Om stævnemål, kald og varsel, og opsættelser

Version fra 10. dec 2013, 22:11 af Hp (diskussion | bidrag) Hp (diskussion | bidrag)
(forskel) ←Ældre version | Nuværende version (forskel) | Nyere version→ (forskel)
Skift til: navigering, søgning
1.

Ingen rettergang må stedes imod nogen, eller vidnesbyrd føres, eller tingsvidne udstedes til tinge, eller for nogen ret, eller mænds opkrævelse, eller nogen besigtelse, syn, eller granskning, at ske, uden den, hvis enten gods, ære, eller liv, det pågælder, er lovlig dertil kaldet, eller og er selv til vedermåls ting, og ikke undskylder sig, at han ikke har fået lovlig kald og varsel.

2.

Sagsøgeren skal stævne den, som for sagen er, og andre vedkommende, med to mænd, før sol går ned, for deres bopæl, i hvad ting og ret de og stævnes til, enten mundtlig, eller skriftlig.

3.

De, som mundtlig kald og varsel givet have, skulle selv komme til hjemtinget, og vidne med ed og oprakte fingre, at de ham, som tiltales, lovlig stævnet have, og enten selv med ham mundtlig talt have, eller med hans folk, eller med andre, som tilstede var, og skulle deres navne, som stævnet have, hvem de er, og hvor de sig opholde, i tingbogen indføres. Når kaldsedlen er skreven af sagsøgeren selv, skal det i lige måde med kaldsmændene forholdes.

4.

De, som forkynde skriftlig kaldseddel, eller stævning, som under rettens segl er udstedt, skulle forkynde den i dens, som stævnes, eller hans folks, eller andres påhør, som der kunne være nærværende, og enten dem en udskrift deraf levere, eller give dem så lang tid, at de kunne lade den udskrive, om de det begære: og hvis de selv ej ville, eller kunne skrive på den, da skulle de, som den forkyndt har, der på skrive med deres navne under, og hvem de er, og hvor de sig opholde tillige med deres navne, som vare nærværende, der stævningen blev forkyndt.

Hvilken stævning således påskreven skal for retten fremlægges, læses og påskrives.

5.

I kald og varsel, enten det sker mundtlig, eller skriftlig, skal sagen, såfremt processen skal holdes lovlig, nævnes, hvorfor man stævnes, så og en vis dag og et vist ting, hvortil man stævnes, og ikke til flere på en gang.

Og gælder samme kald og varsel i seks uger i de poster varsel er givet for.

Dog at varselsmændene møde til første ting, og afhjemle, hvad de til hver ting have givet varsel for, og det i tingbogen stykkevis indføres, og efterfølgende tingdage lydeligen oplæses. Er det skriftlig stævning, da skal den for retten hver tingdag læses og påskrives.

6.

Hvis nogen overbevises usandfærdeligen, enten med mundtlig, eller skriftlig, stævnings forkyndelse at have omgået, straffes ligesom falske vidne.

7.

Til herreds- birke- og byting gives mundtlig, eller ved skriftlig kaldseddel, otte dages varsel, om den, der stævnes, bor, eller opholder sig, i det herred, birk, eller by, som tinget holdes udi.

8.

Fjorten dages varsel gives ham, om han er uden herredet, birket, eller byen, og i provinsen.

9.

Seks ugers varsel gives ham, om han er uden provinsen, og i riget.

10.

Haver han ingen bopæl i riget, og ikke vil lade sig finde, da gives ham seks ugers varsel der, som han sidst bopæl, eller tilhold, haft haver, og seks ugers varsel tillige til landstinget.

11.

Kald og varsel til indførsel i en afdødes gods, som ej arvinger haver, eller efter hvilken arv og gæld ej er vedgåen, gives på samme måde.

12.

Er den, som stævnes, uden riget, eller ikke vides, hvor han er, da gives ham varsel på samme steder, som nu sagt er, inden årets udgang at møde, og svare.

13.

Har nogen ingen bopæl i riget, og trætte er om markskel, da gives hans bonde, som på boligen og grunden bor, der, som trætten falder, otte dages varsel.

14.

Når reb begæres på mark, skov, eller ejendom, da skal kald og varsel gives, ikke alene til ejermændene, men end og til alle de mænd, som er i den by bonde, som samme ejendom tilligger, at de er hos, når noget dermed foretages skal.

15.

Udi uskifte imellem arvinger, eller kreditorer, ejendoms trætter er man ej pligtig til at stævne andre, end dem, som ejendommen bruge, og den i hånd og hævd have.

16.

For afpløjning, eller af slet, gives den kald og varsel, som skaden gjort har, og ikke hans jorddrot.

17.

Rejser nogen bort, efter at ham lovlig kald og varsel given er, enten uden provinsen, eller riget, da forfølges den sag, som han har fået varsel for, lige så fult, som han var til stede, dersom sagsøgeren ikke hviler med processen, men sagen uden ophold fra ting til andet forfølger.

Lader sagsøgeren tre ting overgange, at han ej forfølger sagen, siden han har kaldet sin vederpart til et ting, da må vederparten fare af land og rige, såsom han ej var kaldet med alle.

18.

Siger nogen på dens vegne, som stævnet er, at han var rejst af provinsen, eller riget, før end han blev kaldet, da skal den, som det siger, det lovligen bevise.

19.

Søges nogen for jordskyld, husleje eller deslige afgift af nogen gård, eller hus, da holdes samme sted for bopæl, om endskønt den, som for sagen er, ikke bor der.

Dog at han kaldes og stævnes til sådan tid, som tilforn ommælt er, om han er uden byen, provinsen, eller riget.

20.

Døer nogen, som ikke har gjort rigtighed for hvis han havde at forestå, i mens han levede, så som formynderskab, fattiges forstanderskab, kirkeværgeri, kæmneri, og deslige, da gives hans arvinger kald og varsel i stervboen, når de tiltales for at gøre rigtighed.

21.

Giver man en prokurator, eller anden mand, fuldmagt nogen sag at forfølge, da står det kald og varsel for fulde, som fuldmægtigen i den sag gives af vederparten, ligesom hovedmanden selv varsel bekommet havde.

22.

Stævninger til landsting udstedes under landstings skriverens hånd, og landstings segl, og forkyndes på den måde, som tilforn sagt er, ved tvende mænd, ottendedagen, før landsting holdes, for dens bopæl, som stævnes, enten han er i herredet og byen, eller uden, enten i, eller uden, provinsen, enten i, eller uden, riget.

Såfremt han ellers tilforn lovlig varsel til hjemtinget har bekommet, og hjemtingsdommen inden tre uger indstævnes.

23.

Lader sagsøgeren tre uger gå forbi, efter at hjemtingsdommen er afsagt, før end han tager landstings stævning, og den, som for sagen er, imidlertid rejser bort, da skal det med stævningens forkyndelse og tiden så forholdes, som tilforn om hjemtings kald og varsel meldet er.

24.

Opsættelser skulle ske med begge parters samtykke, eller og, når dommeren for lovlig forfald ej kan være til stede.

Opsættelsen gives dog ikke beskreven, med mindre det af parterne begæres, men i det sted skrives på stævningen af skriveren, til hvilken tid sagen er opsat.

Hvilket og i tingbogen skal antegnes tillige med dens navn, som med stævningen fremkommer, og med deres navne, som stævnes, en hver til efterretning, som det begærer at vide.

25.

Landstings stævningen med samme påskrift, skal på tilbørlig sted til herreds- birke- eller by-ting forkyndes, og påskrives, og derhos bevises, at den indstævnte hovedmand, som sagen mest angår, genpart der af har været tilbuden, og bør ham der på hjemtinget genpart af forskrevne stævning med sin påskrift at tilbydes, og, om det begæres, tilstilles.

26.

Når nogen stævninglandstinget forelægges, som tilforn har været læst, og påskreven, og siden befindes at være forandret, da skulle landsdommerne straks kende derpå, og tilkende den skyldige, hvad straf han, som rettens forvildere, bør at lide.

27.

Ingen stævning til kongens almindelig højeste ret i de sager, som i Danmark dømte er, må udstedes kortere, end seks uger for tiden, som den er påbuden, med mindre dommeren, eller skriveren, forsætligvis retten at spilde, med dommen, som indstævnes, at udstede videre, end tilbørligt er, har opholdt. I sådan tilfald stedes end og efter tiden stævning. Begæres ellers stævning over domme kort for den påbuden højeste ret, da gives den ud til den, som næst derefter vorder påbuden. I de sager, som i Norge dømte er, skal stævningen tages et fierding år for tiden, som højeste ret er påbuden.

28.

Kongens stævning til højeste ret skal og forkyndes på den måde, som tilforn om skriftlig stævning sagt er, i Norge to måneder før tiden, som højeste ret er påbuden.

Men i Danmark, i Sjælland otte dage, i Fyn og Smålandene fjorten dage, og i Jylland tre uger før.

Vil han, som stævnes, ikke lade sig finde, og er dog inden landet, da skal stævningsmændene læse, og forkynde stævningen for hans bopæl med vidnesbyrd trende sinde, og to dage imellem hver, og give det hans folk tilkende, så mange de kan komme i tale med, og da stande det for fulde.

29.

Vil man lade stævningen til herreds- birke- eller byting forkynde over ham, som ikke har villet ladet sig finde, da skal han tre gange påråbes, før end stævningen læses, og da står det for fulde.

30.

Befindes nogen lovlig stævnet mundtlig, eller skriftlig, og hverken han selv, eller hans fuldmægtig, møder for sin tilbørlig under- eller overdommere, uden han har lovlig forfald, og det nøjagtig beviser, da lægges ham af dommeren lavdag for, dog ikke over fjorten dage, til hvilken han bør at møde, og, hvis han da ikke vil møde, da skal dommeren efter fremlagte breve og bevisligheder i sagen dømme, hvor efter og eksekution må ske, og han for modvillig udeblivelse have skade for hjemgæld.

31.

End er han stævnet for kongens højeste ret, og ikke selv, eller hans fuldmægtig, møder, da dømmes i sagen efter dens beskaffenhed, og han efter dommens indhold at lide, med mindre lovligen bevises, at han i sådan forfald har været, at han hverken selv har kundet mødt, eller fremskikket sin fuldmægtig.

32.

Men hvo, som stævner anden for nogen overdommere, og dog hverken selv, eller hans fuldmægtig, eller hans lovlig forfald, møder, da har han tabt sagen, til han stævner lovligen igen, og der foruden skal han give sin vederpart hans bevislig kost og tæring.

33.

End har han stævnet for kongens højeste ret, og ikke møder, inden den provinses sager, som hans sag hører til, have ende, da bør han ikke alene at igen give sin vederpart, som møder, og byder sig i rette, den billigprocessen anvendte bekostning med bevislig kost og tæring, men og aldeles have tabt sagen, og ikke videre tilstedes på den at tale.

Men dersom han indleverer sin tagen stævning i rette tid i kongens kancelli med sin vederpartis skriftlig samtykke, og vederparten ikke vil sagen videre udføre, da bør han derfor fri at være.

34.

Kald og varsel gøres ikke fornøden, når nogen til tinge vil lade læse sine skøder, mageskifte- gave- eller pantebreve, eller afkald, eller deslige: ej heller for godses opbydelse, arvs og gælds fragåelse, beslaggods, eller person, eller for skudsmål.