købmandens gods fordærvet udi skibet, at overløbet er ikke digtet og forvaret, som det sig bør, da skal skipperen dertil svare og bedre skaden, men kommer det fra under op, da skal det gå over skib og gods, såfremt skibet, da det udsejlede, vel var forvaret, og undervejs er blevet læk, og da af skipperen og folkene ingen forsømmelse med pumpen tagen.

18.

Hver skipper er skyldig at holde gode stærke kordeler og vindetakkel udi sit skib, at ind- og udsætte købmands gods med. Bryster vindetakkelet og godset får skade, da svare skipperen alene til den skade.

Men slipper godset af taklet formedelst bådsmændene det ikke vel have belagt, da betale bådsmændene den skade.

19.

Alle skippere, eller styrmænd, skulle, helst på de rejser, som ikke er imellem provinserne i et rige, holde rigtige journaler på hvad vinden hver dag og tid har været, så og hvorledes rejsen går for sig, hvorvidt den hver dag fortsættes, og når de komme i havn, og hvor længe de der må opholde sig, og hvad vinden hver dag blæser, samt rigtig antegnes, når og til hvem de nogle af varerne sælge, på det rederne og købmændene kunne ved skibets lykkelig hjemkomst få af samme bøger fuldkommen underretning om hvis på rejsen passeret er.

20.

Så snart en skipper har oppebåret sin fragt og hvis andet hans redere tilkommer, da gøre dem god rede og regnskab uden al forhalning udi alle måder. Dersom det anderledes bliver befundet end som ret er, da skal det straffes lige ved anden utroskab. Til samme sine rederes fornøjelighed og regnskabernes bedre forklaring, skal han fremvise sin bog, hvor udi enhvers navn ved dag og datum, som noget indskibet har, skal være indført, så og rigtig tal og mærke på alle pakker, fade og tønder, med forklaring hvad der udi er angivet at skulle være, og derforuden skal han have ved sine regnskaber rigtig bevis på alle hans udgifter og omkostninger, som er gjorte til skibs nytte, og efter rigtig slutning tilstille en hver af sine redere hvad ham med rette tilkommer. Skulle og skipperen ved falsk angivende på toldsteder, eller ved nogen ulovlig havns besøgelse, skibs og godses andetsteds indførelse, eller indskibelse, end i rette almindelige lovlige havner, hvor kongens fogeder, toldere, eller sisemestere, er forordnede, eller i andre måder, forårsage skibs og godses konfiskation, da svare skipperen til al den skade, som nogen derover tilføjes.

21.

Hvis nogen skipper skulle selv, eller ved sine folk, lade kaste sin baglast på forbudne steder, og nogen skade, eller udgift, derudover kommer, da svare skipperen alene dertil.

22.

Enhver skipper og officerer skal alvorlig indseende have, at alting inden borde kristelig, ærlig og fredsommelig tilgår, og ingenlunde tillade, at nogen sværger, bander, eller ypper nogen trætte, eller tvedragt, eller at den ene begegner den anden med nogen usømmelig ord, eller gerning. Skulle sådant af nogen ske, da skal skipperen med nogle af de bedste skibsfolk magt have straks efter deres tykke at sætte dem i straf. Er og sagen af stor vigtighed, da anholdes den skyldige til de hjemkomme, og da gås derom efter lands lov og ret. Alle de bøder, som efter denne søret skal udgives, skal rigtig og uden nogens i modsigelse af den skyldige betales, eller og, om hans gods, som inden borde er, ikke kan tilstrække, da af hans løn så meget indholdes, og enten i en sparebøsse bevares, eller og af skipperen til bogs føres, og de fattiges part deres forstandere, når rejsen er endt, tilstilles imod tilbørlig kvittans. Forsømmer nogen skipper det, da skal han selv betale dobbelt så meget.